Flere fødevarer på vej til Måne- og Marsmissioner: Nu høster rumstationen radiser

Illustration: NASA

20 radiser blev det til, da Nasa-astronaut Kate Rubins besøgte sit lille drivhus på rumstationen i slutningen af november.

I 27 dage havde de små planter vokset sig store, og blev derfor høstet, pakket ind og lagt på køl. I det nye år skal de tilbage til Jorden og undersøges, skriver Nasa i en meddelelse.

20 radiser er blevet høstet ombord på ISS. Illustration: NASA

Radiserne er seneste tilføjelse til friske og næringsrige fødevarer, som astronauterne arbejder på at kunne dyrke i rummet, så de på fremtidige længere missioner til f.eks. Månen og Mars i højere grad kan være selvforsynende med fødevarer.

Tidligere har astronauterne dyrket salat i rummet, og planen er at forsøge sig med en del flere produkter.

Radiserne er blevet dyrket i et såkaldt APH (Advanced Plant Habitat), hvor mineraler, vand, ilt samt hvidt, rødt, blåt og grønt LED-lys sørger for at stimulere planternes vækst.

Dyrkningskammeret er ifølge space.com også udstyret med flere end 180 sensorer, som holder nøje øje med temperatur, fugt og CO2-niveauer, så astronauterne kan tilpasse det løbende.

For at kunne sammenligne radiserne med radiser, som ikke er blevet til i rummet, har forskere dyrket selvsamme sort på Kennedy Space Center, som blev høstet her i midten af december.

Se planterne vokse i denne video: