Umiddelbart er det beroligende at metan CH4 er uopløseligt i vand, ellers kunne væsken være brandnærende.
Men rensningsanlæggenes såvel denitrifikation og nitrifikation fjerner ikke ammonium, som udgør hovedparten af spildevandets kvælstofindhold, så de ca. 100 års udledning er nu deponeret i havet. Det fordamper ikke, fordi at ammoniumholdigt vand har en massefylde omkring 1,25 så det lægger sig tungt og virker blødgørende.
Straks der er ilt tilstede, foretager bakterier omdannelse af ammonium NH4 til ammoniak NH3, der defineres som havende uendelig stor opløselighed i vand (men max. 44% og faldende ved stigende temperatur), tidlige kaldet gasvand, der blev solgt som gødning fra gasværkerne.
ifølge Miljøstyrelsen er bl.a. ammoniak giftigt for fisk, men hvor de ved det fra kan være interessant at vide, fordi ammoniakgassens https://en.wikipedia.org/wiki/Ammonia LD50 værdier for fisk ses ikke oplyst.
Vandets overfladespænding nedbrydes af ammonium ligesom tensider, ved vask er denne virkning nødvendig, for at opløse fedt og skidt. I vaskemidler er tilsat ekstra tensider for at skidtet ikke bundfælder sig og tilstopper kloakrørene, det kaldes også antiseptisk virkning.
Vands naturgivne overfladespænding gør vandet selvrensende i forhold til naturligt vandmiljø. I 1970'erne fandtes endnu havplanter ned til 150 meters dybde, så langt nede var sollyset tilstrækkeligt til havplanternes fotosyntese.
Lys har bakteriedræbende effekt, men spildevand har reduceret havvandets overfladespænding og derved gjort vandet grumset. Det er ikke eneste faktor, nu forekommer havplanter helt oppe ved 1 meters vanddybde at se ud som om de bliver kvalt af fedtede belægninger.
