Finsk kæmpereaktor står snart klar: »Et wakeup-call for industrien«

Smilene var brede og optimismen stor, da Ingeniøren besøgte det finske atomkraftværk Olkiluoto i november 2005. Byggeriet af verdens største atomreaktor, den første i Vesten i årtier, var i gang, og over hele verden var leverandører ved at producere komponenter til megaprojektet.

OL3, som reaktoren kaldes, skulle kobles til elnettet i 2009. Et prestigeprojekt for Finland. Martin Landtmann, daværende projektchef for bygherren, elselskabet TVO, noterede sig, at byggeriet ville blive et projekt som så mange andre store byggeprojekter med »masser af mindre, tekniske udfordringer«.

Siden er folderne i de finske ansigter blevet alvorlige. Byggeriet af OL3 kører på 15. år, og for TVO er prisen steget med 72 procent til godt 41 milliarder kroner.

Fra prestige til skandale

OL3 har med andre ord udviklet sig fra prestige til en skandale – som dog nu er ved at nå enden: 7. marts modtog TVO driftstilladelse til OL3 fra det finske parlament. Elselskabet har meddelt, at leverandøren forventer at fylde brændsel i reaktoren til juni og vil koble OL3 til elnettet til oktober. I januar 2020 vil OL3 være klar til at producere 1.600 MW til det strøm­tørstige Finland – 20 år efter parlamentets godkendelse af byggeriet.

»Dette er en vigtig og historisk beslutning. Den seneste reaktor, der blev godkendt, var OL2 i 1979,« skriver TVO’s talsmand, Pasi Tuohimaa, i en e-mail til Ingeniøren.

Da byggeriet af OL3 gik i gang, var det første gang, en generation III-reaktor af typen EPR – European Pressurized Water Reactor – blev bygget. Typen har en effekt på op til 1.750 MW, men i Olkiluoto får reaktoren en kapacitet på 1.600 MW, hvilket er næsten fire gange større end Nordjyllandsværket.

EPR er en videreudvikling af de kendte tyske og franske reaktortyper Konvoi og N4, der stadig er i drift på flere kraftværker i de to lande. Men EPR er alligevel unik på grund af sin størrelse og en række nye sikkerhedssystemer, fortæller Bent Lauritzen, afdelingschef ved DTU Nutech, Center for Nukleare Teknologier.

»Basalt set er EPR som trykvandsreaktor af samme grundlæggende design som generation II, men den har markant forbedret sikkerhed. Det er samtidig et meget stort og komplekst byggeri, og da der er tale om en ny reaktortype, har der været store omkostninger til myndighedsbetjening,« siger Bent Lauritzen.

Kan modstå flystyrt

EPR bygges med ekstra systemer til at sikre køling og strøm i nødsituationer samt forøget beskyttelse mod uheld. Reaktorbygningen er designet med en core catcher, der vil ‘gribe’ kernen i tilfælde af en nedsmeltning, og den dobbelte reaktorindeslutning kan ifølge TVO modstå en styrtende Airbus A380, verdens største passagerfly. Endelig er der øget redundans på både digitale og analoge systemer, som er fysisk adskilt.

Men dybest set handler de massive forsinkelser i Finland ikke om kompliceret, ny teknologi. Problemerne skyldes snarere en ‘rusten branche’, der ikke har bygget kernekraftværker i årevis, mener blandt andre Bent Lauritzen.

»Den finske EPR er first of a kind. Kun ca. 50 procent af det detaljerede design var færdigt, da byggeriet begyndte, og hverken leverandører, bygherren eller myndighederne var gearet til byggeriet, fordi de var uden erfaring. EPR har simpelthen været en ny proces for alle parter, og det har kostet,« siger DTU-eksperten, der har fulgt byggeriet gennem årene.

Den uafhængige tyske energi­analytiker Mycle Schneider rådgiver medlemmer af Europa-Parlamentet samt den tyske regering i spørgsmål om kernekraft. Han er desuden hovedforfatter på ‘The World Nuclear Industry Status Report’. Også han peger på manglende kundskaber og erfaring som årsag til problemerne:

»Læg dertil globaliseringen. Over 50 forskellige nationaliteter har arbejdet på Olkiluoto. Kommunikation har været en af mange årsager til problemer med kvalitetskontrollen under hele byggeriet,« siger han.

Så stor som muligt

Ifølge Bent Lauritzen valgte finnerne EPR-reaktoren af to primære årsager: De finske elselskaber havde tidligere uden held forsøgt at få tilladelse, og da det endelig med et snævert flertal lykkedes, forventede de, at der var tale om en enkeltstående mulighed. Der skulle altså smedes, mens det politiske flertal var varmt, og samtidig skulle reaktoren være så stor som muligt, for at reducere behovet for import af strøm.

Ingeniøren har forsøgt at få et interview med den nuværende projektchef, Jouni Silvennoinen, om TVO’s syn på OL3 og de tekniske komplikationer, men han har afvist at stille op med henvisning til travlhed.

Pasi Tuohimaa oplyser i sin e-mail, at projektorganisation og finansiering har vejet tungt i de samlede udgifter. Men TVO ønsker at se fremad og få reaktoren klar til produktion, skriver han.

I sin seneste årsrapport oplyser TVO, at det meste af konstruktionen i dag er færdig, mens installationen af instrumentering, kontrolsystemer og mekaniske systemer stadig er i gang. Personalet er ved at blive trænet, i maj 2018 kørte turbine- og reaktordelene for første gang sammen som en enhed uden brændsel, og i december kom driftstilladelsen fra Finlands nukleare myndigheder, STUK.

Dropper OL4

De mange forsinkelser og fordyrelser har haft store konsekvenser for de involverede parter. Olkiluoto 3 var og er stadig et turnkey-projekt, hvor konsortiet bag skal levere et færdigt kraftværk til TVO.

Men TVO har skrinlagt planer om en fjerde reaktor, selv om man havde fået tilladelse til at fortsætte med OL4-projektet og endnu en reaktor på mellem 1.000 og 1.800 MW.

Siden opstarten af projektet i Olkiluoto er den franske hovedleverandør blevet omstruktureret, og der er tilført 15 milliarder kroner til Areva SA, hvis opgave næsten udelukkende er at gøre OL3-projektet færdigt. Areva SA har ikke reageret på henvendelser om en kommentar.

Den primære del af den franske atomgigant kører nu videre i selskabet Framatome, der i dag står for opførelsen af EPR-reaktorer i Flamanville, Frankrig, i Hinkley Point, England, samt i Kina, hvor den første EPR-reaktor på Taishan-kraftværket kom i drift i december sidste år. Dermed overhalede kineserne det finske byggeprojekt indenom. En forklaring er, at leverandørerne i høj grad udnyttede erfaringer fra OL3, og at reaktorerne var 90 pct. færdigudviklet, da konstruktionen begyndte i 2008, fortæller Bent Lauritzen.

»Det, der betyder mest for prisen på kernekraft, er byggeomkostninger, fordi selve driften er relativt billig. Og forsinkelse kan du oversætte til fordyrelse,« siger Bent Lauritzen.

Selv i Kina har der dog været store problemer med EPR, påpeger Mycle Schneider. Trods en arbejdsstyrke, der har opført 35 reaktorer på 11 år og begrænset offentlig bevågenhed, er begge reaktorer forsinket med over fem år, fortæller han:

»Officielt er hele projektet mindst 40 procent dyrere end forventet. Det er dog stadig bedre end i Europa,« konstaterer Schneider.

Dinosaur i blomsterhaven

Hvis alt går vel, vil OL3 til januar producere strøm til elnettet. Dermed stiger andelen af kernekraft i den finske elforsyning fra 27 til 40 procent. OL3 vil desuden reducere importen af strøm fra det nordiske marked med 60 procent, og hos TVO kan man dårligt vente.

»Selv om OL3 skulle blive yderligere 10 år forsinket, vil det stadig være en langt hurtigere kilde til at afhjælpe klimaforandringerne end vedvarende energikilder,« skriver Pasi Tuohimaa og noterer, at Finland med OL3 vil få 90 procent af sin strøm fra kilder, der ikke udleder CO2.

Spørgsmålet er, om det vil være prisen værd. Den kommende franske EPR-reaktor forventes at koste knap 80 milliarder kroner, mens Hinkley Point-kraftværket nu forventes at lande på 150 milliarder. I 2008 anslog den britiske regering en pris på knap 40 milliarder kroner.

Financial Times skrev i marts sidste år, at de samlede omkostninger for OL3-projektet i Finland vil være tre gange over det oprindelige estimat. Men ingen ved det reelt, noterer Mycle Schneider, der mener, at byggeriet af meget store kraftværker uanset type i bund og grund er ude af trit med den energirevolution, som samfundet gennemgår i øjeblikket.

»EPR er den største af sin art. Den er en dinosaur i en blomsterhave – for stor og for langsom. Fleksibilitet er nøglen til at kunne følge med den hastige udbygning af vedvarende energi, og kernekraft er den mindst fleksible kilde til elektricitet,« lyder det fra Schneider, der med afsæt i OL3 og søsterprojekterne ikke tøver med at dømme a-kraft ude:

»Det står nu klart, at det er umuligt at bygge kernekraft på markedsvilkår noget sted. Spørgsmålet er så, hvilke nationer der er villige til at støtte en døende industri,« siger han.

Ifølge Bent Lauritzen fra DTU er der én vigtig lære fra det finske projekt, som altså nu lakker mod enden: Atomindustrien bliver nødt til at se på kernekraft med friske øjne på grund af de ekstremt høje byggeomkostninger.

»OL3 bør være et wakeup-call for hele industrien. Parterne skal se på, hvordan man kan håndtere kernekraft og bygge det billigere. Måske tiden er løbet fra ideen om de store værker og bevæger sig mere mod små, modulære reaktorer, der er langt billigere at bygge. Det vil vise sig,« siger Bent Lauritzen.