menu close Teknologiens Mediehus
person Konto arrow_drop_down
For mange er det stadig noget af et mysterium, hvordan de globale finansmarkeder kunne bryde sammen i slutningen af 2007.
En del af årsagen var ganske rigtigt, at der blev givet store udlån til mennesker, som ikke var kreditværdige, men hvad var det helt præcist, der fik et stabilt system til at blive ustabilt?
Det skulle fysikere og matematikere, der ved noget om store komplekse systemer, da kunne fortælle os noget om, skulle man tro. Og det kan de faktisk også, er budskabet i en artikel i Nature Communications i denne uge.
Fysikere har ikke altid haft gode erfaringer med økonomi. Isaac Newton mistede en formue på den såkaldte South Sea-boble og måtte erkende, at nok kunne han beregne stjernernes bevægelser, men ikke menneskers vanvid.
Lidt det samme forhold udtrykte et andet fysikgeni, Richard Feynman, i sidste århundrede på denne måde: »Tænk på, hvor meget vanskeligere fysikken ville være, hvis elektroner havde følelser.«
I Nature Communications præsenterer fire forskere med Marco Bardoscia fra Department of Banking and Finance fra universitetet i Zürich i Schweiz i spidsen en matematisk analyse af finansielle netværk inspireret af matematiske metoder til analyse af komplekse økosystemer.
Ud fra iagttagelsen af, at der findes mange arter i de fleste økosystemer, var det længe den generelle opfattelse, at jo mere komplekst et system var, desto mere stabilt ville det være.
Robert May fra Institute for Advanced Study i Princeton viste allerede i 1972, at det ikke var tilfældet – kompleksitet kan også reducere stabilitet.
Det fik May, nu hos University of Oxford i England, til sammen med Andrew Haldane, cheføkonom i den britiske centralbank Bank of England, til i Nature i 2011 at beskrive, at dette havde en afgørende betydning for finanskrisen i 2007-2008.
Man koncentrerede sig kun om de dårlige elementer i systemet og glemte at se på systemet som helhed, forklarede Haldane og May.
Men hvordan er det mere præcist, at netværkskompleksitet underminerer stabiliteten. Det er det, som Bardoscia og co. har sat sig for at finde en forklaring på.
Den parameter, som de fire forskere koncentrerer sig om, er forholdet mellem en banks samlede aktiver og dens egenkapital – det såkaldte leverage ratio. Det klart, at jo større dette forhold er, desto større er bankens risiko for at kollapse, hvis den ikke kan kan realisere sine aktiver – f.eks. ved at andre banker ikke kan tilbagebetale deres lån.
I stedet for blot at have et enkelt leverage ratio for hver enkelt bank, ser de fire forskere på et system, hvor man med n banker får en nxn leverage-matrix, der viser, hvordan de enkelte banker er forbundet med hinanden.
Uden at gå nærmere ind i analysen er det ved at se på denne matrix, at man kan vurdere stabiliteten af systemet. Til de læsere, der kan huske deres undervisning i lineær algebra, kan jeg supplere med oplysningen om, at opgaven er at finde egenværdierne for denne matrix.
Ud fra dette kan man bestemme, om systemet er stabilt, ustabilt, eller om det kan være begge dele.
Den afgørende pointe i analysen er, at det ikke er nok at stressteste de enkelte banker med jævne mellemrum og indføre regler for polstringen af en bank, der skal forhindre leverage ratio i at gå amok – man bliver nødt til at se på hele systemet.
Det kan synes soleklart, men det er faktisk ikke det, man gør i dag.
På mange måder er det en forsimplet analyse, der er gennemført, man den viser dog nogle uhensigtsmæssigheder ved den måde, finansmarkederne er koblet sammen på, som man bliver nødt til at forholde sig til.
