F.L. Smidth får milliard-ordre i Nigeria

For 1,8 millarder kroner skal F.L. Smidth levere produktionslinier til den nigerianske koncern Dangote Group, som er ved at opføre en cementfabrik i Nigeria. Dangote Industries er den største cementimportør i Nigeria, og koncernen er ved at opføre, hvad der skal blive det største cementanlæg i området syd for Sahara, Obajana Cement Company.

Her skal de to af produktionslinierne placeres, og anlægget skal fra 2005 fremstille mere end 10.000 tons cement i døgnet. Den tredje produktionslinie bliver placeret i byen Ibese.

Nigeria har en vækst på 10-15 procent om året, og landet har et stigende forbrug af cement. I den nuværende situation bliver syv millioner tons af det årlige forbrug på ti millioner tons cement importeret, og det marked ønsker Dangote Group altså at udnytte. F.L Smidth er ved at være færdig med en produktionslinie for en anden nigeriansk cementfabrik, West African Portland Cement PLC. Det anlæg har en kapacitet på 3.000 tons cement i døgnet .

Udstyret som F.L. Smidth skal levere til Dangote Group er blandt andet tre vertikalråmøller, seks vertikalcementmøller, tre roterovne, tre klinkerkølere og el- og kontroludstyr. Hertil kommer, at den danske industrikoncern skal levere reservedele, uddannelse og anden opstartshjælp.