Fjernbetjente snigskytterifler vinder frem hos Islamisk Stat
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Fjernbetjente snigskytterifler vinder frem hos Islamisk Stat

En ny type improviserede våben er begyndt at dukke op i de uroplagede områder i Syrien og Irak. Flere oprørsgrupper i regionen er inden for de seneste år begyndt selv at producere fjernbetjente snigskytterifler og maskingeværer.

Det viser en nylig undersøgelse fra den amerikanske hærs forskningscenter Foreign Military Studies Office. Rapporten konkluderer med udgangspunkt i 21 dokumenterede eksempler, at de improviserede våben i øjeblikket vinder udbredelse i området, ikke mindst hos terrorgruppen Islamisk Stat.

»Fjernbetjente snigskytterifler gør det muligt at skyde fra steder, hvor en normal snigskytte ikke kan eller vil indsættes. Det kan være steder, der ikke tilbyder nogen flugtmuligheder, eller hvor der ikke er plads til et menneske, som i bagagerummet på en forladt bil eller i en skorsten. Derfor kan de fjernbetjente våben lettere overraske modstandernes tropper,« siger den ene af rapportens forfattere, militærforsker og adjunkt Robert Bunker fra United States Army War College, til Ingeniøren.

Læs også: Syrien er skueplads for verdens mest brutale våben

De improviserede våben har særligt vundet udbredelse i Syrien og Irak siden 2013. Systemet består typisk af en riffel eller et maskingevær monteret på en mobil eller stationær holder, der ved hjælp af et kardanled og et batterisystem kan bevæge riflen, samt en aftrækkermekanisme og et videokamera, alt sammen kabelforbundet til en skærm og en styreenhed, oftest et almindeligt tastatur eller et joystick.

Fjernbetjent maskin­gevær med lasersigte på en specialbygget vogn, anvendt af den Al Qaeda-tilknyttede gruppe Al Sunna Knights, Aleppo 2012. Postet af gruppen selv på Youtube. Illustration: US Army Foreign Military Studies Office

Ny risiko for danske styrker

Herhjemme har VLAK-regeringen for tre uger siden besluttet at indsætte danske specialstyrker mod Islamisk Stat på landjorden i grænseområdet mellem netop Syrien og Irak. Og mens især Aleppo udgør en rugekasse for de improviserede våben, er det ifølge rapporten højst sandsynligt, at anvendelsen af de improviserede våben vil tage til, efterhånden som konflikten i området eskalerer. Islamisk Stat og tilknyttede grupper har blandt andet benyttet de fjernbetjente våben i kamp i Raqqa-provinsen i Syrien og i Kirkuk-provinsen i Irak.

»Ingen af de kendte episoder har fundet sted i det konkrete grænseområde. Men de er foregået i områder på hver side af grænseområdet, så der er en potentiel risiko for, at danske styrker kan at stå over for den slags våbensystemer,« siger Robert Bunker.

Læs også: Europæiske efterretningstjenester opruster mod droneterror

Fjernbetjente snigskytterifler og maskingeværer udgør en hidtil ukendt udfordring for danske tropper, fortæller seniorsergent Hans Lundgaard, finskyttespecialist ved Hærens Kamp- og Ildstøttecenter.

»Mig bekendt har danske tropper aldrig før stået over for noget i den stil,« siger han.

»Pointen med den slags våben er jo at fjerne skytten fra en udsat position. Hvis vi kommer under beskydning fra en snigskytte i et vindue, så vil vores reaktion typisk være at ødelægge alt rundt om det vindue. Det er jo ikke rart for snigskytten, så hvis han kan fjerne sig selv fra den position ved at rykke et lokale eller to bagud, er det jo en klar fordel for ham,« siger Hans Lundgaard.

Fjernbetjent snigskytteriffel forbundet til en computer og et kamera hos Islamisk Stat. Konfiskeret af kurdiske tropper, Kirkuk-regionen 2015. Illustration: US Army Foreign Military Studies Office

Primitive versioner

Der er stor forskel på, hvor sofistikerede de fjernbetjente våbensystemer er. Rapportens datasæt omfatter for eksempel et fjernbetjent maskingevær med lasersigte hos den Al Qaeda-tilknyttede gruppe Al Sunna Knights i Aleppo, og den syriske oprørshær har lavet et fjernbetjent maskingevær, der kan rotere 360 grader.

