Flere børn fødes med misdannelser
Tallene fra Sundhedsstyrelsen viser, at der i år 2005 blev observeret godt 3.000 misdannelser hos levende fødte børn inden for første leveår, svarende til 62,6 pr. 1.000 levendefødte. Det svarer til en stigning på lidt over 23 procent over de fem år. Antallet har været stigende stort set samtlige år i den observerede periode.
De seneste tal fra 2005 er foreløbige, og Sundhedsstyrelsen skriver, at man må forvente en yderligere stigning, når alle tal foreligger.
Det er mest drengene, det går ud over.
Der bliver født flest drengebørn med misdannelser, både i absolutte og reelle tal. Misdannelser i kønsorganerne hos drengebørn stiger fra 355 i år 2000 til 406 i år 2004.
Misdannelser kan bestå i, at testiklerne ikke er på plads, at urinrøret er deformt eller at penis generelt er dårligt udviklet.
Hormonforstyrrende stoffer i naturen
En af de mulige årsager, lægerne har peget på, er østrogenpåvirkning fra miljøet, der stammer fra miljøfremmede stoffer med hormonlignende virkning. Men forskerne kan ikke udpege enkelte særligt syndefulde kemiske stoffer.
Misdannelserne rammer ikke kun kønsorganerne. Ud af det samlet antal misdannelser falder en stor del i kategorien for misdannelser i knogler, muskler og kredsløbsorganer. Børn født med anomalier i kromosomerne ligger på samme niveau i den observerede periode, nemlig omkring 130 observationer.
En af forklaringerne for denne stigning kan skyldes en mere omfattende indberetning.
For mindre end en måned siden offentliggjorde professor og overlæge ved Rigshospitalets Klinik for Vækst og Reproduktion, Niels Erik Skakkebæk og et forskerhold en artikel i tidsskriftet Journal of Andrology, der viser, at fertiliteten i de industrialiserede lande er faldet dramatisk, og at begrundelsen næppe kun er kulturel men også må formodes at have miljømæssige årsager.
Skakkebæk har gentagne gange efterlyst mere tværgående forskning på området, der er præget af voldsom kompleksitet. Ifølge Skakkebæk er der brug for at involvere molekylærbiologer, epidemiologer, biologer, zoologer, klinikere, demografer m.m.
I det seneste nummer af Ingeniøren siger den britiske, internationalt anerkendte toksikolog Andreas Kortenkamp, at dyreforsøg viser en klar sammenhæng imellem eksponering til hormonlignende stoffer og misdannelser og manglende fertilitet.
»Hvorfor skal vi også bevise det forhold for mennesker,« spørger Kortenkamp, der er erklærer sig dybt bekymret over udviklingen.
