Flugten til Oman - kapitel 4: Opkaldet fra Danmark
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Flugten til Oman - kapitel 4: Opkaldet fra Danmark

RESUMÉ: Valdemar har fået en vuggestueplads, så Nina kan begynde at arbejde - til Mortens store tilfredshed. Familien har fået mange nye venner fra Cowi, som de ofte er sammen med. Det lapper lidt på det tomme hul efter venner og familie i Danmark.

Telefonen ringer klokken 5.45 om morgenen den 8. maj 2007 i Palm Tree Garden nummer 21. Det er Mortens mor.
Morten har ventet opkaldet længe, men han græder alligevel stille ned i røret, da han får at vide, at hans far er død.

Pludselig mærker Morten de 5.544 kilometer, der er imellem dem. Det er hårdt at vide, at hans søster og mor har siddet derhjemme og holdt faderen i hånden til det sidste, mens Morten selv er så langt væk. Men det hårdeste har alligevel været, at det har taget så lang tid. At se faderen være lidt mere forvirret, hver gang de besøgte ham, i de seks år han led af en sjælden variant af Parkinson.

Allerede samme dag Mortens mor ringer og fortæller den dårlige nyhed, booker Morten billetter hjem til Danmark.

Han og Nina har egentlig besluttet sig for, at Valdemar og Nina ikke skal med hjem til begravelsen. Morten syntes, det var for dyrt og fjollet at bruge pengene på en rejse til Danmark, når det bare er en "arbejdsweekend", hvor der skal ordnes en masse praktisk. Og Morten har læst i sin kontrakt, at Cowis udstationeringsforsikring kun dækker hans billet hjem ved dødsfald i den nærmeste familie.

Men Morten taler med sin chef og finder ud af, at han må konvertere sin business-billet til tre økonomibilletter hos Turkish Airlines, så familien ikke selv skal betale, og så kan Nina komme med. Hun græder, da hun får det at vide. Det har været svært for hende at acceptere, at hun ikke skulle sige farvel til en del af familien.

De har også diskuteret, om rejsen vil være for hård for Valdemar, men han er jublende lykkelig for alle flyene i lufthavnen, og han er i hvert fald ikke i tvivl om, hvad en "flyskine" er. Som udstationeret barn kniber det lidt mere med transportmidler som bus og tog. Det må han have til gode.

Det er hårdt for Morten at se sin far i kapellet og til begravelsen. Når man allerede har taget afsked med den far, man kendte, er det næsten en fremmed mand, der ligger og er død. Morten synes, at han ligner en mand på 80 år, selv om han kun er 62.

I fire dage efter begravelsen hjælper Morten sin mor med at tømme værelset på plejehjemmet, vælge gravsted, sten og mange andre praktiske ting i Jylland.

Nina tager til Lyngby, hvor Valdemar bliver passet af hendes forældre.

Efter de fire dage henter Morten sin familie, og de drager alle hjem til Oman.

Det er godt at komme tilbage til varmen i Muscat. Efter otte-ti grader og dansk regnvejr er Valdemar glad for at kunne smide tøjet og hoppe i poolen igen. Men to nye ord, er dukket op i Valdemars ordforråd: "Regn" og "koldt".

Marli møder klokken syv de fem dage om ugen, hvor hun arbejder for Morten og Nina. Hun er der som regel til klokken 15 - eller så længe de har brug for hende.

En gang om ugen kommer hun tilbage om aftenen for at passe Valdemar, mens Nina og Morten holder deres "parents? night out". En gang om ugen plejer de hinanden som mand og kone med lidt forkælelse på de lokale restauranter eller med en tur i biffen. I Oman er der nemlig plads til lidt eftertragtet kvalitetstid uden børn.

Den slags fornøjelser efterlod hverdagen ikke megen plads til hjemme i Danmark. Dér tager Morten som regel på arbejde, så han kan være der klokken 7.00. Det giver ham mulighed for at gå tidligt eller arbejde over uden at komme hjem for sent. Valdemar vågner halv syv, så det er som regel Nina, der afleverer ham. Til gengæld henter Morten ham to dage om ugen, når Nina arbejder sent.

I weekenden prøver de at få købt ind til hele ugen, så de kan holde spisetiden klokken 18. Valdemar bliver puttet klokken 20, og så går resten af aftenen med praktiske ting som tøjvask og opvask.

Hvis Morten og Nina ikke er faldet i søvn foran fjernsynet, går de i seng ved 22-tiden.

Det er ikke den hverdag, de ønsker, og det er en af grundene til, at de sagde ja til at flytte til Oman. For selv om Mortens arbejdsdage er længere, har familien mere tid til hinanden. Og når de så har fri i Oman, har de helt fri.

På den første aleneaften ude siden Valdemars fødsel har Nina tjekket på nettet, hvilke film der går i biografen. I Oman er det ikke særlig udbredt, at virksomheder har hjemmesider, men på Google finder hun en hjemmeside med oversigt over alle de biografer, der er i byen og hvilke film, de viser.

De vælger en film, der bliver vist i Ruwi, en lille bydel tæt på deres garden court. Morten prøver at ringe for at få den eksakte adresse og en kørselsvejledning. Men manden i den anden ende taler meget dårligt engelsk, så ham får Morten ikke meget ud af.

I stedet beslutter de at rådføre sig med deres indiske venner fra garden courten. Det viser sig at være en god idé, for konen kan fortælle, at det er en biograf, hvor alle single-arbejderne fra udlandet kommer. Og de er ikke kun ude på at se film, men også på at se på blonde piger.

Hun siger, at Nina sandsynligvis ikke vil kunne være i fred uden piften. Ret hurtigt bliver Morten og Nina enige om at droppe det.

Det er ellers ikke meget, de har oplevet af den slags. Morten havde ellers regnet med, at religion ville gennemsyre det arabiske samfund meget mere, men han mærker det faktisk ikke i hverdagen - ud over i storcentrene, hvor der ligger bunker af sko uden for bederummene.

Oman er heller ikke et land, hvor udenlandske kvinder skal bære tørklæde. Så var Nina nemlig ikke taget af sted.

Efter et stykke tid i landet er hun begyndt at se de oftest sorte tørklæder med forskellige broderier som mode. Hun synes ligefrem, at de omanske kvinder, der bærer tørklæde, er smukke.

De går ind på hjemmesiden igen og bliver enige om at se en filmatisering af et Broadway-show i den lokale biograf. Ikke lige topprioritet af film, men god sendetid og tæt på. Så kan de også nå at spise inden.

De finder en hyggelig restaurant over for biografen, hvor maden er god til gode priser. Bagefter går de over for at købe billetter, men til deres store overraskelse har biografen slet ingen af filmene fra hjemmesiden på programmet. Så det ender med en thriller med Bruce Willis, som de ikke kender noget til.

Den viser sig at være rigtig god. Så aftenen ender med at blive vellykket, om end lidt anderledes end planlagt.

Derhjemme har Marli drukket 100 kopper kaffe - uden kage - af Valdemars tesæt. Valdemar har slæbt hende rundt i huset hele aftenen, og nu sover han sødt, mens Marli sidder og våger over ham.

Lyset er på fuldt blus i drengens værelse, og Nina er overrasket over, at han overhovedet er faldet i søvn med lys lige ned i hovedet. Men det kan man som mor leve med, når Marli har siddet i en time og holdt øje med, om han skulle vågne op og være ked af det.

De to er blevet glade for hinanden, og Marli siger, at Valdemar kan sige hendes navn. Morten og Nina tror, at Valdemar må være den største glæde ved hendes job. Ellers er det jo en smule trivielt at gøre rent og lave mad hver dag, selv om Marli siger, at hun meget gerne vil lave mad.

Hun er da også god til det. Men der er en hage. På en måned har hun brugt to liter olie, så Nina føler sig helt gravid, fordi bukserne strammer. Morten og Nina må se, om de ikke på en pæn måde kan bede hende om at skære ned på olien, hvis deres vægt ikke skal gå amok.

De første tre kapitler i føljetonen blev bragt 10., 17. og 24. august. I næste uges karrieresektion kan du læse femte og sidste kapitel.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten