Flere penge til energiforskning – men ikke alle er glade

Illustration: Lars Kruse

Tirsdag indgik Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og SF en aftale med regeringen om at øge midlerne til EUDP-programmet næste år.

Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) støtter forskning i energiteknologi, og konkret betyder aftalen, at forskningen får tildelt ekstra 200 mio. kroner, hvilket er en stigning på 70 mio. kroner i forhold til 2017.

I alt vil EUPD med de midler, der allerede er blevet tildelt, nå 403 mio. kroner i 2018. Sammen med øgede tildelinger til Innovationsfonden og andre mindre puljer, vurderes det, at energiforskningen tilsammen når 578 mio. kroner.

Læs også: Finanslov: Energiforskningen står til et lille løft

Anders Stouge, vicedirektør i brancheorganisationen Dansk Energi, er godt tilfreds med aftalen. Det siger han ifølge Dansk Energis hjemmeside:

»Dagens aftale er flot og viser, at regeringen og Folketinget nu har vendt udviklingen i de offentlige midler til energiforskning. De er faldet markant siden 2010. Men med dagens aftale går det nu den rigtige vej,« siger Anders Stouge.

Faldet Anders Stouge hentyder til er perioden fra 2010, hvor området fik over en mia. kr. om året.

Langt fra tidligere tiders milliard

Det er også noget, som adm. direktør for Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen, bemærker. Han glæder sig over, at regeringen nu afsætter flere midler til udvikling af nye løsninger, som både kan give danskerne ren el, vand og varme, samtidig med at de leverer et betragteligt afkast til den danske statskasse i form af eksport:

»Men der er fortsat langt op til den milliard kroner, der tidligere har været afsat til forskning og udviklingen af nye energiteknologiske løsninger,« siger han til Energiwatch.

Læs også: Ny rapport: Investorer tør ikke sætte deres penge i energiteknologi

Også Anders Stouge bemærke nedgangen fra tidligere tiders niveau:

»Vi kommer fra et niveau, hvor der årligt var øremærket omkring en milliard kroner til energiforskning. Det skal vi genetablere, hvis vi også i fremtiden skal være det land i Europa, der tjener mest på at sælge energiteknologi,« siger han.

Læs også: Danmark er bedst til udvikling af grønne energi-teknologier

Derfor bliver det også bemærket, at regeringen i foråret fremlagde en strategi for eksport af energiteknologi. Her blev det fastslået, at dansk energiteknologi skal nå et eksportniveau på 140 mia. kroner i 2030, hvilket cirka svarer til en fordobling i forhold til det nuværende niveau:

»Det er et realistisk mål, men det forudsætter, at der investeres endnu mere i fremtiden,« siger Anders Stouge.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg synes, det er værd at notere, at den endelige fordeling af forskningsreserven stort set blev identisk med det udspil, som Søren Pind havde lagt frem. I forhold til de ændringer, der er sket i de foregående år i Regeringens udspil til tilsvarende forhandlinger, er der kun sket meget små omfordelinger.

Og så bliver alle i øvrigt aldrig glade inden for denne verden. Der vil altid være et ønske om flere penge - og nogle gange findes der endog gode argumenter herfor.

  • 1
  • 0

Der vil altid være et ønske om flere penge - og nogle gange findes der endog gode argumenter herfor.

Det gør der, men der er også projekter som kunne være afgjort med lidt servietregning. Alle dem som ville opbevare varme i vand og beton, kunne være klaret i et lille excelark, uden dyre forsøg. Varmeværkerne med store varmelagre lavede det bare. Der er sikkert gode projekter, men de lavthængende frugter er plukket. Måske et projekt vedrørende styring af vindmøller, så de kunne stabilisere nettet, måske så en park kunne lave en koldstart. Det kan blive aktuelt. E-on's forsøg i Simris er en start, men de har så vidt vides ikke endnu taget hovedafbryderen.

  • 1
  • 2
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten