Finanslov: Her skæres der i forskning og udvikling

Regeringen foreslår store besparelser på budgetterne for Det Frie Forskningsråd, Danmarks Innovationsfond og energiforskningsprogrammet, EUDP.

Regeringen vil spare 1,4 mia. kr. på det offentlige forskningsbudget til næste år.

Det samlede offentlige forskningsbudget i 2015 er på 21,8 mia. kr. - heraf er næsten 2 mia. kr. internationale bevillinger. Over finansloven afsættes forskningsbevilinger i år på 16,5 mia. kr. - størstedelen, næsten 10 mia. kr., uddeles til universiteterne.

En besparelse på 1,4 mia. kr. på finanslovsbevillingerne til forskning er altså en besparelse på 8,5 pct.

De største besparelser vil ramme Det Frie Forskningsråd, Danmarks Innovationsfond og EUDP-programmet.

Det Frie Forskningsråd står til at miste 385,5 millioner kroner, så budgettet i 2016 bliver på 804,3 millioner.

»Det er en voldsom besparelse og langt værre, end vi har forestillet os,« siger formanden for Det Frie Forskningsråd, professor Peter Munk Christiansen fra Aarhus Universitet.

Han beretter, at Det Frie Forskningsråd kan blive nødt til at skære hele dele af sine aktiviteter bort, hvis den endelige finanslov bliver som oplægget.

EUDP-program næsten helt væk

Også Danmarks Innovationsfond bliver hårdt ramt. Hvor fonden sidste år kunne uddele bevillinger for i alt 1,6 mia. kr., så bliver beløbet i 2016 kun 950 mio. kr. Det er særligt den strategiske og udfordringsdrevne forskning, der bliver skåret ned.

»Det synes vi på godt jysk er træls,« siger Innovationsfondens direktør, Peter Høngaard Andersen.

Han forklarer, at universiteterne de senere år har rykket sig i værdikæden og den type projekter, som fonden støtter, der er baseret på samarbejde mellem virksomheder og forskningsinsitutioner, har vist gode resultater.

Endelig får også det særlige energiforskningsprogram, EUDP (Energiteknologisk udvikling og demonstration), med grovfilen i finanslovsforslaget.

Regeringen vil her reducere bevillingen fra 385 mio. kroner i 2015 til bare 52,7 mio,. kroner i 2016. Det er en reduktion på godt 86 pct.

Elsektorens brancheforeningen, Dansk Energi, minder om, at programmet de seneste par år har modtaget mere end dobbelt så mange ansøgninger, som programmet har kunnet honorere. Derudover bidrager energisektorens investeringer i det danske samfund på årsplan med 17 mia. kr., samtidig med at sektoren bidrager med 125 mia. kr. i eksport og dermed hver femte krone til vareeksport.

»Det er værd at holde sig for øje, at EUDP er et af de forskningsprogrammer, der med stor medfinansiering fra private virksomheder sikrer arbejdspladser, vækst og en modning af de energiteknologier, som vi både investerer i i Danmark, og som er en afgørende eksportvare for os«, siger adm. direktør Lars Aagaard i en pressemeddelelse i anledning af finanslovsforslaget.

Slagsmål om en reserve på 671 mio. kr.

Hos Akademiet for de Tekniske Videnskaber er man heller ikke begejstret:

»I ATV frygter vi, at nedskæringen på 1,4 milliarder kroner vil gå hårdt ud over de tekniske, naturvidenskabelige og sundhedsvidenskabelige områder, der er så vigtige for landets fremtid,« skriver direktør Lia Leffland i en pressemeddelelse.

Der udestår dog en reserve på 671 millioner kroner, der skal fordeles til forskningsformål under forhandlingerne om finansloven i næste måned.

Formanden for Det Frie Forskningsråd, Peter Munk Christensen, sætter sin lid til at få del i denne reserve, selv om han fortæller, at uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) allerede har stillet i udsigt, at han ikke skal forvente at komme i nærheden af sidste års bevilling.

Også Peter Høngaard Andersen håber på, at en stor del af denne reserve kanaliseres til Innovationsfonden.

Kommentarer (3)

Skal fremtidig forskning varetages af firmaer som Monsanto eller hvad med VW, de gør det også emormt troværdigt (sarkasme).

  • 3
  • 2

Goldmann Sachs udvikller fremtidens miljørigtige kraftværker på biomasse!
VW Har jo allerede vist de kan tjene rigtigt mange penge på at udvikle motor software og biler!
DONG og NOVOzymes udvikler fremtidens 2Gen Bioetanol fabrikker!
Amager Skibakke importerer masser affald for at få driftsøkonomien til at hænge sammen.
Det bliver en rigtigt fest .......

  • 1
  • 1

er det sarkasme???
Hvis ikke, hvornår får vi så gavn af denne skønne udvikling. Jeg mener hvornår slipper vi for konstant at have en sparekniv for struben. Eller hvornår kan de mennesker der bliver fri for arbejde, få lov til at nyde menneskets fantastiske udvikling. Som folkeskolelærer, arbejder jeg nu 40 timer om ugen, vores søn tilbringer op til 10 timer dagligt i børnehave. Jeg er træt af at være slave og oplever kun at udviklingen giver mig mere mulighed for at konsumere og forbruge. Hvilket også er det primære mål, for de virksomheder der til tider lover guld og grønne skove, men lobbyer vores oligarki til fortsat at holde os kontrolleret og bundet som lønslaver...
Skaden er sket, miljøet er ødelagt, naturen erstattet af kultur og fødekæden permanet forurenet med mikroplastik.
Der har været fest....

  • 1
  • 1