Flinke fædre har færre hormoner

Forskere på Harvard University i USA mener, at den mindre mængde kønshormon gør fædrene mere tilbøjelige til at lægge indsatsen i hjemmet i stedet for at strejfe om på udkig efter en ny partner.

Hos monogame fuglearter, f.eks. turtelduer, falder testosteronniveauet i handuens blod, når den har dannet par med en hun, og æggene skal udruges og ungerne fodres. Giver man en sådan han en indsprøjtning med kønshormonet, bliver den utro og kurrer og kror sig foran andre hunduer end "konen derhjemme".

Derfor satte antropologen Peter Gray sig for at undersøge, om noget lignende gælder menneskelige hanner. Han indkaldte 58 mænd som forsøgspersoner. Nogle var ungkarle, nogle var gift uden børn, og nogle var gift og havde et eller flere børn. Testosteronindholdet i spyttet blev målt som en indikator på blodets værdi, og hos alle disse mænd dalede indholdet i dagens løb. Men faldet fra morgen til aften var størst hos de gifte. Morgenværdierne var i pmol/l i gennemsnit 579, 479 og 478 hos ungkarle, gifte, gifte med børn. Ungkarlene havde altså et højere niveau end de to andre grupper, der om morgenen havde et fælles startniveau. Om aftenen, dvs. når farmand kom hjem, var værdierne 350, 268, 204. Ungkarlenes var stadig højest, selv om det var mindsket med ca. 40 procent. De gifte uden børn havde nu en 44 procent lavere værdi end om morgenen, mens de gifte mænd med børn havde en værdi, der var faldet med hele 57 procent.

Mænd har det som duer, når det gælder investering i samlivet. Lavt testosteron giver mere samliv. En spørgeskemaundersøgelse af, hvor meget tid de gifte mænd tilbragte sammen med hustruen, delte sine bekymringer med hende, købte gaver til hende, osv. viste da også en sammenhæng imellem aften-testosteronniveau og samlivs-investerings-niveau. Jo lavere testosteron, desto mere investering i samlivet.

Gray håber at kunne adskille effekterne på ægteskab og børnepasning ved at undersøge testosteron og samliv hos fraskilte mænd, der har samkvemsret med børnene.

Undersøgelsen er beskrevet i artiklen "Marriage and fatherhood are associated with lower testosterone in males" i tidsskriftet Evolution and Human Behavior, Vol.23, p.193-201, 2002.