Flugten til Oman. Kapitel 1: Herskab og tjenestefolk
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Flugten til Oman. Kapitel 1: Herskab og tjenestefolk

Han står i vand til livet i marinaens kølige pool.

»Det er ligesom på film,« tænker han og klasker hænderne ned i vandoverfladen.

Der er kun gået et halvt år, siden Morten Thorhauge Boolsen blev udstationeret som bygningsingeniør for Cowi, men han har hurtigt vænnet sig til livet i Omans hovedstad.

»Lidt som et koloniherreliv med tjenestefolk,« griner han for sig selv.

Det var en rask beslutning, der fik familien Thorhauge Boolsen til at tage hjemmefra. Sådan har det altid været med Morten og Nina: De store beslutninger tager kortest tid.

Ligesom hver fjerde danske nyuddannede ingeniør havde Morten længe været interesseret i at blive udstationeret, til et varmt land vel at mærke, men tidspunktet havde aldrig rigtigt passet. Ikke før januar 2007, hvor hans kone Nina hverken var gravid eller under uddannelse længere. Samtidig var sønnen Valdemar så lille, at de ikke skulle være bekymrede for at rive ham ud af en hverdatog modtilbuddet om at g i institution eller skole. Man ved jo heller ikke, hvilken standard skolerne har i et land som Oman.

Mortens arbejdsplads ligger lige op ad lufthavnen i Omans hovedstad Muscat. Lufthavnen i bydelen Seeb skal udbygges, og det har danske Cowi vundet entreprisen på. Det er et af Cowis største projekter nogensinde.

Lufthavnen skal efter planen stå færdig i 2010, så Morten kommer sandsynligvis aldrig til at se byggeriet i al sin pragt. Han er nemlig kun udstationeret i de midlertidige sandfarvede barakker i halvandet år.

I sine to et halvt år i Cowi har han aldrig været med til så stort et projekt som dette. Det er en af årsagerne til, at han tog udfordringen op og blev en af de cirka 3.000 danskere, der flytter til udlandet for at arbejde i en længere periode.

Morten skal står for statikken i tre mindre bygninger på den ny lufthavns område: En der skal levere kølevand, en der skal levere strøm til hele lufthavnen og endelig en brandstation.

Cowi kommer op på at have 300 ansatte på lufthavnsprojektet, og cirka halvdelen af dem er danskere.

Mortens kone, Nina, halvt sidder, halvt står i den lave ende af poolen og taler med en anden Cowi-kone, mens hun har et øje på Valdemar, der hopper ned fra alt, hvad han kan hoppe ned fra.

Vandet i poolen hjemme i boligkomplekset, hvor de bor, er normalt omkring 40 grader varmt, fordi solen hele dagen bager direkte ned i vandet. Så Morten og hans familie ynder at tage ud til marinaen en lille lystbådehavn lidt uden for Muscat, hvor poolen er overdækket og kølet og holder de 28 grader.

Svær beslutning at forlade familien

Livet her er noget helt andet end den 971 kvadratmeter store have hjemme i Herlev! En have, man simpelt hen ikke gider ordne, når det står som et punkt på listen, som er ved at sprænges af sure pligter.

Når Nina og Morten skændes, handler det næsten altid om, hvor meget der skal gøres rent. Nina vil gerne gøre rent hele tiden, mens Morten synes, det er nok bare at rydde op halvdelen af gangene.

Det er især de diskussioner og den lange liste, det er dejligt at slippe for ved at rejse til udlandet. Morten synes måske godt, at man kan kalde det en flugt, men det er en flugt til noget, han og Nina gerne vil i forsøget på at få mere tid til hinanden og Valdemar.

Det sværeste ved beslutningen har for Nina været, at hun skulle forlade sin familie og veninder i Danmark. Eva, Ninas søster, har passet Valdemar en hel del, og Nina har aldrig set sine forældre mindre end en gang hver fjortende dag. De var heller ikke meget for beslutningen om at flytte to år til Oman, så Nina og Morten har undladt at tale så meget om det med dem.

Da de skulle af sted fra Danmark, var det et tudeshow i lufthavnen. Eva var helt knust, og moderen græd. Nina græd også, selv om hun følte, at det var nemmere for hende, fordi det ikke var hende, der blev forladt.

Når båndene er så tætte, kan det være frustrerende, at kommunikationsvejene i Oman indimellem går kolde. Selv om der kun er to timers tidsforskel, kan det indimellem tage to dage, før folk hjemme i Danmark får logget på Messenger. Når ungen så oven i købet ikke vil sove til den aftalte telefontid med søster, er det for alvor kritisk. Det bliver godt, når der kommer IP-telefoni i det lille rækkehus!

Morten har for længst forladt sin familie i Jylland, da han tog til København for at studere, og selv om hans far er alvorligt syg og ikke har så lang tid igen, føler han, at han allerede har taget afsked.

Kastebold i Omans bureaukrati

Kun en måned forsinket skal Nina og Morten endelig hente deres shippede ting fra Danmark på havnen i Muscat.

Morten tager afsted til havnen med Yousef Al Ajmi, som er public relations officer og den, der det formelle med myndighederne for de udenlandske ansatte i Cowi. Det er en længere procedure at få sine ting udleveret. Man skal rundt til syv-otte forskellige kontorer på og uden for havnen og have underskrevet papirer og få stempler og gatepasses til at komme ind på havneområdet. En proces på omkring seks timer.

Havnen er ret stor, men Yousef er på hjemmebane og kører lige til den lasthal, som godset skulle være i.

En tolder skal undersøge tingene for ulovlige genstande, navnlig porno, som er forbudt i Oman. Morten får besked på at finde sine kasser med cd'er og dvd'er frem. En hel flyttekasse fyldt med dvd'er og cd'er skal til tjek hos ministeriet, for sådan er reglerne, siger tolderen.

Resten af bagagen bliver åbnet og kigget igennem, og den første kasse han åbner... BANG: En flot side 9-pige fra Ekstra Bladet, der smiler kælent lige op i hovedet på den muslimske tolder. Avisen er brugt til at pakke en billedramme ind i. Han tager avisen og siger: »No good«. Avissiderne bliver skåret i stykker med sin hobbykniv og smider den på gulvet. Ikke meget bedre går det med kasse nummer to, hvor endnu en side ni fra Ekstra Bladet er blevet brugt som indpakningspapir. Den får samme tur. Så er det heldigvis også slut.

Hvor uheldig kan man være, at det lige er side 9-pigen, der ligger øverst i de første to kasser, der bliver åbnet, tænker Morten. Tolderen tager nu ikke videre på vej, og han kan godt se, at det er brugt som indpakning og ikke som et forsøg på at indsmugle porno.

Kassen med cd'er og dvd'er får Morten og Nina tilbage ti dage senere, og der mangler desværre fire dvd-film, som givetvis har indeholdt scener, de omanske myndigheder ikke kan tolerere.

En tjener i huset

Efter ni timer på arbejde vender Morten hjemad mod familiens garden court, som er en firkant af rækkehuse, der omslutter en fælles have med swimmingpool, haveborde og palmer.

Det første Nina tænkte, da hun så den, var at det var godt, der var en havelåge fra deres stenterrasse ud til fællesarealet, så Valdemar ikke kunne løbe ud og falde i poolen.

Når Morten kommer hjem, skal maden bare varmes, og det klarer Nina hurtigt. Hushjælpen har nemlig allerede forberedt middagsmaden. Ligesom hun har gjort rent, leget med Valdemar, lavet frokost til ham og vasket tøj.

Morten kan sagtens leve med at have en maid. O.k., det tager lidt tid at vænne sig til at blive kaldt Mister. Mister and Madame giver en ubehagelig følelse af, at der er forskel på folk, altså over- og undermennesker, synes Morten og Nina. Det kan de som danskere ikke rigtigt lide. Men man vænner sig dog hurtigt til det, synes Morten.

Det dér kernesocialdemokratiske med, at alle er lige meget værd, og alle skal have lige muligheder, er ikke noget, han kan nikke genkendende til her. Det er et noget mere klasseopdelt samfund, end man kender det fra Danmark.

Nina og Morten har haft to forskellige maids, men Marli, de har nu, bliver forhåbentlig. Hun er kusine til deres tidligere maid. Hun har gode papirer og har arbejdet som maid de seneste 13 år i Oman.

Srilankanske Marli møder klokken syv og er i huset til klokken tre om eftermiddagen eller så længe de nu har brug for hende fem dage om ugen, og så skal hun passe Valdemar en aften om ugen, når Morten og Nina tager sig tid til at være kærester på Parents night out.

Egentlig vil Nina slet ikke have en barnepige til Valdemar, men hvis hun skal have arbejde, bliver det nok nødvendigt.

Marli forstår udmærket engelsk, for hun kan følge en opskrift, som man skriver til hende. Det er dog ikke altid ensbetydende med, at tingene bliver, som man forventer.

Nina og Morten har købt en and og skrevet til Marli, at hun skal rense den og fylde den med udskårne æbler og svesker og sætte den i køleskabet, så de selv kan stege den i ovnen om eftermiddagen.

Men da Nina kommer hjem, er det hele klaret og anden stegt. Ud over at rense den har hun også flået skindet som næsten er det bedste af den og stegt den.

Under hendes rengøring af bradepanden har hun desuden smidt al saften fra anden væk, så der heller ikke er noget at lave sovs af...suk!

Morten og Nina ved, hun gør det i den bedste mening, og anden smager egentlig udmærket, selv om den er blevet genopvarmet, da familien skal spise. Og sovsen... det blev smørsovs.

Den hjemmelavede rødkål klarede Marli af en eller anden årsag til ug med kryds og slange, næsten så god som mormors.

Hun mener ikke, at Morten og Nina skal lave mad. Derfor laver hun tingene færdige også selv om de skriver, at de nok selv skal gøre det. Hun mener, det er hendes job og ikke noget for Mister and Madame.

Maiden får 140 omanske realer, som svarer til godt 2.000 kroner, om måneden, så en tilbagevendende diskussion i det lille hjem går på, hvornår Nina skal have sig et arbejde.

Ingen kone-kuller - endnu

Hjemmefra havde Morten et håb om, at Nina hurtigt ville få arbejde, fordi hun bliver et bedre menneske at komme hjem til, hvis hun oplever noget. Nina var også selv bange for, at hun ville få konekuller, hvis hun skulle gå hjemme og passe børn, ligesom nogle af de andre Cowi-koner, hvis dage går med at besøge indkøbscentre og passe hjemmet. Nogle af de danske koner har ligefrem opgivet tilværelsen i udlandet, fordi livet som hjemmegående har været for tomt og identitetsløst.

Men nu hvor de er i Oman, har Nina ikke så travlt, for det skal ikke være for pengenes skyld, at hun får sig et job i Oman, synes hun. Det skal være for at få nogle faglige udfordringer og en international reference. Desuden vil hun gerne have, at Valdemar falder til i sin nye vuggestue, og hun vil gerne lære Cowi-konerne bedre at kende, så hun har nogle venner i sit nye land.

Morten synes lige så godt, hun kan komme i gang med jobsøgningen, og at man lige så godt kan få så mange penge som muligt ud af det job, man vælger også selv om der er et rimeligt overskud i deres økonomi i Oman.

Morten har undersøgt hjemmefra, hvad der findes af børnehaver i Oman, som Nina som pædagog kan søge arbejde i. Han har set på svenske, amerikanske og engelske.

»Og jeg så, at de havde slået en stilling op i supermarkedet,« driller han Nina.

I virkeligheden skyldes Mortens iver, han er lidt misundelig over Ninas frihed til at nyde livet, mens han selv arbejder 45 timer om ugen.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først