Festivalgæster bliver tracket med Bluetooth og apps
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser og accepterer, at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Festivalgæster bliver tracket med Bluetooth og apps

Nu bliver festivalgæsterne også selv inddraget, når der skal indsamles data om deres bevægelse rundt på festivalpladsen til Roskilde festival.

Som en del af samarbejdet mellem DTU og Roskilde Festival har DTU også tidligere år kortlagt de mange tusinde festivalgæsters færden ved hjælp af såkaldt Bluetooth sniffing, hvor mobiltelefonens Bluetooth bliver brugt til at spore publikums bevægelser rundt på festivalpladsen. Det er foregået via stationære scannere, der opfanger Bluetooth-signaler fra forbipasserendes mobiltelefoner.

Men som noget nyt i år er konceptet blevet udvidet med forskellige apps, der inddrager festivalgængerne, så de kan medvirke til at indsamle data.

Christian Graver Larsen, der er førsteårs kandidatstuderende på uddannelsen Digitale Medieteknologier på DTU, er en af de studerende, der har udviklet en app, som indsamler data om festivalgæsternes færden, når de downloader den.

App'en hedder Roskilde MusicNerd og er en app, hvor sporringsfunktionen er gemt i en musiktjeneste, fortæller Christian Graver Larsen.

»I beskrivelsen af app'en står der, at den er med til at gøre Roskilde Festival bedre, og det kan godt være, at det var nok at skrive det og lave en app, der kun kunne tracke. Men der er større sandsynlighed for, at folk vil hente den, når den er pakket ind i noget, de kan bruge,« forklarer han.

App'en giver gæsterne en liste over de følgende tre timers koncerter, med et lille ur ud for hver der fortæller, hvornår de skal gå derfra, hvor de befinder sig, for at nå frem til den pågældende koncert. Men mens festivalgæsterne kan bruge app'en til ikke at komme for sent til en koncert, hjælper den samtidig til at indsamle data, som kan være med til at gøre festivalen bedre.

»Man kan for eksempel få data om, hvor meget de forskellige indgange bliver brugt, og se, om man måske skal lave en ny, eller om der måske er et område, der ikke er så besøgt, sådan at man kan sørge for at optimere flowet på festivalen,« forklarer Christian Graver Larsen.

App'en kan downloades til androidtelefoner, og når det er gjort, kommer en GPS-forespørgsel frem, om man vil dele sin placering. Svarer man ja til det, aktiveres telefonens Bluetooth automatisk, derefter bliver der foretaget Bluetooth-scanninger af, hvor mange andre i en radius af cirka 10 meter der også har Bluetooth tændt.

Når Bluetooth er aktiveret, kan den blive sporet rundt ved hjælp af et unikt ID-nummer. Dataene fra brugerne bliver uploaded til en database, hvor de indgår sammen med alle de andre data om festivalgæsternes bevægelsesmønstre, som der derefter kan analyseres på.

»Det er ligegyldigt, hvilken app dataene kommer fra, de går ind i én stor pulje, som festivalen i sidste ende har gavn af,« siger Christian Graver Larsen.

Christian Graver Larsen fortæller, at op mod 500 personer havde hentet app'en inden festivalens start, men han regner med, at tallet er langt højere nu.

»Det er jo en musik-app, og nu, når musikken starter, er der nok flere, der henter den,« vurderer Christian Graver Larsen.

Det er tredje år, at festivalgæsternes bevægelser bliver tracket på Roskilde Festival.

Kommentarer (0)