Leder: Flere videnskaber må på banen i fase 2’s risikoanalyse
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Leder: Flere videnskaber må på banen i fase 2’s risikoanalyse

Vi lever i et risikosamfund, hvor menneskehedens levevis skaber en række risici, vi lever med og håndterer hver for sig og sammen i vores dagligdag. I denne teknologisk udviklede verden med komplicerede risici og sammenhænge er vi dybt afhængige af forskernes viden og risikoanalyser for at træffe vores valg, for vi kan umuligt overskue alle konsekvenser selv. Det vælger vi at leve med, fordi forsiden af medaljen er en rig tilværelse med masser af muligheder for den enkelte.

Nogle risici lægger vi hos den enkelte, og andre lader vi vores folkevalgte politikere regulere via lovgivning. Det gælder f.eks. rygning, hvor det er op til den enkelte at beslutte, om man vil ryge og dermed pådrage sig den alvorlige sundhedsrisiko, det medfører, mens vi i stigende grad lovgiver om rygning på fællesarealer for at forhindre, at den enkelte rygers risikovilje ikke påtvinges andre i form af passiv rygning.

Vi kan også regulere via afgifter, som skal balancere den enkeltes ret til f.eks. at køre i egen benzinbil med de problemer, sådan et valg påfører fællesskabet. Eller via private forsikringsordninger, så den ulykke, jeg pådrager mig, når jeg vælger en risikofyldt aktivitet som f.eks. skitur eller dykkerferie, i hvert fald til en vis grad betales privat, og jeg ikke ligger fællesskabet til last.

Vi er altså vant til at leve med risici og indrette os hver især og sammen ud fra kalkulerede risici. Men hvor vi oftest har relativt god tid til at tænke os om og debattere både med os selv og på det politiske plan og på et relativt sikkert oplyst grundlag via videnskabelig evidens, så står vores risikosamfund med covid-19-pandemien over for den ultimative udfordring. Her har der ikke været meget tid til at tænke os om, ingen tid til debat og – måske vigtigst af alt – intet rigtigt oplyst grundlag at handle ud fra.

Vi styrer skibet uden søkort og uden land i sigte. Det eneste, vi ved med sikkerhed, er, at den enkeltes risikovilje i denne situation ikke er den enkeltes sag alene, fordi vi har at gøre med en endog meget smitsom virus. Derfor var det også helt rigtigt, at landets regering valgte at tage beslutningen for os til en start, og fornuftigt at tage det sundhedsmæssigt sikre valg for at minimere risikoen for at lande i italienske tilstande.

Nu står vi så over for en fase 2 med en langsom genåbning af samfundet, og det stiller krav om en ny og helt nødvendig diskussion af risici. Som med alle andre valg i vores risikosamfund, så har videnskaben en helt central rolle her – også selv om det fortsat er begrænset, hvad forskerne ved om covid-19.

Men hvor sundhedsvidenskaben af helt klare grunde har domineret som politikernes rådgivere i fase 1, er nu vi nødt til at få flere videnskaber på banen. Corona-krisen startede med at være en sundhedsrisiko, men i dag er det en bredere samfundskrise med store risici for såvel økonomi som psykisk og social velfærd samt ikke-corona-relaterede sygdomme. Risici, som kan ende i meget alvorligere problemer for såvel samfund som individ.

Seruminstituttets chefepidemiolog, Kåre Mølbak, skal med sin viden om vira og smitte­tryk fortsat rådgive om, hvordan risikoen for at blive ramt af covid-19 kan minimeres hos såvel den enkelte som i samfundet. Men det er ikke ham alene, der kan afgøre fornuften i tiltag som at holde den fysiske afstand alle steder, indtil vi – måske – har en virksom vaccine. Mange andre risici melder sig på banen, og derfor må vi have have bl.a. sociologer, økonomer og psykologer på banen til at udpege og rådgive om disse: Er der risiko for langvarige skader hos små børn, der ikke får fysisk nærvær i løbet af dagen? Hvad koster det i livskvalitet, når ældre forhindres i at tilbringe deres sidste tid med deres kære, eller når ensomme ikke kan opsøge nye fællesskaber? Hvad er sammenhængen mellem ledighed og livsstilssygdomme? Hvad gør en samfundsmæssig recession ved selvmordsraterne? osv.

Vi skal trække på videnskabelig evidens inden for et bredere felt for at tegne den rigtige og sammensatte risikoanalyse, så de kalkulerede risici, vi er nødt til at vælge imellem på forskellige områder både som samfund og individer, udvælges og prioriteres på det bedst mulige videngrundlag.

Vi ønsker alle at styre uden om italienske tilstande, men vi vil også gerne undgå at havne i et lige så alvorligt og livstruende økonomisk og psykisk samfundskollaps. Derfor skal vi nu turde at debattere de svære valg og være åbne om de kalkulerede risici, som vi må leve med i vores risikosamfund.

/trb

Illustration: Lasse Gorm Jensen

Lederen udtrykker Ingeniørens holdning, der fastlægges af vores lederkollegium.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Lad os starte med at få beregnet en aldersdifferentieret levetidsværdi.

Årsliv benytter vi jo allerede ved trafikinvesteringer i bl.a. nye motorveje.

Om politikerne vil benytte den ved genåbningen af samfundet er så en politisk beslutning.

Jeg er selv 65 og på efterløn. Så i praksis, er jeg fra nu af en belastning for samfundet.

  • 3
  • 4

Jeg er selv 65 og på efterløn. Så i praksis, er jeg fra nu af en belastning for samfundet.

Det vil jeg gerne anfægte. Ud fra et BNP-synspunkt måske, men det regner man på fordi det er let, ikke fordi det er rigtigt. Hvis du har 20-30 år tilbage at leve i, kan du stadig nå at sprede meget glæde og hjælpe mange, også selvom du ikke får løn for det. Personligt har jeg stor værdi af et kram af min kæreste, nok også mere end hvis jeg betalte nogen for at kramme mig, selvom det kun er sidstnævnte der har nogen værdi i BNP.

Tilbage til artiklen: I mine øjne er det en umulig opgave forfatteren stiller. Det lyder rigtigt, men det bliver et uhumsk, mange-dimensionalt, uhåndterligt tankespind. Ikke videnskabeligt og næppe tillidsvækkende. Tillid er det olie der får samfundets hjul til at snurre.

Vi skal i stedet bruge vores teknologiske formåen til at banke smitten i bund.

  • 5
  • 2

Selvfølgelig skal vi bruge videnskaben, selvfølgelig skal der arbejdes på tværs og der skal være debat. Men man må aldrig glemme den sunde fornuft når man se konklusioner og prognoser. Hele coronakrisen er et frygteligt eksempel på hvordan medierne kun har ladet nogle få eksperter komme til orde, og ikke har forholdt sig kritisk til dem, selv om det fra begyndelsen af har været ganske tydeligt at deres prognoser og forudsigelser stred imod enhver sund fornuft. Mange har tydeligt kunnet se det her på debatsiderne, men det er aldrig lykkedes at at få den kritiske synsvinkel frem på TV, radio eller avisernes redaktionelle sider. Og det er ikke ligegyldigt om prognoserne er forkerte. F.eks. kunne mange af de aflyste operationer være undgået, hvis der var blevet lyttet til mere realistiske prognoser. Specielt i krisetider er det vigtigt at huske den sunde fornuft og kritiske sans. Hvad er der gået galt med SSI's og andres prognoser. Jeg kan kun gisne om det, men det kunne være de har benyttet matematiske modeller udviklet ud fra tidligere epidemier, og så glemt at mange forudsætninger denne gang er fundamentalt anderledes. Kurvernes pæne facon viser i hvert tilfælde at der ikke er taget hensyn til at det startede med en meget stejl stigning ved at der komme mange hjem med smitte, og der er ikke noget knæk der viser konsekvensen af nedlukningen.

  • 4
  • 3

Vi skal i stedet bruge vores teknologiske formåen til at banke smitten i bund

Og vores analytiske evne til at se hvad andre lande gør. Tyskland har indført mundvisir i en by = 0 nye smittede, Korea xxxxx, Taiwan yyyy, Norge zzzzzz.

En god strategi er as lytte, analysere og laere.... Det er gør Ingeniører hverdag i deres projektstyring...

Og et "" Corona projekt "" er ikke mere kompliceret, end at mange ingeniører hurtigt har kunnet analyserer og finder veje ud af udfordringerne, ofte 1-2-3 uger før regeringen.

  • 1
  • 6

Jeg er selv 65 og på efterløn. Så i praksis, er jeg fra nu af en belastning for samfundet.

Nogle af de italienske tænkere, der skrev utopier i 1700-tallet, talte helt åbent om, at mænd skulle aflives, når de blev 50 og kvinder, når de blev 40. Efter de aldre gjorde de ingen gavn, og så ville man få et godt, rigt og harmonisk samfund. Herudover skulle man yde efter evne og nyde efter behov, gå i ens tøj og bo i ens huse. Forbrydere blev gjort til slaver for de andre.

Problemet er jo nok, at det som 40-årig går lidt ud over lysten til at bidrage til samfundet, hvis bødlen kommer, når man fylder 50.

  • 2
  • 1

Tilbage til artiklen: I mine øjne er det en umulig opgave forfatteren stiller. Det lyder rigtigt, men det bliver et uhumsk, mange-dimensionalt, uhåndterligt tankespind. Ikke videnskabeligt og næppe tillidsvækkende. Tillid er det olie der får samfundets hjul til at snurre.

Vi skal i stedet bruge vores teknologiske formåen til at banke smitten i bund.

Verden er multidimentionel og "uhumsk", så det er evnen til at kunne håndtere det uhåndterlige, som sikrer at vi kommer bedst igennem det her. Det var ikke et teknologisk fix der fik banket smittetrykket i bund, det var simpel henstilling til borgerne om at holde sig væk fra hinanden og det er også det, som bliver det mest centrale videre frem.

Og så kommer en ikke-videnskabelig(?), ikke tillidsvækkende(?) analyse fra en uhumst samfundsvidenskaber: Lige nu ser vi en voksende metaltræthed overfor den social distancering. Det teknologiske fix-tankemåden vil se se på den kinesiske app, der med en IQ kode giver den enkelte borger forskellige grader af bevægelsesfrihed. Den ganske givet været effektiv i Kinas kamp for at nedsætte smitten, men vil ikke du i en kultur som den danske. Hvis det skal lykkedes at genoprette den smittetryksnedsættende adfærd fra den første fase, så er vejen frem ikke forbud og bøder, men at vi som befolkning bliver inddraget og får tilpas god nok information til indenfor et vist spillerum selv at indrette vores adfærd på en måde, så smitten begrænses.

Det er selve smittespredningen. Noget andet er hvilke samfundsmæssige problemer som nedlukningen af samfundet har medført.

  • Psykologien og pædagogien har påpeget de negative konsekvenser isolationen af især børn fra sociale svage baggrunde har og hvilket store langsigtede konsekvenser det har for dem. Det kan nok så meget teknologisk formåen ikke ændre noget på.

  • For mit helt eget område ved vi, at længden af tid hvor børn ikke er i skole har forskellig konsekvens for børn afhængig af deres families uddannelsesmæssige baggrund: Jo lavere forældrernes uddannelsesniveau er, jo dårligere er børnene til at opretholde det faglige niveau over ferier. Folkeskolens lange sommerferie modvirker bestræbelserne på social mobilitet. Den ekstra sommerferielange pause fra skolen i år vil de næste årtier sætte sig dybe spor i uddannsleskarrieren hos børn fra uddannelsesfremmede hjem. There is no app for that...

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten