Flugten til Oman - Kapitel 2: En blodprøve for en opholdstilladelse
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Flugten til Oman - Kapitel 2: En blodprøve for en opholdstilladelse

RESUMÉ: Morten Thorhauge Booelsen har gennem Cowi ladet sig udstationere i Oman sammen med sin kone Nina og deres søn Valdemar for at slippe for hverdagens sure pligter i Herlev. Og indtil videre tegner det sig til at blive et rent koloniherreliv med tjenestefolk, som man godt kunne blive afhængig af, synes Nina og Morten.

Kapitel 2

Bilens digitalur viser 6.30, og Morten Thorhauge Boolsen er på vej til sin første arbejdsdag. Fra sin plads bag rattet lægger han mærke til de nydeligt plantede bede i røde, gule og violette farver, der pryder begge sider af motorvejen, og bag dem vajer de store skyggefulde daddelpalmer. Noget af en kontrast til den sjællandske del af E47/E55, som Morten plejer at tage ind til Cowi i Lyngby, nord for København.

Den motorvej, han befinder sig på nu, fører ham fra Omans hovedstad, Muscat, til den nærmeste lufthavn i Seeb, som Cowi arbejder på at udvide. Her ligger også Mortens arbejdsplads de næste to år, foreløbig.

På turen kan man normalt iagttage de indiske og srilankanske kommunalarbejdere, der går langs motorvejen og luger bedene, men det er endnu for tidligt. Solens første stråler farver himlen rosa over de golde, brune bjerge, der ligger til venstre for vejen. Og hvis han kigger til højre, kan han netop skimte Det Indiske Ocean som en blå stribe et godt stykke ude bag daddelpalmerne.

Efter ca. 25 minutter er Morten fremme ved de sandfarvede barakker, der er indrettet til arbejdsplads for de omkring 300 medarbejdere, der er ansat på projektet, som Cowi har entreprise på. Men ingen er tilsyneladende mødt på arbejde endnu - på nær Mortens kollega, Jens Marcussen.

Morten finder sit skrivebord blandt mange andre i et stort og på nuværende tidspunkt endnu tomt storrumskontor. Han bemærker, at navnet på hans navneskilt er stavet forkert - "Boolscn" står der i stedet for Boolsen.

I løbet af de næste timer får Morten hilst på sine nye kolleger. Ikke så mange som normalt, da mange europæere har været hjemme og fejre jul og nytår, og deres kolleger har fejret Eid ul-Fitr - en muslimsk helligdag, der markerer afslutningen på ramadanen.

Morten diskuterer bank og biler med de nye kolleger: Hvad skal man vælge, hvad gør man, og hvor meget kan man hæve på visakortet?

»Godt spørgsmål,« siger en af Mortens kolleger. »Efter at jeg havde brugt ni timer på at finde møbler i Ikea i Dubai, fandt jeg ud af, at jeg ikke kunne betale med mit kreditkort.«

Morten kan ikke lide det. I Danmark har han lært, at man ikke springer over i køen. Men det er et nedslående syn, der venter ham og tre kolleger, da de ankommer til klinikken: 300 mennesker står allerede i kø for at få taget en blodprøve - næsten alle asiater. Blodprøven er nødvendig for at få en opholdstilladelse, der er obligatorisk for alle udlændinge, der vil arbejde, købe bil og alkohol i Oman. Men med den kø er spørgsmålet, om Morten og hans tre kolleger overhovedet kan nå at få én, inden dagen er omme.

Hele proceduren for at få opholdstilladelsen er nemlig noget omstændelig og kræver besøg hos tre forskellige myndigheder. Men det kan klares på en dag, hvis man kommer ud af døren tidligt og dermed kan undgå køerne. Derfor havde de også aftalt med Cowis Public Relations Officer, Mansoor Al Wahaibi, at mødes klokken otte om morgenen. Han skal guide de fire Cowi-folk igennem dagen.

Klokken 08.15 er Mansoor endnu ikke kommet. Morten ringer. Mansoor er på vej, men er blevet stoppet af politiet for at køre uden sele, og han er lige i gang med at diskutere med politimanden om, hvorvidt han skal have en bøde, og hvor stor den i givet fald skal være. De ender på en bøde på ti omanske rialer - godt 140 kr.

Klokken 9.00 kommer Mansoor, og den lille gruppe er ude af kontoret kl. 9.15.

»Har alle deres papirer på sig,« spørger Mansoor i bilen på vej mod første stop.

»Nej,« svarer den ene af Mortens kolleger, »dem gav jeg da til dig i går.«

Ind til siden. Mansoor ringer til kontorets anden PRO, som finder papirerne på kontoret og kører til Ruwi, hvor Morten og de andre holder og venter. De får papirerne og farer videre.

Da de endelig er fremme ved klinikken, får de en prøve på Mansoors handlekraft. Han tager rutineret sin lille gruppe med frem i den lange kø og lader som om, han arbejder der og bestemmer noget. Han rykker nogle indere frem og tilbage og gør plads til sine fire Cowifolk, som nu - vupti - er nummer 50 i køen i stedet for. De andre kigger, men er tavse og brokker sig ikke.

Imidlertid er dette kun køen til at få et nummer. Og selv om den lille gruppe har sprunget 250 mennesker over, går der stadig langsomme 45 minutter, før de fire danskere er fremme ved skranken. De får hver især udleveret et nummer og et reagensglas til blodprøven og kan så gå videre til næste kø på første sal, hvor blodprøven skal tages. Her sidder de på lange bænke og venter på at blive kaldt ind.

En halv time går, inden de kommer til. Fem ad gangen kaldes man ind, hvorefter lægen lytter til lungerne, og sygeplejersken tager blodprøven efter tur, helt som var de robotter. Et par stempler, og de fire Cowi-folk kan komme videre.

Klokken er 11.15, og gruppen skal nu have taget fingeraftryk hos Royal Oman Police. De kører ti minutters tid og er fremme. Der er igen kø langt ud på pladsen foran bygningen. Mansoor tager dem endnu en gang ved hånden og fører dem indenfor, hvor det myldrer med folk foruden en meget lang kø, der snor sig frem og tilbage. Men Mansoor kender medarbejderne, da han jo er der hver uge. Han følger sine fire kolleger om bag rækværket og - vupti! - er de nu nummer ti i køen i stedet for nummer 350.

De andre ventende i køen kigger ligesom før udtryksløst på dem og siger ingenting. Der bliver taget fingeraftryk af alle fingre og af begge hænder, og de er videre derfra på kun 20 minutter.

Sidste stop er Arbejdsministeriet, hvor opholdstilladelsen skal udstedes, og her kan man ikke springe over i køen. Her er nummersystemet elektronisk. Foran dem i køen er der denne gang 175 mennesker. De tager nummer-lappen med og kører tilbage til kontoret for at spise frokost. Tre kvarter senere tager de derhen igen, og der er stadig ca. 100 mennesker foran dem i køen. De stiller sig til at vente.

Halvanden time senere er det deres tur. Ind til politimanden, der tager et billede og kigger på de medbragte papirer med resultaterne fra blodprøven. Derpå scanner han fingeraftrykket på pegefingeren elektronisk. Ud i en ventesal og vente på kortet, og denne gang går der ikke lang tid. De bliver råbt op, pegefingeren på fingeraftryksscanneren og - vupti! - opholdstilladelsen udleveres.

Morten er tilbage på kontoret kl. 15, og han kan lige nå halvanden times arbejde, inden arbejdsdagen slutter.

Automatgear er super fedt at køre med. Og næsten ingen biler i Danmark har det, fordi det koster 30-40.000 kr. ekstra. Morten fryder sig over, at han til den samme pris har fået hele sin Ford Focus 1.6 med automatgear, der er tre år gammel og i tiptop stand. Oman er et sandt slaraffenland for bilentusiaster, og det kan Morten og Nina nyde i fulde drag, efter at de har fået deres residence card.

Ligesom mange andre danskere i Cowi, har de anskaffet to biler. Nina kører rundt i en ny Mitsubishi Pajero 4WD, så hun kan føle sig mere sikker i trafikken.

»Jeg skal have en bil, som jeg ikke dør i,« som hun siger.

Efter en uge leder Valdemar stadig efter "Mos". Mos er moster Eva, Ninas søster, der har været på besøg i ti dage. Men Valdemar lå og sov, da Mos tog hjem, og derfor går han stadig rundt og spørger: »Hvor Mos«. Og det er hårdt, synes Nina. Hun tænker over, hvad det er, de gør ved Valdemar, når de sådan river ham op med rode og tager ham væk fra sin familie. Ikke at hun har lyst til at tage hjem - men hun forstår, at alting har sin pris.

Et indisk par med en treårig søn fra deres garden court har inviteret Nina og Morten med til Muscat Festival. Den løber hvert år fra januar til februar med et væld af boder, der repræsenterer mange lande i Mellemøsten og masser af underholdning for børnene som cirkus, legeplads, en lille zoologisk have, et tivoli og masser af forskellige dyr, som børnene kan ride på. I træerne hænger kulørte lamper, og det hele er meget stemningsfuldt.

Om aftenen hjemme i garden courten igen sidder de fire voksne ved poolen og drikker lidt øl og snakker. Morten og Nina kan lide det indiske ægtepar og synes, det er spændende at høre om Indien og deres kultur. Det er dejligt ikke kun at snakke med danskere, hvilket Nina ellers mener, man godt kan have en tendens til. For det er jo også for at lære noget nyt om andre kulturer, at de er rejst ud.

Klokken bliver halv et om natten, inden de siger godnat til hinanden. Et frø til et nyt venskab er plantet.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først