FLSmidth fyrer 130 medarbejdere

Omkring 130 medarbejdere i FLSmidths danske enheder vil inden få dage miste deres job. Det er primært hovedkontoret i Valby, der bliver ramt af fyringerne, skriver Børsen.

Beskeden om fyringsrunden kommer bare to måneder efter, at ingeniørkoncernen fyrede 140 ansatte i Danmark som led i en større sparerunde, der vil involvere i alt 1.100 medarbejdere på globalt plan.

Fyringerne skyldtes dengang en effektiviseringsplan, som den nye topchef i FLSmidth, Thomas Schultz, der tiltrådte stillingen i maj i år, indledte. Planen, der endte med at koste 140 af virksomheden danske ansatte jobbet, skal forbedre virksomhedens økonomi med 750 millioner kroner i 2015.

Den nye fyringsrunde er dog ikke et led i effektiviseringsplanen, men skyldes ifølge Børsen FLSmidths forværrede markedssituation, der gør, at virksomheden har for mange hænder til for få ordre.

Emner : Arbejdsmarked