Hvis offentligheden er skeptisk over for GMO eller de teknikker, som fødevarer bliver forædlet med, skal der så ubetinget tages hensyn til det ved reguleringen af dem?
Nej, understreger Klemens Kappel, professor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet.
»Det kommer meget an på, hvad skepsissen bygger på. Der har været en tendens til at sige, at GMO-teknologier er nyttige, men etisk problematiske. Det har vi set i den folkelige modstand, der har været,« siger Klemens Kappel og fortsætter:
»Desuden har det herskende paradigme for reguleringen af området været, at man i betydelig grad skal imødekomme den folkelige modstand, uanset hvad den bygger på, og det vil vi gerne underkaste en kritisk analyse.«
Læs også: Planteforædler: Med gensaksen kan vi vinde over plantesygdomme
Klemens Kappel har sammen med en arbejdsgruppe fået 10 mio. kroner fra Novo Nordisk Fonden til over de næste tre år at nærstudere de mekanismer, der ligger til grund for folkelig teknologiskepsis med det mål at kunne give offentligheden, politikere og andre beslutningstagere et bedre billede af årsagerne, men også hvordan denne skepsis skal indgå i en rimelig demokratisk beslutningsproces, fortæller han.
Unaturlighed er ikke relevant
»Man ved f.eks. fra undersøgelser, at folkelig modstand mod GMO motiveres med, at GMO er unaturligt. Men spørgsmålet er, om unaturlighed overhovedet er en relevant faktor, der bør inddrages i de politiske beslutninger – ligesom hudfarve er en ligegyldig faktor. At sprøjte sig med insulin, når man har diabetes, er heller ikke naturligt,« lyder det fra Klemens Kappel.
Han understreger, at ingen af de toneangivende filosofiske teorier om etik understøtter, at naturlighed er en moralsk relevant. Det handler tværtimod om, hvorvidt produkterne er sikre og ikke skaber ulighed i samfundet.
Og når han mener, at det er vigtigt at se på, hvad filosoffer, der går tilbage til Aristoteles, Hobbes, Kant, JS Mill, Bentham, mener, så skyldes det at »de er professionelle tænkere, der har haft lang tid til at analysere problemerne«.
Læs også: Her er de nye (og gamle) planteforædlingsteknikker
»Vi vil gerne teste nogle nye psykologiske forklaringer på, hvorfor mange reagerer med skepsis over nye teknologier, selvom de tegner til at være nyttige, uden risici og uden særskilte etiske problemer« siger han.
Vi vil bare bekræftes i det, vi tror på
Projektet, som Klemens Kappel gik i gang med 1. februar i år og derfor ikke har resultater fra endnu, spænder forholdsvis bredt hen over bioteknologien. Ud over genteknologier som Crispr/Cas9, anvendt på afgrøder, vil projektet se på emner som personlig medicin, stamceller og modificering af menneskegener.
Hans forskergruppe arbejder ud fra en samlet hypotese om, hvad der sker, når befolkningsgrupper stejler over landvindinger inden for bioteknologien.
Det handler nemlig om det, der kaldes ’kulturel kognition’, hvor man søger bekræftelse af ting, man allerede tror på. Med andre ord en bekræftelse af sin sag - særligt når det berører ens grundlæggende værdier eller ens fornemmelse af, hvem man er, forklarer Klemens Kappel
Læs også: Muteret mad: To veje til mere kulørte gulerødder
»Så man prøver egentlig bare at beskytte den identitet og selvforståelse, man har bygget op omkring sig selv og i en gruppe. Og det er ofte de mennesker, som har de stærkeste kognitive ressourcer, som også ligger mest under for denne identitetsbeskyttelse,« fastslår han.
Og hvorfor er det så vigtigt at kende disse mekanismer? Jo, fortæller Klemens Kappel, det er det, fordi demokratiske beslutninger på den ene side skal afspejle vores holdninger, og på den anden side skal de også afspejle rationalitet og videnskabelige kendsgerninger.
»Når man kender baggrunden for teknologiskepsis, og de mekanismer, der nogle gange driver den, så kan vi bedre træffe demokratisk rimelige beslutninger på et sagligt grundlag,« siger han.
I øjeblikket verserer der en sag ved EU-Domstolen, hvor den franske stat har bedt om hjælp til at en fortolkning af GMO-direktivet. En fransk landbrugsorganisation har nemlig stævnet den franske domstol for at have overtrådt direktivets såkaldte mutagenese-undtagelse, som går på, at så længe man kun foretaget mutationer i plantens arvemasse, men ikke indsætter fremmede gener eller på anden måde fjerner eller tilsætter dna-sekvenser, så behøver man ikke at gå igennem hele den strikse GMO-godkendelsesprocedure.
Den franske organisation mente dog ikke, at en række produkter skulle være lovlige, fordi de var blevet muteret på anden vis end det i undtagelsen stod beskrevet, var muligt ved undtagelsens indføring i loven for mere end et årti siden.
At det nu giver anledning til en større debat er interessant, siger Klemens Kappel.
Læs også: Tvist om GMO-lov: Må gensakse mutere vores mad?
»Min fornemmelse er, at denne sag er et eksempel på præcis de problematikker, vi kommer til at beskrive i vores projekt. For hvorfor er disse modstandere interesseret i at få mutationsværktøjer karakteriseret som noget alvorligt? Det er de, fordi de har en sag,« siger han.
»Folkelig modstand mod forskellige former for genetisk modifikation af afgrøder udtrykkes ofte ved, at teknologierne opfattes som risikable. Men hvis der er videnskabelig konsensus om, at en given teknologi ikke indebærer særlige risici, så må det være videnskaben og ikke den offentlige mening, der afgør sagen, og så vidt jeg ved, er der intet videnskabeligt belæg for, at det skulle være mere farligt at bruge præcisionsværktøjer som f.eks. Crispr/Cas9 end at bestråle afgrøderne, som man gør i traditionel forædling,« lyder det fra Klemens Kappel.
Han håber derfor, at projektet vil få direkte betydning for den måde, politiske beslutninger vedrørende bioteknologi bliver taget fremover, fordi mekanismerne omkring skepsis bliver bedre kendt.
»I sidste ende er det jo hverken filosoffer eller videnskaben, der skal bestemme, hvordan reguleringen skal se ud. Det skal fastlægges af demokratiet og demokratisk valgte beslutningstagere. Men et velfungerende demokrati baserer sine beslutninger på et rationelt grundlag, og på et faktuelt oplyst grundlag,« siger Klemens Kappel.
