Finnerne får deres første havmøllepark
more_vert
close
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Finnerne får deres første havmøllepark

Den finske regering har netop besluttet at afsætte omkring 150 millioner kroner til at etablere Finlands første demonstrationspark for vindmøller på havet. Det skriver TU.no.

Parken på 40 MW, som forventes at være i drift allerede ved udgangen af 2016, bygges af et vindkraftselskab ved navn Suomen Hyötytuuli, der ejes af de store finske energiselskaber.

Selskabet er udvalgt af myndighederne blandt seks kandidater, og ideen med den beskedne havmøllepark er at finde ud af, hvilke typer turbiner og fundamentsløsninger der kan klare overisning og de generelt barske vejrforhold i Østersøen. Erfaringerne skal anvendes ved etablering af større havmølleparker i fremtiden.

Finnerne er dog ikke helt uvante med at bygge vindmøller til havs, idet der er bygget en række mindre vindmøller i vandkanten med en samlet effekt på 26 MW.

TU.no konstaterer i artiklen, at Norge dermed er det eneste nordiske land uden egen havmøllepark – når man ser bort fra Island, som får næsten al sin elektricitet fra vandkraft og geotermiske brønde.

Den norske vindkraftbrancheforening, Norwea, kalder det for et paradoks, at Finland med sin beskedne kystlinje på bare 1.250 kilometer ser ud til at få sin første havmøllepark næste år, mens der hidtil ingen konkrete planer har været om at bygge havvindmølleparker i Norge, hvis kystlinje er på 25.148 km.

Læs også: Norge tredobler sin vindkraftkapacitet

Ifølge European Wind Energy Association (EWEA) havde Danmark ved udgangen af 2013 opstillet 1.271 MW havvind, fordelt på 12 havmølleparker. Sverige havde installeret 212 MW offshore vindkraft fordelt på seks parker.

Norge har blot en enkelt havvindmølle. Det er Statoils Hywind (2,3 MW), som er en prototype på en flydende havvindmølle. Møllen kører stadig i farvandet ud for Karmøy.