Mens grupper som Islamisk Stat ifølge rapporten er i besiddelse af ‘en overflod af fjernbetjente våben’, er der stadig tale om primitive systemer sammenlignet med en række eksisterende fjernbetjente våben produceret af den etablerede våben­industri. De spænder fra de udbredte Crows-systemer, som er monteret på det amerikanske forsvars panserkøretøjer i tusindvis, til de avancerede og delvist autonome systemer som Samsungs SGR-A1, der bevogter den demilitariserede zone mellem Nordkorea og Sydkorea, eller det nye israelske SentryTech, der er placeret langs grænsen til Gazastriben.

Læs også: Det store ubesvarede spørgsmål: Hvornår er krigsrobotter autonome?

»De improviserede våben i Syrien og Irak er snarere en mere avanceret version af, hvad man også oplevede under Vietnam-krigen. Dengang var det bare en snubletråd og en snor i aftrækkerbøjlen,« siger Hans Lundgaard.

Fjernbetjent snigskytteriffel hos Islamisk Stat, betjent fra en nærliggende bunker og beskyttet af hunde i snor. Systemet dræbte adskillige soldater i et overraskelsesangreb mod kurdiske tropper, Kurdistan-regionen 2016. Illustration: US Army Foreign Military Studies Office

Psykologisk krigsførelse

Og mens de improviserede våbensystemer kan udrette stor skade, er de næppe lige så præcise som manuelt betjente våben, vurderer Hans Lundgaard.

»En egentlig finskytte, der kan skyde fra lang afstand, er en anden type trussel end et fjernbetjent system. En finskytte kan påvirke aftrækkeren og geværet rigtigt i affyringsøjeblikket. Det handler om timing og tryk, og det er ofte afgørende for, om man rammer sit mål. Men hvis det drejer sig om bebyggelse i Aleppo, Homs eller i Nordirak, har Islamisk Stat heller ikke behov for særlig distance for deres snigskytter,« siger han.

Læs også: Forskere: Danmark nøler med politik for autonome våben

Nogenlunde samme melding lyder fra rapportens forfatter. De hjemmelavede våbens manglende præcision skal imidlertid holdes op mod andre fordele i forhold til konventionelle våben.

»De fjernstyrede våben, som Islamisk Stat hidtil har benyttet, er helt sikkert ikke lige så præcise som trænede snigskytter, og det kan være nødvendigt at skyde flere gange, før de rammer deres mål. Men selv med sådan en taktisk begrænsning besidder de nogle meget reelle fordele på slagmarken,« siger Robert Bunker.

»Brugeren af våbenet kan for eksempel ikke beskydes direkte. Med andre ord skal soldater af kød og blod bekæmpe et system, hvis operatør er beskyttet mod angreb. Det gør samtidig truslen mere alvorlig ud fra et psyops-perspektiv (psykologiske operationer, red.), selv om operatøren naturligvis bliver nødt til at tilgå våbenet for at skifte magasin og dermed blotte sig for kontrasnigskytte-beskydning,« siger han.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

1 een mand kan styre en hærskare, og det bliver kun værre når disse bastioner bliver forbedret med AI og bedre præcision.
Men dette er lidt gammel vin på nye flasker, vi har i årevis haft sikkerhedsvagter der sidder med mange overvågningskameraer, nu har disse kamerare bare et våben.

  • 1
  • 3

... vil dette være et temmelig skræmmende våben.

»En egentlig finskytte, der kan skyde fra lang afstand, er en anden type trussel end et fjernbetjent system. En finskytte kan påvirke aftrækkeren og geværet rigtigt i affyringsøjeblikket. Det handler om timing og tryk, og det er ofte afgørende for, om man rammer sit mål.

Trackingpoint har en riffel hvor man vælger et mål på en skærm og hvor våbnet selv vælger skudøjeblikket når rifflen peger direkte på målet vha. imagerecognition. Nogen siger det er lige så godt som de bedste finskytter. Nu mangler vi bare Skynet til at styre det.

  • 6
  • 1

så der oprustes med krystere.


Nu er det mange år siden at man aftalte at mødes på en mark og begge hære stillede op i deres flotteste røde/blå paradeuniformer, hvorefter man i god ro og orden gik frem mod hinanden, mens man roligt affyret en salve mod de andre... Og dem med det bedste mandsmod vandt...

Hvem er mest modig? Soldaten der stiller op bag sin kevlarvest, dækket af kampvogne, helikoptere, jagerfly, droner, artilleri, satellitovervågning og hele tiden søger for at have en masse venner med i baghånden... Eller ham der kommer i sin private kampuniform, med et hjemmelavet fjernstyret gevær og angriber en styrke der er ham langt overlegen både i udstyr og militær træning?

  • 14
  • 3

Hvem er mest modig? Soldaten der stiller op bag sin kevlarvest, dækket af kampvogne, helikoptere, jagerfly, droner, artilleri, satellitovervågning og hele tiden søger for at have en masse venner med i baghånden... Eller ham der kommer i sin private kampuniform, med et hjemmelavet fjernstyret gevær og angriber en styrke der er ham langt overlegen både i udstyr og militær træning?

Nu drejer det sig ikke om mod, men om udryddelse af skadedyr.

Det er jo heller ikke ret 'modigt' at brænde et hvepsebo eller forgifte en myretue under gulvet.

Daesh (ISIS som de helst vil kaldes) er nok det hidtil mest modbydelige skud på den stamme, denne globale fejltagelse, der kaldes 'religion'. Og det siger ikke så helt lidt endda...!

  • 10
  • 4

Uanset hvor forfærdelige ting Daesh gør, og hvor meget de tager fejl, er der altså tale om mennesker, der slås for noget de tror på. Ikke skadedyr.

Det er nemt af dæmonisere sin modstander, især når de begår terror, men der er tale om desperate mennesker oppe imod en enorm overmagt, og meget af deres motivation kommer fra den politiske situation i både Syrien og Irak. Det retfærdiggør ikke vold mod civile, men desperate times... Lad os anerkende at der er tale om desperate, ofte unge mennesker. Ikke skadedyr.

Er det så overraskende at de vælger at benytte sig af den moderne teknologi de kan, taget i betragtning hvad de er oppe imod? Er danske soldater krystere når de beder om luftstøtte?

  • 15
  • 1

følelsesapparatet i vurdering af et våbensystem.

Våbnet bliver ikke dårligere, krysteragtigt eller noget andet af at den side våbnet er indsat af er nogen vi ikke bryder os om.

Peter Madsen

  • 12
  • 0

Det er en helt naturkig ting, sådan er krig.
En modstander udvikler sig, se på første verdenskrig, udviklingen af Tank og Stormtropper, anden verdenskrig, udviklingen af LST og hangarskibs baserede operationer.
Mennesket forsøger altid at komme omkring forhindringer for deres operationer

  • 2
  • 0

Her sidder vi så i den civiliserede verden og diskuterer hvor meget vi vil tillade robotter at kunne dræbe.
Når det kommer til rigtig krig, så må den slags overvejelser vige.
Hvis IS kan lave det her, så er der ikke langt til at lægge et program på, som automatisk skyder på alle mennesker der kommer indenfor dets synsfelt.
Til forskel fra en selvmordsoldat, vil sådan en dræbermaskine kunne være endnu mere præcis og dræbende, og dermed endnu mere skræmmende.

Og faktisk giver det strategisk god mening at bruge maskiner til at forsvare en position.

  • 4
  • 0

Hvad der undrer mig, er at Daesh angiveligt har millioner af tilhængere og milliarder af dollars, samtidig med, at de har haft adskillige år til at udvikle våben og teknik, og alligevel stiller de op med hjemmesløjd og selvmordstosser i stedet for avancerede våben, designet af egne ingeniører og bygget på egne værksteder.

  • 2
  • 1

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt at de to billeder i forbindelse med artiklen, viser DEN SAMME riffel. Altså, den riffel der blev konfiskeret i 2015, den er så efterfølgende blevet brugt til et overraskelsesangreb i Kurdistan i 2016 ;-)

(Tjek detaljerne i konstruktionen - herunder den gule tape på sigtet :-))

  • 2
  • 0

Hvorfor kan mennesket ikke være skadedyr?

Det begynder altid med sproget. Du taler om skadedyr. Nazisterne kaldte jøderne for rotter. ISIS har sikkert deres navne til os. I alle konflikter forsøger man at nedgøre modparten som "umenneskelig". Så er det meget nemmere at slå ham ihjel.

Se f.eks "Den stille skam - japanske krigsforbrydelser" som blev sendt på DR K for et par dage siden.

  • 4
  • 0

Det begynder altid med sproget. Du taler om skadedyr. Nazisterne kaldte jøderne for rotter. ISIS har sikkert deres navne til os. I alle konflikter forsøger man at nedgøre modparten som "umenneskelig". Så er det meget nemmere at slå ham ihjel.

Helt rigtigt. I tilfældet ISIS behøver vi dog ikke anstrenge os.
Når man har slavemarkeder hvor kvinder og børn sælges som blandt andet sex-slaver for en pakke cigaretter, så gør man sig selv til umennesker, helt automatisk.

Om man så er 'umenneskelig' fordi man er ond, eller om man er det fordi man blindt adlyder en ældgammel bog, er for så vidt sagen uvedkommende.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten