Flugten til Oman - Kapitel 3: Jordforbindelse
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Flugten til Oman - Kapitel 3: Jordforbindelse

RESUMÉ: Morten og Nina er flyttet til Oman, hvor Morten arbejder på et stort lufthavnsprojekt for Cowi.Det var svært for Nina at skulle forlade sin familie i to år, men hun, Morten og sønnen Valdemar er faldet godt til i hovedstaden Muscat og har fået en hushjælp, der ordner det meste. Nina har ikke haft så travlt med at finde job, og det har gjort Morten lidt misundelig på hendes megen fritid.

Kapitel 3

Valdemar sætter i et hyl. Han har stukket hånden ind i tromlen på den nyinstallerede vaskemaskine, men trækker straks hånden til sig. Det er ikke første gang, han gør det, og Morten og Nina kan ikke forstå, hvorfor han græder hver gang.

Vaskemaskinen står ude på familiens terrasse, lige uden for skydedøren. Det er almindeligt i Oman at stille den uden for under et lille halvtag, fordi vejret tillader det. Så fylder den ikke inden for. Da den skulle installeres fik Morten fat i firmaet, der ejer og udlejer familiens lille rækkehus i Muscat. Firmaet hedder Towells, og de lader sig ikke mærke med, at man ringer og rykker dem adskillige gange for huller i væggen, malerarbejde og en vandskadet væg. Til gengæld er de der på pletten, hvis en aircondition går i stykker. Morten synes, det er irriterende at skulle skrue bissen på, men sådan er kulturen nok forskellig, tænker han.

Vedligeholdelsesafdelingen satte både tømrer, vvs'er og elektriker i gang. De kom alle sammen på samme dag, og tømreren byggede et lille halvtag, elektrikeren et udendørs stik og vvs'eren afløbsinstallationer. Ham, der lavede elinstallationen, var dog næppe elektriker, for da Nina spurgte, om han var elektrikeren, svarede han: "Det kan du da godt kalde mig".

Installationen ser også lidt usikker ud, men maskinen virker, som den skal. Der er bare den hage, at man får kraftigt stød, hvis man rører ved vaskemaskinens tromle. Og det blev Valdemar altså den første, der opdagede.

Morten ringer og forklarer Towells, at der mangler en jordforbindelse, hvorefter en rigtig elektriker kommer og installerer det korrekt.

Man kan aldrig være helt sikker på, hvornår de kommer, hvis man ringer. Men helt sikkert er det, at de hver gang slutter af med et "Inshallah" - om Allah vil.

Morten og Nina har en klump i halsen. De er kørt fast og holder nærmest lodret på en sanddyne ude i ørkenen. Hvad hvis bilen tilter med Valdemar bagi?

De er kort efter ankomsten til Oman taget på offroad-tur til Wahiba Sands med 45 kolleger og deres familier. Ved lejren får de anvist et fint telt, som egentlig mere er en hytte. Den er lavet af et træskelet på betonpæle beklædt med palmeblade og stof indvendigt. Indeni står tre rigtige senge.

På programmet står der offroad i ørkensandet, og målet for strabadserne er en bakketop, hvor alle skal se solnedgangen.

Det er første gang, de for alvor skal køre i firehjulstrækker, som de har talt så meget om hjemmefra. Derfor er Morten måske lidt forsigtig op ad bakken, hvor bilen går i stå. Måske er det den nervøse fod på speederen, der svigter.

Morten ser sine kolleger langt mere privat her i Oman end hjemme i Danmark. De danske kolleger, vel at mærke. De medarbejdere, der taler samme sprog, holder sig nemlig meget til hinanden i fritiden. Både srilankanerne, inderne og danskerne. De danske medarbejdere er også stort set de eneste, der har deres familier med og derfor kan lave familieting sammen.

Men det betyder også, at foruden det indiske par hjemme i boligkomplekset er de danske kolleger næsten de eneste, Nina og Morten ser. Enten til middag i weekenden eller på legepladsen med børnene. Eller som nu på weekendtur i Wahiba Sands.

Med lidt hjælp fra guiden, får Morten kørt frem og tilbage og kommer sikkert over sandbakken. Da de endelig ankommer til målet, kurer alle børnene ned ad bakken - ikke mindst frygtløse Valdemar, som er havnet i verdens største sandkasse!

Da de små numser er fulde af sand, og solen gået ned, er der buffet i lejren, og et lokalt band spiller. Det er noget, Valdemar kan lide. Han stiller sig midt i det hele og danser løs.

Omanerne elsker børn, og en mand tager Valdemar op og danser med ham.

Scenen er langt fra den forestilling, Nina havde gjort sig hjemme i Herlev. Hun troede, at børn skulle ses, ikke høres hernede.

Da de skal finde en institutionsplads til toårige Valdemar, er det efter mund-til-mund-metoden, for man kan ikke bare slå vuggestuer op i telefonbogen. Fra andre udstationerede har Nina og Morten hørt om to forskellige: "Bright Beginners" og "Tender Buds". Det anbefales at finde en plads i nærheden af, hvor man bor, for man kan kun få passet børn til klokken 12.00. Til gengæld er der ingen ventetid på vuggestueplads.

Det er Nina glad for, for hun havde frygtet, at Valdemar skulle blive alt for glad for at gå hjemme sammen med mor, så det ville blive svært for ham at begynde i vuggestue.

Tender Buds, som Nina og Morten vælger, har en stor legeplads og et hus med mange muligheder. Men alt er anderledes fra en dansk vuggestue. På en måde skal Valdemar gå i skole, for to gange om dagen har børnene lektioner a 45 minutter, hvor de tegner og maler i den ene, og i den anden spiller musik, ser fjernsyn, spiller på computer eller leger i legerummet.

Nina er nervøs for, om Valdemar kan sidde stille, men hun får ikke rigtigt oplevet det, for i Oman er der ikke noget, der hedder indkøring. Det er lige på og hårdt.

Da Nina ankommer med Valdemar første dag, går han straks hen til en bil på legepladsen, og det beroliger hende. Nina går indenfor for at betale og aflevere hans ting. Lederen er utålmodig for at tage imod ham, så Nina vinker hurtigt farvel. Valdemar græder, så Nina får ondt i maven. Godt, at Valdemar har gået i vuggestue før.

Nu hvor Valdemar har fået vuggestueplads, er Nina begyndt at søge job. Og der går ikke lang tid, før hun får arbejde i en hollandsk/engelsk drevet børnehave for hollandsk- og engelsktalende børn fra hele verden. Hun skal både være på stuen med engelsktalende børn og på stuen med hollandske børn. Hun taler bare engelsk til dem, og de ser ud til at forstå det. Og Nina fanger også mere og mere af det hollandske. Det minder faktisk meget om dansk, synes hun.

Ansættelsen går meget tjept, og Nina begynder allerede dagen efter samtalen. Rent lønmæssigt har Nina undersøgt, hvad en pædagog i en vuggestue kan regne med at få. Valdemars vuggestueleder har sagt, at hun ikke skal acceptere under 2,5 rial (cirka 35 kroner) i timen. Så da den hollandske børnehave siger 7,5 rial, forsøger Nina at holde masken. Det svarer til lidt mindre end en dansk timeløn, men i Oman betaler man nul kroner i skat, så det svarer næsten til en dobbelt dansk løn.

Ninas to til fire arbejdsdage om ugen ligger desværre, så hun ikke længere kan mødes med de andre Cowi-koner om tirsdagen. Hun har prøvet at få dagen ændret, så hun stadig kan dele sladder på Café Starbucks med kvinderne, men uden held.

Ninas arbejdstid ligger som regel fra 7.30 til 12.00, og onsdag og lørdag henter hun selv Valdemar i vuggestuen.

De andre dage kører han med den samme taxachauffør hver gang. Om morgenen sætter maiden Marli ham på skolebussen, og i starten skulle han også køre hjem med bussen de dage, hvor Nina arbejder. Men hun og Morten synes ikke, at han skal sidde i bussen i 40 minutter i dundrende varme lige ved frokosttid, fordi bussen skal køre en omvej for at sætte alle børn af.

Det kan de ikke bære. Så de har hyret en taxachauffør til at køre de tre kilometer med Valdemar, så han kan komme hurtigt hjem og få frokost og blive puttet af Marli.

Familien har fået en privat taxachauffør. Helt privat er han ikke, men i hvert fald fast. Taxameteret er ikke helt slået igennem i denne mellemøstlige stat, så man aftaler pris pr. tur, og som udlænding er sandsynligheden for at blive snydt høj. Det er heller ikke altid, at den taxa, man har bestilt, kommer.

Derfor er det en mulighed, der åbner sig, da Nina en dag får stukket en seddel i hånden af en taxachauffør. Han siger, at han bor i nærheden af deres garden court, så de kan altid ringe, hvis de har brug for en taxa.

Nina slår hurtigt til og aftaler en tur klokken 8.00. Hun er spændt på, hvad der vil ske, fordi hun ved, at tid ikke er noget, man tager så nøje her.

Næste morgen kommer han fem minutter i otte. Dejligt, for så kom Valdemar i vuggestue til tiden.

Dokumentation

link

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først