FIFA giver grønt lys for dansk e-dommer til kommende VM

Stort set ved alle afholdte fodboldslutrunder om europa- eller verdensmesterskaber har der været ballade omkring fejlagtige dommerafgørelser, fordi dommerne ikke har kunnet afgøre, om bolden var over stregen eller ej.

Således også ved dette års europamesterskaber, hvor Ukraine i kampen mod England helt klart blev snydt for et mål.

Læs også: Fifa på trapperne med afgørelse om elektroniske måldommere

Danskudviklede GoalRef er valgt af FIFA som elektronisk måldommer ved de kommende verdensmesterskaber i fodbold i Brasilien i 2014. Dommeren kan på sit ur få vished for, om bolden er inde eller ude. Illustration: GoalRef
GoalRef anvender måling af et magnetfelt til at vurdere om bolden er over stregen. Både bold og mål er udstyret med antenne. Illustration: Select

Men nu har Fifa på et møde i dag besluttet, at de fremover vil godkende brugen af en elektronisk måldommer (i Fifa kaldet Goal-Line Technology - GLT, red.) i slutrunder og mesterskaber. Beslutningen sender danske GoalRef ind på den centrale midtbane, for selskabet er et af to i verden, der er i stand til at tilbyde en løsning, der lever op til Fifas krav om simpel implementering og præcis vurdering af, om bolden er inde eller ej.

Ifølge Fifa-generalsekretær Jerome Valcke vil både HawkEye, der blandt andet kendes fra tennis, og GoalRef blive bedt om at udvikle et antal systemer, der kan tages i brug ved kommende kampe. Første kamp, der er udvalgt til egentlig brug af systemet, er verdensmesterskaberne for klubhold i Japan i december.

Meddelelsen om anvendelsen af GLT var først annonceret til torsdag eftermiddag kl 16.30, men klokken var omkring 18.00, før fodboldbosserne, der udgør fodboldens absolutte magtcentrum i International Football Association Board (Ifab) og Fifa, kunne præsentere afgørelsen om anvendelse af elektroniske måldommer. Jerome Valcke afviste dog på det efterfølgende pressemøde, at der havde været uenighed om afgørelsen.

»Beslutningen er truffet i enighed. Grunden til, at det trak ud, var, at vi har gennemgået alle facts omkring systemerne, så vi kunne træffe en ordentlig beslutning. Det er vigtigt, når vi træffer en sådan beslutning, at systemerne virker, og det gør disse to,« forklarede han.

Selv om GoalRef er født i Danmark efter inspiration fra den tidligere chefredaktør og dommer Hans Petersen, er systemet nu licensieret til tyske Fraunhofer, der skal stå for den videre implementering og godkendelse over for Fifa. Alligevel er det en glad medbagmand, adm. dir. i GoalRef Ulrik Merrild, der sent torsdag fik meddelelsen om Fifas beslutning.

»Det er fantastisk, at en dansk opfindelse, der er udviklet i Danmark, kan slå an på denne måde i verden,« siger han til Ingeniøren online.

Selv om FIFA nu har sagt god for den danske teknologi, skal hver enkelt installation stadig godkendes og testes inden, de officielt tages i anvendelse i forbindelse med en kamp.

Fifa vil bruge de kommende år til at se nærmere på de to udvalgte systemer og vil betale for opsætning af systemerne på de relevante stadioner. Ulrik Merrild er dog ikke sikker på, om GoalRef vil blive udvalgt til test ved klubverdensmesterskaberne i december i Japan.

»Men vores system er meget enkelt at sætte op og teste, så det burde have en god chance,« siger han.

Ud over ved klubverdensmesterskaberne skal systemerne testes i forbindelse med Confederation Cup, og den helt store styrkeprøve bliver verdensmesterskabet i fodbold, der finder sted i Brasilien i 2014.

»Det er utroligt at tænke på, at et system, som det har taget over 12 år at udvikle, endelig bliver realiseret,« siger Ulrik Merrild.

