Flugten til Oman - Kapitel 5: I orkanens øje
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Flugten til Oman - Kapitel 5: I orkanens øje

RESUMÉ: Familien Boolsen tager på et kort visit til Danmark, da Mortens far dør. Vel tilbage i Oman begynder Nina og Morten at gå mere ud som kærester - noget de ikke havde meget tid til i Danmark.

Kapitel 5

Lidt over middag bliver Morten og resten af hans kollegaer hastigt kaldt sammen af ledelsen på kontoret. De får besked på at pakke hele kontoret sammen og tage deres computere og vigtige papirer etc. med hjem, hvis de har mulighed for det.

Det er tirsdag den 5. juni, og den tropiske cyklon "Gonu" er med rasende fart på vej ind over Det Indiske Ocean med retning lige mod Muscat. Over havet har Gonu udviklet sig til kategori fem - den kraftigste type orkan - med vindhastigheder på op til 300 km/h. Det er yderst sjældent, at en tropisk cyklon kommer så langt nordpå som Oman og går i land. Ifølge DMI har man ikke konstateret noget større lavtrykssystem i denne region i mindst 60 år.

Selv om cyklonen på denne dag har tabt lidt af sin styrke, er der stadig stor risiko for, at Cowis kontorfaciliteter ved lufthavnen, der er et meget let barakbyggeri, ikke vil kunne holde til en kraftig cyklon.

Der bliver taget backup af serverne hjemme fra Danmark, og de fysiske servere kommer i sikkerhed i en kollegas lejlighed. Selv tager Morten sin computer med hjem i bilen sammen med hele sin gruppes økonomimapper og tekniske bøger, som ikke hurtigt vil kunne skaffes igen.

Da Morten er hjemme kl. 14, har han svært ved at forestille sig, at de vil blive ramt af et slemt uvejr. Der er nemlig endnu intet at se.

Men midt om natten begynder det. Det blæser op og regner. Hele næste dag fortsætter regnen og blæsten. Men det er ikke værre end ved en kraftig efterårsstorm i Danmark, synes Morten. Familien Boolsen går en tur i regnen, for Valdemar er ved at få kuller af at være inde. Men de er også ude at bade i poolen både morgen og aften.

Vandet er dejlig køligt, nu hvor der er faldet 200 mm svalende regn i den.

Næste dag har alle brug for at komme ud, og vejret er dejligt - kun 30 grader og en let brise - så den lille familie benytter det gode vejr til at grille sammen med 15-16 andre af naboerne og kollegerne fra Cowi. Sultanen og arbejdsministeren har erklæret offentlig fridag for både offentlige og privatansatte, og det giver familien en lang weekend.

Morten, Nina og Valdemar slipper billigt. De mister strømmen i nogle af rummene, og to dage efter at stormen begyndte, bliver der lukket for vandet, og de må bruge vand til toiletterne fra poolen i nogle dage, da vandet i varmtvandsbeholderen er sluppet op. Men både strøm og vand kommer hurtigt igen.

Det står meget værre til langs med kysten og i nærheden af områdets floder, der er gået over alle breder - kun to km fra, hvor de bor. Enorme vandmasser har slået omkring 250 mennesker ihjel, gjort tusindvis hjemløse og smadret infrastruktur, bygninger samt tusindvis af biler for i alt omkring 22 mia. kr. Flere steder steg vandstanden med tre-fire meter vand, hvilket har sat lejligheder og forretninger i stueetagen under vand. Flere af disse mennesker er druknet i deres butik eller hjem. Nogle har også prøvet at komme væk i deres bil, men er blevet fanget i vandet og druknet i bilen. På Ninas arbejde fortæller en kollega, at man under det pågående oprydningsarbejde fandt en hel familie i deres bil begravet i mudderet.

Og trods alle ødelæggelserne var Gonus styrke nedgraderet fra en kategori 5 cyklon til kategori 1, da den ramte Omans sydøstlige kyst og endnu længere ned til en "tropisk storm", da den kom til Muscat.

Morten tør slet ikke tænke på konsekvenserne, hvis den havde været meget kraftigere.

På Ninas arbejde konfronteres hun direkte med flere af ofrene for stormen.

En indisk rengøringsdame har mistet alt, hvad hun ejede. Hvad hun end boede i, er det nu væk. På to minutter blev hendes hus fyldt med vand, men det lykkedes mændene i huset at redde familien ud og hen til et højere beliggende sted. Nu står de tilbage uden noget som helst, og mange af de ting, de har sparet op til i flere år, er væk. Det eneste, hendes firma hjælper med, er 10 rial - godt 140 kr.

Nina og hendes kolleger donerer 10 rial hver og opstiller en indsamlingsbøsse i ugen efter, så forældre også kan donere. En af forældrene har tilbudt hende deres tomme maids quarter at bo i indtil videre, så heldigvis er folk gavmilde og medfølende, synes Nina.

Overlærerens sekretær har meldt syv af sine egne familiemedlemmer savnet, og på dette tidspunkt er det det samme som at melde dem døde.

Nina og Morten taler om det. De synes, det mest triste er, at sådan en katastrofe rammer de fattige hårdest. Hvis det havde været deres hus, der var blevet oversvømmet, så havde de haft en forsikring. Det er meget sværere for disse mennesker, der måske tjener ti kr. i timen.

Det hele er så trist og så tæt på, synes Nina, og hun glæder sig til sommerferie i Danmark om tre uger. Og nu hvor hun kender ødelæggelsernes omfang, har hun fået dårlig samvittighed over, at de ikke syntes, det var noget særligt, mens det stod på.

Grunden til det var helt enkelt, at de var heldige at bo i et godt område. Det er værd at være glad og taknemmelig over i denne tid, synes hun.

Morten har arbejdet på projektet nu i otte måneder og er efterhånden godt inde i sit arbejde i Oman. Han synes, at der er meget benarbejde, der skal gøres, og han bruger hovedparten af arbejdstiden på beregninger.

I Danmark brugte han kun en mindre del af tiden på beregninger og resten på planlægning, konstruktionstegninger, tegningsgennemsyn, kontakt med arkitekten og leverandører og ture ud til byggepladsen på tilsyn etc.

Men det skyldes snarere projektets størrelse end det, at han er i Oman. I Danmark var det nemlig kun Morten og hans projektleder, der stod for alle konstruktionsopgaverne på et mindre lejlighedsprojekt, mens der i Oman er flere lag i lagkagen, og hver enkelt proces tager meget længere tid.

Morten synes, det er fint nok nu, men han glæder sig til, at projektet skrider yderligere frem, så han kan få flere forskellige arbejdsopgaver og nye udfordringer. Selv om der var mere variation i jobfunktionen derhjemme, opvejer det heller ikke alt besværet med at passe hus og have i Herlev, som nu er forsvundet her i Oman.

Han tænker tilbage på den grå og kolde decemberdag i 2006, hvor han og Nina viste det russiske par rundt i huset, som de skulle leje, mens de selv var i Oman.

Morten havde vist den russiske mand græsslåmaskinen, og hvordan man bruger hækklipperen, mens Nina og mandens kone stod på terrassen og talte om, hvilke træer og buske der var i haven: et blommetræ, et æbletræ og et træ, de ikke helt vidste, hvad var, fordi det er sygt. Måske også et æbletræ. Bagerst et stort japanske kirsebærtræ og oppe ved huset et tulipantræ. Alt sammen smukt om sommeren - hvis man holder det.

Det har Morten og Nina altid haft svært ved at få gjort, men det var sjovt at se især den russiske dames begejstring ved tanken om, at hun skulle i gang med haven.

De gik om til drivhuset, hvor der står en vin i hjørnet - vissen og ikke til meget sjov dengang i december.

»Men den skulle vokse om sommeren,« forklarede Nina.

Ved siden af drivhuset pegede de på en bunke jord med lidt græs og ukrudt, der havde plantet sig selv på toppen.

»Meningen var, at jeg ville plante et bed her med gulerødder og den slags,« havde Morten forklaret, »men jeg fik aldrig gjort det. I er velkommen til at gøre det, hvis I har lyst.«

Og det gjaldt også det visne træ. Hvis det russiske par ville fælde det, skulle de også bare gøre det. Eller plante roser, som den russiske kvinde gerne ville. Eller andre ting.

»Det bestemmer I helt selv,« sagde han til dem.

Væk er nu alle disse bekymringer. Sammen med den dårlige samvittighed over det havearbejde, der skulle have været ordnet. Den sure pligt i at tage opvasken. De evige diskussioner om, hvornår og hvor meget der skulle gøres rent.

I stedet for er der mere tid til Valdemar. Og til hinanden. Til at møde nye mennesker og gå ud. Ja, når Nina og Morten sidder i stuen i Muscat, taler de om, hvordan de kan skabe sig et liv i Danmark, som de har i Oman. Og hvis de ikke kan få det med det hus og det liv, de har derhjemme, vil de sælge huset og måske købe noget i Malmø eller Jylland.

Selv den cikade, der terroriserede familien Boolsen ude i køkkenet, og som de ikke kunne finde, hører de nu ikke længere. De ved ikke helt, om den er væk, eller om de bare har vænnet sig til den.

Alt det tænker Morten på, mens han igen plasker med håndfladerne i det svale vand i poolen på marinaen. Uden for det skyggende overhæng kan han se solen skinne stærkt og hvidt. Han ser hen på sin kone, sin søn og deres nye venner og smiler.

Livet er godt, synes han.

Emner : Arbejdsmiljø
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først