Teknikere på Nasas Johnson-rumcenter er ved at udvikle et nyt måne- eller asteroide-landingsfartøj, og i løbet af det seneste år har man foretaget flere mere eller mindre vellykkede prøveflyvninger.
Hidtil har fartøjerne dog været ophængt i wirer under prøveflyvningerne, men i går, torsdag, var tiden så kommet til den første rigtige prøveflyvning uden wirer.
Den blev kort og dramatisk.
Læs også: Se landingsfartøjet Morpheus gå op i flammer
Straks efter starten fløj Morpheus ud af kurs begyndte at dreje rundt og styrtede til jorden, hvor fartøjet eksploderede i en spektakulær ildkugle. Ingen kom til skade ved uheldet.
Under torsdagens prøveflyvning så det ud til, at motoren antændte som planlagt, hvorefter fartøjet begyndt at stige lodret op et kort øjeblik, inden det tippede over. Efter den første eksplosion ved styrtet skete der endnu en eksplosion, formodentlig da der gik hul på endnu en brændstoftank.
Nasa oplyser i en kort pressemeddelelse, at prøveflyvningen gik galt på grund af, at en hardwarekomponent fejlede, men præcist hvad der skete, oplyses ikke. Det påpeges dog, at denne slags uheld er forventelige under prøveflyvninger og en del af udviklingen af komplekst udstyr til rumfart.
Morpheus-projektet har til formål at afprøve nye teknologier til de fremtidige landingsfartøjer, der skal benyttes på en asteroide, Månen eller Mars.
Den ubemandede Morpheus-fartøj er på størrelse med en personbil og kan løfte 500 kg. Den benytter en 'grøn' brændstofblanding bestående af flydende ilt og methan. Dette brændstof er billigere end almindeligt raketbrændstof, nemt at opbevare i rummet og kan på længere sigt udvindes andre steder i solsystemet.
Landingsfartøjet medbringer også et detektorsystem til selv at finde og undgå store kratere og klipper, der kunne gøre landingen på et fremmed himmellegeme farligt.
Morpheus-projektet har løbet i to og et halvt år og kostet 42 millioner kroner.
Dokumentation