Han er godt tilfreds med, at det nu er Fraunhofer, der står for den videre udvikling:

»Vi er et selskab, der får ideer, og får dem til at udvikle sig, mens Fraunhofer har masser af udviklingskompetencer og testkompetencer, der gør dem i stand til at tage en prototype og gøre den til et produkt. De er også meget bedre til at skulle tage rundt i verden og stå for opsætning og test, hvilket vi slet ikke kunne gøre på samme måde.«

GoalRefs system baserer sig på aflæsning af et magnetfelt omkring målet. Hele rammen omkring målet er monteret med en antenne, og desuden er selv fodbolden - som selskabet har udviklet sammen med boldproducenten Select - foret med en antenne. Når bolden således kommer i nærheden af målet, registreres det af systemet, der er i stand til at vurdere med 100 procent sikkerhed, om bolden så kommer over stregen eller ej.

Systemet har blandt andet været testet i den danske superliga tidligere i år. Systemet har også været anvendt i forbindelse med verdensmesterskaberne i håndbold i 2009 og OL i London denne sommer.

Dokumentation

FIFA: IFAB gives the green light to goal-line technology
GoalRef

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det er da utroligt at de stadig bliver beskrevet som om ukraine blev snydt for et mål. I situationen var der reelt set offside så så der skulle slet ikke dømmes for mål..

Jeg kunne forestille mig at der bliver dømt flere mål i kampe hvor dommeren har sådan en dims - de gange hvor der måske er offside har dommeren pludselig en dims der piver og siger mål - måske har han så mere tilbøjelig til at dømme for mål.

Men det vil tiden vel vise! :)

  • 0
  • 0

Det er da utroligt at de stadig bliver beskrevet som om ukraine blev snydt for et mål. I situationen var der reelt set offside så så der skulle slet ikke dømmes for mål..

Jeg kunne forestille mig at der bliver dømt flere mål i kampe hvor dommeren har sådan en dims - de gange hvor der måske er offside har dommeren pludselig en dims der piver og siger mål - måske har han så mere tilbøjelig til at dømme for mål.

Men det vil tiden vel vise! :)

  • 0
  • 0

Det er da utroligt at de stadig bliver beskrevet som om ukraine blev snydt for et mål.

Det kommer an på, hvordan du ser på det. Man kan i Ukraine-England tilfælde tale om, at "two wrongs made a right". Men du kan også vælge at se isoleret på målet. Målkendelsen bliver jo ikke mere rigtig af, at dommerne forinden havde overset en off side situation, og det er det FIFA reagerer på.

Samtidig bliver man også nødt til at huske England-Tyskland kampen ved VM 2010. Her var der klart tale om en forkert målkendelse, der havde stor indflydelse på kampens forløb.

  • 0
  • 0

Kan kun sige at det var på tide de fik taget et definitivt skridt imod at implementere teknologien i fodbolden.. Tag et kig på amerikansk fodbold, de benytter gerne teknologien - det gør vi åbenbart ikke i europærisk fodbold. Så det er kun godt!

En ide er at alle hold burde have 3 kort at spille i en kamp. Et kort vil kunne gøre efter en given situation, at kampen pauseres og dommeren kigger videomateriale igennem i tilfælde af mål ved en offside dommeren havde overset, eller ved en takling der burde have givet straffe men som i første omgang ikke blev dømt, osv..

  • 0
  • 0

En ide er at alle hold burde have 3 kort at spille i en kamp. Et kort vil kunne gøre efter en given situation, at kampen pauseres og dommeren kigger videomateriale igennem i tilfælde af mål ved en offside dommeren havde overset, eller ved en takling der burde have givet straffe men som i første omgang ikke blev dømt, osv..

Det lyder meget godt på papiret og vil sikkert virke fint, hvis dommeren først HAR fløjtet, men hvad skal der ske i situationer, hvor dommeren undlader at fløjte? Spiller man videre (potentielt i mange minutter) eller afbryder man spillet med det samme der er en appel?

Hvis man har spillet videre i 15 minutter efter en kendelse der efterfølgende revideres betyder det så at man skal spille disse 15 minutter om igen og er et eventuelt mål scoret efter disse 15 minutter så ugyldigt på grund af en tidligere (urelateret) hændelse? Hvis spillet afbrydes øjeblikkeligt, betyder det så at man kan stoppe en eller flere helt frie spillere fra at score blot ved at apellere for offside? Betyder en tabt appel at bolden automatisk gives til det modsatte hold efter afbrydelsen?

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten