FLSmidth går fra 15.000 til 1.500 underleverandører med digital transformation

Illustration: Fl Smidth

De seneste fem år har FLSmidth været igennem en transformation på supply chain-området for at optimere indtjeningen. Men en transformation i supply chain betyder også en digital transformation, fortæller manden i spidsen for forandringerne, indkøbsdirektør Asger Lauritsen.

Siden sin ansættelse i 2016 har han fået antallet af cement- og minegigantens leverandører ned fra 15.000 til 1.500. Et omfattende job, som han uddyber ved konferencen Tech Management Forum den 7. oktober i København.

»Det gør bare tingene meget nemmere,« siger indkøbsdirektøren, der kan fortælle om mange afledte effekter af at reducere antallet af underleverandører til en tiendedel.

Blandt andet er virksomheden blevet skarpere på at kunne styre differentiering af bestillinger på anlæg og reservedele, ligesom de færre leverandører også er en fordel ved inspektion.

»Når vi bygger maskiner til mineindustrien, forventer kunden, at vi er der og sørger for, at alt er, som det skal være. Der er det nemmere at invitere leverandører med, ligesom det giver færre fejl, at leverandørerne er blevet nemmere at overskue.«

Leverandørerne kommer tættere på

Selvom det kan lyde paradoksalt, at man på den ene side skærer voldsomt ned i antallet af leverandører og samtidigt fokuserer på nearshoring, er det en del af øvelsen at rykke underleverandørerne tættere på dels kunderne, dels de store montage-hubs, FLS selv ejer i Kina, Indien, Europa, USA og snart Sydamerika.

»Vi tror meget på regionaliseret nearshoring. Robotteknologi tager meget af lønomkostninger, så vi ikke længere har brug for at producere alt i Kina eller andre lavtlønslande, og samtidigt kan vi skære ned på transporten, som i øjeblikket bliver dyrere og dyrere,« siger han.

I 2019 fremlagde FLSmidth en plan for at udvikle udstyr til at gøre cement- og mineindustrien CO2-fri i 2030. I den forbindelse har virksomheden også tilmeldt sig initiativet Science Based Targets, der validerer planen, og Asger Lauritsen mener, at de færre leverandører også her gør det nemmere at leve op til kravene, fordi det nærmest er umuligt at have overblik over 15.000 leverandørers CSR og CO2-udledning.

Inspireret af forbrugerteknologi

FLS har 14-20 kundeleverancer i timen. Det svarer til 125.000 om året, og det kræver tilsvarende 250.000 leverancer fra leverandører i den anden ende, og det er en stor logistikoperation, som Asger Lauritsen udtrykker det.

Inspireret af virksomheder som Volvo og Amazon har FLSmidth derfor arbejdet med teknologi, der automatiserer logistikken. For eksempel foregår 40 procent af indkøbsordrerne via kunstig intelligens, så når sensorer i kundens produktion opdager, at det er tid til at udskifte sliddele, bliver der automatisk bestilt nye dele hos leverandøren, ligesom tid til at udskifte delene bliver sat i kalenderen.

Netop den del af processen er meget inspireret af Volvos processer, mens Amazon og andre onlinemarkeder har inspireret til tracking af produkterne.
»Vi betragter det alle sammen som det mest naturlige i verden at kunne spore det, vi har købt på Amazon, men sådan er det ikke inden for B2B. Derfor har vi arbejdet med apps og med at få ting op i skyen. Så den største ‘disruption’, vi har lavet, er at gå væk fra store it-systemer,« siger indkøbsdirektøren.

Dataafhængighed

For at lykkes med digitaliseringen, er FLS - ligesom alle andre i samme situation - afhængige af, at de data, som apps og software bliver fodret med, er rigtige og standardiserede. Det er ifølge Asger Lauritsen den største udfordring i processen, fordi det kræver høj grad af disciplin i hele organisationen.

»Det er en rejse, der kun lige er påbegyndt,« understreger han og fortæller, at 80 procent af komponenterne til cement- og mineanlæggene i dag er outsourcet til underleverandører mod 50-60 procent for fem år siden.

Målet er, at 90 procent af komponentproduktionen skal ligge hos underleverandørerne om nogle år, mens FLS kun skal stå for montage og produktion af prototyper og enkelte særligt IP-følsomme dele.
»Det er en sund udvikling, fordi vi bliver mere skarpe til det, vi er gode til. Og for at nå målet skal vi fortsætte med at fuldautomatisere processer, fokusere på nearshoring og integrere underleverandørerne endnu mere igennem værdikæden,« siger indkøbsdirektøren.

Tilmeld dig gratis Tech Management Forum

7. Oktober - Tivioli Hotel & Congress Center i København

Tech Management Forum er en netværkskonference for ledere og projektledere i virksomheder og organisationer under teknologisk transformation. 

Du får viden om de nyeste trends inden for projektorganisation- og forandringsledelse, og konkrete projektværktøjer til bl.a. ressourcestyring, tidsregistrering, agilitet og porteføljeledelse. 

Du får war stories fra fem stærke keynotes - heriblandt Asger Lauritsen fra FLSmidth - der har kæmpet med store transformationsprojekter. I de seneste år med coronaepidemien som bagtæppe. Hør, hvad de gjorde, og lær af dem. 

Læs mere og se programmet HER

Er du abonnent på Ingeniøren, Tech Management eller et af vores øvrige PRO-medier, så få VIP-billet HER.