Flere trafikuheld i rummet truer: Stor kollision med 52.000 km/t undgået

Alene i lav jordbane, under 1.000 kilometer fra Jorden, blev der i går spottet over 15.000 større objekter. Illustration: Leo Labs

Der blev krydset fingre i den internationale rumfarts- og satellitindustri i nat. Ved tre-tiden dansk tid passerede en udtjent russisk Kosmos2004-vejrsatellit og dele af en kinesisk ChangZheng-raket hinanden omkring 1.000 kilometer fra jorden over Antarktis.

Med en samlet vægt på over 2,5 tons og med en hastighed på over 52.000 kilometer i timen, var der en reel risiko at en af største kollisioner i rummet ville blive til virkelighed og dermed øge mængden af rumskrot med op 10-20 procent, hvilket svarer til mange tusinde nye stykker elektrisk skrot.

Forskellige estimater har anslået, at vejrsatellitten og raketten kan have passeret hinanden med bare 12 til 75 meter imellem sig. Hvis kollisionen faktisk havde fundet sted, ville det have forøget mængden af rumskrot i kredsløb om jorden og udløst en kædereaktion af nye sammenstød og dermed øget truslen mod aktive satellitter i de omkringliggende kredsløb. For med en højde på 1.000 kilometer, ville de mange nye stumper af rumskrot bevæge sig i kredsløb i lang tid efterfølgende.

Vi skal helt tilbage til 2009 før en lignende hændelse opstod, da en udtjent russisk satellit ramlede sammen en kommunikationssatellit og spredte tusindvis af nye stykker rumskrot i kredsløb om jorden.

Læs også: Se hvor 20.000 stykker rumskrot befinder sig

Illustration: Leo Labs

Flere sammenstød truer

Det er i dag uklart præcist, hvor mange stykker rumskrot der kredser om jorden, men der tales om helt op til omkring 900.000 stykker rumskrot der er større end en centimeter, og det tal er vokser kun i takt med at der opsendes mange nye mindre kommunikationssatellitter, i lav jordbane(LEO), hvor SpaceX, Amazon og Oneweb allerede har tilladelse til at opsende tusindvis af nye satellitter de kommende år.

Hvert år gør den europæiske rumfartsorganisation ESA status over mængden af rumskrot, og i den seneste rapport, der blev publiceret for et par uger siden, kan man læse at antallet af udtjente satellitter og raketter er stigende. Det samme er den samlede masse af rumskrot, ligesom det samlede areal som rumskrot optager vokser.

Tilsammen betyder det at antallet af sammenstød - som igen udløser nye mængder rumskrot - også er stigende. De seneste to årtier har der i gennemsnit været 12 sammenstød om året, og det tal forventer ESA løbende vil stige.

Læs også: ESA-satellit kolliderede næsten med en af Elon Musks satellitter

Den Kolde Krig spøger stadig

Det er nærliggende at placere ansvaret for den øgede mængde af sammenstød i rummet hos de operatører, der i disse år sender mange tusinde nye satellitter i kredsløb om jorden, fx Oneweb, SpaceX og Amazon. Men i følge ESA er de nye kommercielle operatører faktisk bedre til at opfylde de internationale retningslinjer for, hvordan man bedst fjerner udtjent udstyr, ligesom udstyret er markant mindre end de store satellitter der sendes i kredsløb længere væk fra Jorden. Derfor vokser truslen for kollisioner i rummet ikke tilsvarende med antallet af opsendte satellitter og raketter, lyder det beroligende fra ESA.

Men det er ikke ensbetydende med, at rumskrot ikke bliver et voksende problem i de kommende år. For når mængden af udstyr vokser i kredsløb tæt på jorden, så stiger sandsynligheden for sammenstød, da det ikke umiddelbart er muligt at hente det døde udstyr tilbage til Jorden. Det er ikke kun rumskrot i form af døde satellitter. Også eksplosioner fra overskydende brændstof er med til at få mængden af rumskrot til at vokse.

»Betydningen af en kollision mellem to store objekter i LEO-miljøet kan ikke undervurderes. Sådan en kollision mellem massive objekter kan (a) fordoble mængden af ikke-sporbare vragrester i LEO, og betyde en signifikant stigning af rumskrot i LEO, (b) tredoble truslen fra rumskrot, der er mindre end 10 centimeter, mod operationelle satellitter, da den nuværende overvågning ikke kan spore den type rumskrot, (c) give signifikante nye udfordringer for metoder til undgåelse af kollisioner for operationelle satellitter, (d) generelt forkorte levetiden med 10 procent for satellitter i 650-1050 kilometers højde,« siger skriver Michael J. Nicolls og Darren McKnigh i en videnskabelig paper, der blev fremlagt på en rumskrot-konference sidste år.

De arbejder begge for overvågningsvirksomheden Leo Labs, der monitorerer rumskrot i lav jordbane.

Indtil videre er det dog ikke de nye små bredbåndssatellitter der udgør den største risiko for kollisioner i rummet. Det er stadig rumskrot tilbage fra den Kolde Krig i 1970’erne og 1980’erne i form af raket-dele, viser tal fra ESA.

Læs også: ‘Satellit-toget’ blinker løs: Her er Musks løsninger til at stoppe genskæret

Illustration: Leo Labs

Tre bud på mindre rumskrot

Derfor bliver der også arbejdet intenst på at reducere mængden af rumskrot og regulere trafikken i rummet bedre, så vi i fremtiden undgår sammenstød mellem aktive satellitter og rumskrot.

Mange af de nye mindre bredbåndssatellitter i lav jordbane har en forholdsvis kort levetid på op til fem år, og derfor forventes det, at der løbende skal opsendes nye. De udtjente tages ofte bare ud af drift og får lov til at drive hvileløst rundt i kredsløb.

Derfor er det et stort gennembrud, at amerikanske Northrop Grumman Space Systems med succes har gennemført en service-mission på kommunikationssatellitten Intelsat 901 (IS-901), som var ved at løbe tør for brændstof efter at have været i kredsløb om jorden siden 2001. Det er sket med en anden lille satellit, Mission Extension Vehicle 1 (MEV-1), som i februar er blevet koblet på IS-901 tilbage i februar.

Læs også: Nu sendes satellitter på værksted i kredsløb om jorden

En anden løsning er indsamle og hente efterladte satellitter og raketdele tilbage til jorden. Det er også muligt, selvom prisen hurtigt bliver meget høj. Sidste år finansierede ESA den første rummission dedikeret til indsamling af rumskrot. Konkret skal den schweiziske startup ClearSpace hente en 100 kilo tung payload adaptor Vespa(Vega Secondary Payload Adapter), som blev sendt i kredsløb af ESA tilbage i 2013, og som i dag driver i en bane om jorden i 800 kilometers højde.

Læs også: Dyr skrotindsamling: 875 millioner for 100 kilo rumskrot

ESA vurderer, at den mission vil ende med at koste 117 millioner euro, som svarer til omkring 875 millioner danske kroner.

En tredje løsning er, at man internationalt strammer op på trafikreglerne, og blandt andet bliver i stand til at håndhæve et krav om, at ejerne af satellitter hurtigst muligt skal sørge for at fjerne dødt udstyr fra de kredsløb, hvor der er aktivt udstyr, og i stedet få navigeret udtjente satellitter ud på de såkaldte kirkegårdskredsløb, som er dedikeret til rumskrot og udtjent udstyr.

Læs også: Internet fra satellit kan give kaos af rumskrot og retssager

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hvorfor indfører man ikke en slags pant på alt som sendes ud i rummet, som skal bruges på at løse rumskrot problemet?

Hvis rumskrottet skydes væk fra jorden, og så langt ud, at det ikke formodes at give anledning til problemer, eller at problemet løses på anden måde, så kan man indløse pantet.

  • 6
  • 2

Det kan da ikke være så svært, man kan vel lave nogle aftaler om at der fra et givet land først må sendes noget nyt op, når de har fjernet så og så meget af det gamle....

  • 3
  • 2

Det er ikke så enkelt at fjerne de eksisterende. Alle sattellitter i geostaionær bane i ca 36.000 km afstand fra jorden bliver hvor de er med en mindre drift fra banen. Derfor er de alle udstyret med stabilsatorer for at fastholde positionen. Driver de alt for lnagt væk starter man on-board motoren og skubber dem tilbage. Når brændstoffet til on-board motoren er opbrugt er enehden så faktisk nytteløs og driver ind over en position der svarer til et punkt over det indiske Ocean. Den mængde brændstof der skal til for at bremse satellitten, så den vil falde og brænde op er meget stor - det samme gælder hvis man vil sende den længere ud. LEO typerne har så vidt jeg ved ikke en sådan positions motor - det er dyrt. Så de har slet ikke noget der kan bremse dem. De er til gengæld så meget tættere på jorden, at en mindre energi skal bruges for at bremse dem til at brænde op.

  • 2
  • 3

De er til gengæld så meget tættere på jorden, at en mindre energi skal bruges for at bremse dem til at brænde op.

De to sattelitter der nævnes i artiklen har en højde på ca. 1000 km, hvilket er en relativ lav bane. Der gøres et stort nummer ud af at det er et problem, hvis de deles i titusinder af stykker - men, vil de ikke i den bane de er i, nemt brænde op hvis de er mindre? Umiddelbart vil jeg tro sammenstødet af de to sattelitter vil reducere omløbshastigheden, da der må frigives store mængder energi, og at de små dele, vil sænke til lavere højde, og brænde op i atmosfæren.

  • 2
  • 4

Bare en tanke: Hvilken risiko er størst for sammenstød i kredsløb? 1) Er det mellem rumskrot og rumudstyr - eller 2) Er det mellem rumudstyr og snavs, grus, sten fra rummet?

Med 12 sammenstød sidste år mellem rumskrot og rumudstyr, som selvfølgelig er 12 for meget, men hvor mange gange rammes rumudstyr af snavs, grus, sten fra rummet?

Kan Ing ikke lave en smule research omkring dette emne? Det ville sætte tingene lidt i perspektiv - vel og mærke et perspektiv, som vi ofte mangler at handle udfra.

  • 5
  • 1
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten