FLSmidth og Haldor Topsøe har sammen udviklet miljøfilter

Haldor Topsøe og FLSmidth har gennem de seneste fire år i hemmelighed arbejdet sammen om at udvikle et fælles produkt til verdensmarkedet. Det skriver Børsen.

De to virksomheder har udviklet et filter til røggasrensning, som skal benyttes i sværindustrien, hvor det kan rense skorstensrøg for skadelige partikler og giftige gasser, blandt andet NOx og dioxin.

Normalt kræver det en større teknisk installation at få en maskine til at rense røgen i en skorsten for de partikler, men med de nye filterposer, som de to virksomheder har udviklet, kan de sende et langt billigere alternativ på markedet.

I USA træder nye miljøregler i kraft i år. For at leve op til dem skal en cementproducent eksempelvis investere i flere forskellige store maskiner til at rense røgen, men med det nye produkt kan virksomhederne i stedet blot montere de nyudviklede katalytiske filterposer på deres eksisterende filtre.

»En omfattende og teknisk kompliceret investering ved produktionsanlægget kan nu erstattes af en langt mere simpel filterløsning. Kunden vil kunne sænke omkostningerne, effektivisere produktionen og sende færre skadelige stoffer ud i atmosfæren,« siger Thomas Schulz, administrerende direktør hos FLSmidth, til Børsen.

FLSmidth har i årevis produceret filterposer til cementindustrien og forventer et stort marked for det katalytiske filter i USA og Kina.

»Potentialet er i starten størst for FLS hos cementfabrikkerne, men med de kunder, vi har inden for kraftværk, biogas og affaldsindustrien, vil jeg mene, at vi kommer til at følge med,« siger Bjerne S. Clausen, administrerende direktør for Haldor Topsøe, til Børsen.

Han håber på, at Haldor Topsøe når en omsætning på produktet op mod en milliard kroner om ti år.

FLSmidth sender de første filtre på markedet i slutningen af året, mens Haldor Topsøe udsender sin version om et år, når en ny fabrikslinje er klar. Satsningen sker i USA, hvor de nye regler træder i kraft i september, hvilket gør filterposen ekstra interessant på det marked.

Kilde Børsen