Finansmarkederne præges ikke kun af store nedbrud. Der er flere eksempler på meget kortvarige hændelser, hvor priserne kan stige dramatisk, eller hvor hele børsmarkedet kan falde katastrofalt, fordi algoritmerne, der styrer en stor del af handlen, løber løbsk.
Flere har spekuleret i, at man ved at indføre et delay i systemet kunne lægge en dæmper på algoritme-handlen – hvor evnen til at udføre en handel nogle få millisekunder hurtigere end andre, når der kommer ny information, er afgørende.
I en artikel i Science redegør fysikeren Neil F. Johnson fra Univerity of Miami i USA for, at det kræver en dybere forståelse af, hvordan systemet spiller sammen.
Han refererer et eksempel fra efteråret 2016, hvor man bevidst indførte et delay på 350 mikrosekunder. Dette var nok til at give et falsk indtryk af markedsaktiviteten, der førte til utilsigtede udsving. Indførelse af delay er ikke nogen simpel medicin, ser det ud til.
Om ikke andet viser den seneste forskning, at den matematiske forståelse af finansmarkeder og menneskers vanvid er blevet meget større siden Newtons tid, og det er vel også 'Værd at vide'. Også selv om der er stadig er meget, vi ikke har styr på.
Når vi er ved Newton og bevægelsen af stjerner og planeter, så er det måske også værd at gøre opmærksom på en ny analyse fra Stephen Meyers fra University of Wisconsin-Madison, der i Nature beskriver de kaotiske forhold i universet, hvor vekselvirkningen mellem Jorden og Mars ændrede sig afgørende for 85-87 millioner år siden.
Det førte bl.a til et skifte i de meget langvarige perioder for klimasystemet (et andet komplekst system), der ændrede en periodicitet for istiderne fra 1,2 millioner år til 2,4 millioner år.
Solsystemet er et andet kompleks system, som vi konstant lærer mere og mere om.
Lyder fint, men ved nærmere eftertanke går tankerne lidt på kugleformede køer - det rigtige banksystem er vel netop empirisk fundet ustabilt...
I mine øjne er den grundlæggende fejl i banksystemet, og kilden til ustabiliteten, at man lover folk der sætter penge i banken, noget man ikke kan holde, nemlig at man ikke kan tabe nogen af sine penge. Hvis jeg sætter 100 kr. ind, så har jeg også 100 kr. om måned, selvom banken kun har dækning for 95 kr. på grund af tab.
For at bøde på det tilføjer man forsikringsordninger som indskudsgarantien og hele regelsættet fra Finanstilsynet. Men afskærmning fra risikoen gør vel at den bank der påtager sig mest risiko og tilbyder de højeste renter, kan tiltrække mest kapital og tjene flest penge - så længe det går godt. Og omvendt, den største trussel for en bank der går på kanten og måske, måske ikke klarer den er vel at blive besøgt af Finanstilsynet og tvangslukket.
Så selvom det virker bagvendt, tænker jeg det ville være bedre hvis jeg kunne tabe de 5 kr. i stedet for at vi får en finanskrise.
I virkeligheden ER jeg jo investor i banken. Jeg låner den mine penge så de kan udlåne dem og tjene penge til begge parter.
Hele hasardelementet skal fjernes fra finansverdenen.
Når først en virksomhed er børsnoteret er der ingen direkte kobling mellem virksomheden og aktierne, andet end en forventning om en kursstigning.
Den oprindelige tanke med at et selskab rejste penge på en børs var imidlertid ikke kursspekulation, men at de kunne få tilført penge mod at investorerne kunne forvente et udbytte (af driften, fordi virksomheden nu havde kapital til at vokse).
Sådan er det bare slet ikke mere, da finansverdenen nu er baseret på handel med varm luft inden for brøkdele af et sekund.
Det der ville gavne virksomhederne var en karensperiode på ejerskab af aktier, gerne kombineret med en navnenotering, så man kun tiltrak seriøse og interesserede investorer.
Den næstbedste løsning vil være en Tobin skat - men et eller andet skal der gøres mod et gennemsyret råddent system.
Det er utroligt nemt at stabilisere finansmarkederne, til stor fordel for samfund og borgere med pensionsopsparinger: Indfør en progressiv skat på spekulative investeringer der afhænger af hvor længe man har ejet det pågældende investeringsinstrument.
Under 1 minut: 99% skat af fortjenesten, uden modregning af tab.
Under 1 time: 90% --//--
Under 1 dag: 80% --//--
Under 1 uge: 70% --//--
Under 1 år 60% --//--
Derudover, almindelig indkomstskat eller kapitalvindingsskat.
Ramskovs analyse af et instabilt banksystem er interessant nok, og tankerne omkring mekanismerne også.
Men hvis man kigger på de grundlæggende principper, kommer man ikke uden om "the Glass-Steagall Act" fra 1930erne.
Den lagde nemlig grundreglerne for fornuftig bankdrift, og bestemte at "commercial banking" og "investment banking" er to forskellige ting.
Almindelig bankdrift er ind- og udlån med rentegevinst, altså en akkumulering af sparernes penge, som så kan udlånes i større klumper til f.eks. virksomheder. Værdianbringelse i fornuftige investeringer (offentlige anlæg etc.) indgår også.
Investeringsbanker er derimod det rene Kasino, hvor der spilles hasard med aktier, råvarer mm. Det kan de gøre som de vil, og de kan gå konkurs som de vil, who cares.
Men Bill Clinton og hans Wall Street venner syntes at de havde for lidt penge at spille med. Så Glass-Steagall blev annuleret.
Og pludselig havde investeringsbankerne adgang til dine og mine penge, og kunne spille med dem.
2008 krakkede Kasinoet, og du og jeg skulle betale for gildet ved at redde banker som spillede med vore penge.
Godt gået, Bill Clinton og Wall Street!
Ovennævnte er et klassisk eksempel på at fagfolk bliver indenfor deres faglige bobler. Her drejer det sig om to sammenkædede bobler matematikken og finansverdenen, og svarene bliver der efter. Den såkaldte finanskrise var og er et symptom og ikke årsagen, så når man tager udgangspunkt i symptomet fastholdes man indenfor netop det forståelsesmønster som fortsat ikke evner at forklare hvorfor verden fortsat er af lave! En af økonomi videnskabens største fejltagelser er at hævde, at den er en form for naturvidenskab og følgelig skal beskrives via matematiske systemer. The Economist har i mange år lidt kærligt kaldt økonomi videnskaben for "the dismal science" vel vidende at der ikke er ordentlig sammenhæng mellem økonomi videnskaben og virkeligheden. Det er kun økonomer og politikere der på nuværende tidspunkt (som i de sidste 8 år) vil påstå, at vi er på vej fremad. Den økonomiske fremgang der er, er på bekostning af samfundet som vi kendte det, og væksten i EU er rundt regnet det halve af hvad pengemaskinen ECB konstant pumper ud i systemet. Det glemmer økonomerne konsekvent at skrive om når de beretter om fremgang! Det der fascinerer mig er, at se hvordan man opsplitter alle de sammenhængende resultater af den grundlæggende forandring, og taler om økonomisk krise, politisk krise, flygtninge krise, o.s.v. når det for mig at se og forstå, alt sammen er følgevirkninger af den grundlæggende forandring som startede i 1960erne i USA og i 1984 i Danmark. Læs "Dalen" "Markerne" "Skoven" fint oversat af Dronning Margrethe. Bøgerne beskriver romerrigets endelige sammenbrud i Gallien, og et gennemgående træk også den gang var, at man ikke så mønstret, men blot så de enkelte katastrofer samtidig med at man forsøgte at opretholde illusionen om et fortsat romersk samfund. Jeg ved jo ikke om I er mere trætte af krisen end af at forholde jer til min sammenhængende forståelse, så jeg tillader mig igen at henvise til nogle artikler på min hjemmeside. http://videnskabeligindsigt.blogspot.com/2... http://videnskabeligindsigt.blogspot.dk/20... http://videnskabeligindsigt.blogspot.dk/20...
I øvrigt vil jeg foreslå at I læser den dugfriske https://karriere.jobfinder.dk/da/artikel/i... Det er en professor fra Max Planck Instituttet der gør sig til fortaler for hvad den virkelige intelligens er. Efterfølgende kan I så finde en mere dynamisk forklaring http://videnskabeligindsigt.blogspot.com/2...
Jeg tror ikke du gør dig nogen forestilling om hvor stor en rolle matematik spillede og i stigende grad spiller i "højfinans".
Lav lidt research på jobbeskrivelsen "quant"...
Sådan lokalt, er det også åbenlyst at tilsynsmyndighederne ikke var helt så uafhængige, som det egentlig forudsættes for at de kan fungere. Mere præcist: Finanstilsynet opdagede risikoprofiler langt udenfor de specificerede grænser, men gjorde ingenting ved det. Spørgsmålet er om noget system kan være stabilt, når vagthundene ikke passer deres opgave. Hvad end det nu skyldes politisk pres, korruption, eller almindelig sammenspisthed.
Kære PHK Jeg gør mig alle mulige forestillinger om matematikkens betydning i finansverdenen og hvor manipuleret det "frie" marked er af matematiske/datamatiske systemer. Det er vor virkelighed på godt og ondt, men det er netop i form af specifikke maskiner som dybest set hverken er afhængige af eller koblet på den økonomiske forståelsesmodel - som i min optik ikke er noget at råbe hurra af. Ovennævnte artikel er jo netop beskrivelse af forsøg på at forstå virkelige forløb - ud fra et snævert matematisk økonomisk standpunkt. Jeg følger ING med interesse, men følger langt mere med i de internationale finans aviser og har ex. vis nærlæst The Economist i 45 år, indtil jeg ikke syntes at de bidrog med noget interessant mere.
Det er en rigtig dårlig ide af systemiske grunde.
Forestil dig at der starter et rygte om at Nordea måske går konkurs. Hvad gør en fornuftig kunde der har penge i banken? Hvis der ikke er en indskyder garanti skynder han sig at hæve pengene og sætte dem ind på en nyoprettet konto hos en konkurrerende bank. Problemet er at banken ikke har penge nok i boksen (eller på serveren) til at udbetale alle indesẗender, fordi disse er genudlånt til andre kunder.
Hvis 5% af en banks kunder hæver deres penge på en gang går banken konkurs. Det er tilmed noget der sker lynende hurtigt, en dag kan starte med et rygte og ende med en konkurs. Om rygtet er sandt eller ej er ligemeget da det er en selvforstærkende effekt.
Derfor har man valgt at lave en indskydergaranti op til 750.000 kr. Netop for at kunderne ikke behøver at spekulere på om banken mon går konkurs, de ved at deres penge er sikre.
Det er lidt sådan man gør i USA bare med væsentligt lavere satser. I Danmark derimod har man ikke modregning af tab med mindre det er inden for samme år, og det er samme kildeart (en sondring man ikke har andre steder) og dette tab for en tidsperiode nedsætter selvfølgelig interessen for at risikere sine sparepenge i aktier og lignende. Når vi så nedelig kommer til beskatningen ligger den flere niveauer over andre lande. Norge 28% dvs. som alm, indkomstskat, Sverige 30%og USA 20% efter 1 år.
Uden ellers på nogen måde at være uenig vil jeg bare sige at din overskrift faktisk er ret uheldig, da sand er et rigtig godt sted at bygge et hus.
Det er efter min menig en kortere formulering at kalde sammenbruddene for et kaosteoretisk fænomen, og så benytte viden herom til at angribe problemet overordnet i stedet for tilfældige forslag til konkrete løsninger.