Patenter er den traditionelle måde at beskytte sin teknologi på, og danske virksomheder er flittige til at tage patenter på medicin, pumper, høreapparater og meget andet.
Men det kan tage lang tid at opnå et patent hos Den Europæiske Patentmyndighed i München, og der kan også være andre veje at gå. Det kan høreapparatvirksomheden GN Resound tale med om.
»Det tager typisk fra tre år og opefter at opnå et patent. Men vi bliver nødt til at have patenter. Det er en investering i fremtiden,« siger Nikolai Bisgaard, Vicepresident i GN Resound.
Han fortæller, at GN Resound ofte overvejer, hvilke muligheder der er for at beskytte en teknologi. Skal man opnå et patent, skal man af gode grunde fortælle offentligheden om sin teknologi, og det indebærer en risiko for, at teknologien bliver kopieret et andet sted på kloden – på trods af patentet.
»Især når det drejer sig om produktionsprocesser, kan det være en overvejelse, om det er nødvendigt med et patent. For så vil andre kunne se, hvad vi gør. Man kan ikke nødvendigvis se på vores færdige produkt, hvordan det er produceret,« siger han.
Det lille firma Adept Water Technologies i Herlev har arbejdet hårdt for at skaffe et patent på en teknologi, som renser vand til tandlægestole ved elektrolyse. Det tog hele otte år for firmaet at få patent på teknologien, og firmaet turde først da udvike produktet færdigt og gå på markedet.
»Vi overvejer hver gang, om vi har brug for et patent. Den seneste tid har vi flere gange valgt ikke at søge patent. Materialeudviklingen sker så hurtigt, så teknologier alligevel hurtigt bliver forældede,« siger direktør Michael Wick, Adept Water Technologies.
»I stedet kører vi meget first to market. Vi skynder os bare ud på markedet. Også fordi at hvis vi i et patent beskriver, hvordan vi kommer den ene vej rundt om et problem, så kan konkurrenterne bare læse det og så komme den anden vej rundt,« siger han.
DI’s patentekspert, Lars Holm Nielsen, ser ligeledes patenter som en af flere muligheder for at beskytte sin viden.
»I nogle brancher, for eksempel elektronik, udvikler tingene sig så hurtigt, at det ikke kan betale sig at tage patenter. Nogle gange beskytter man sig bedst ved en hemmeligholdelsesstrategi. Det er ikke altid, at patenter er den rigtige måde. Men ser vi for eksempel på den farmaceutiske industri, så er patenter enormt vigtige,« siger han.
Advokat Ejvind Christiansen, europæisk patentagent fra firmaet Zacco, har arbejdet med patentsager i en lang årrække. Han siger, at hvis et firma har et stort udviklingsarbejde med nye produkter, så må patentarbejdet betragtes som den nødvendige top på kransekagen.
»Du søger patentet for at forhindre andre i at bruge teknologien. Men hvis for eksempel levetiden af produktet er relativ kort, så kan du godt vælge at lade være med at søge patent. Som virksomhed skal man vurdere, hvor vigtig den teknologi er for virksomhedens fremtid,« siger han.
Et af de mere spektakulære eksempler på, at virksomheder dropper patentvejen, er den amerikanske elbilvirksomhed Tesla. Firmaet bekendtgjorde i sommer, at den droppede alle sine patenter ‘i ånden fra open source-bevægelsen’. Firmaet mente, at det fik mere ud af at dele teknologien og dermed fremme udviklingen af elbiler.
Vi bygger bro med stærke vidensmedier, relevante events, nærværende netværk og Teknologiens Jobfinder, hvor vi forbinder kandidater og virksomheder.
Læs her om vores forskellige abonnementstyper
Med vores nyhedsbreve får du et fagligt overblik og adgang til levende debat mellem fagfolk.
Teknologiens Mediehus tilbyder en bred vifte af muligheder for annoncering over for ingeniører og it-professionelle.
Tech Relations leverer effektiv formidling af dit budskab til ingeniører og it-professionelle.
Danmarks største jobplatform for ingeniører, it-professionelle og tekniske specialister.
Kalvebod Brygge 33. 1560 København V
Adm. direktør
Christina Blaagaard Collignon
Chefredaktør
Trine Reitz Bjerregaard