Femern-tunnel har allerede kostet et milliardbeløb

En glad Magnus Heunicke indleder i september 2014 de såkaldt fremrykkede aktiviteter på jernbanen mellem Ringsted og Rødby, en af de udgifter, der allerede er afholdt, og som indtægter fra tunnelen efter planen skal betale for.

Gigantiske rådgiverkontrakter, en dyr projektorganisation og en ombygning omkring havnen i Rødby er blandt de udgifter, som den danske stat hænger på, selv hvis tunnelen til Tyskland bliver droppet.

Det virkede som en god idé i 2013 for den forrige regering, da Folketinget vedtog en vækstplan for at sparke gang i økonomien oven på krisen. Dengang troede politikerne stadig, at tunnelen til Femern ville åbne otte år senere, i 2021. Og så gav det jo god mening at tage hul på festlighederne.

Det gjorde de ved at fremrykke en del af arbejdet med tunnelen og forbindelserne til den på den danske side. I alt blev der rykket en god milliard kroner, som skulle været spenderet i 2015 og 2016, frem til 2013 og 2014.

Læs også: ANALYSE: Derfor bliver Femern-tunnelen måske udskudt, men ikke droppet

Dermed kunne Femern A/S i januar blandt andet indvie en gennemgribende ombygning af området ved Rødby Havn, hvorfra tunnelelementerne skal skibes ud i bæltet og graves ned i bunden af Østersøen.

Politikerne begyndte at tvivle

Andre af de fremrykkede midler gik til at starte arbejdet med opgraderingen af jernbanen til Ringsted, hvor togene skal kunne drøne hurtigere af sted, når tunnelen åbner.

Eller måske bør der stå: Hvis tunnelen åbner. For enkelte politikere er begyndt at stille spørgsmålstegn ved, om det nu også er en god idé. De er begyndt at tvivle på, om indtægter fra biler, lastbiler og jernbane nu også kan betale gælden på over 50 milliarder kroner tilbage uden tilskud fra statskassen.

Sikkert er det under alle omstændigheder, at tunnelen ikke åbner i 2021. Det bliver tidligst fem år senere og muligvis så sent som 2030.

Læs også: Sløjfet krav i Femern-kontrakter koster dyrt at genindføre

Pengene til de såkaldt 'fremrykkede aktiviteter', som daværende transportminister Henrik Dam Kristensen (S) benævnte dem for nøjagtig tre år siden, er alligevel brugt. Men det er langtfra de eneste udgifter, som staten skal dække, uanset om der kommer en tunnel til Tyskland eller ej.

For det første har Transportministeriet i en årrække opretholdt sig eget projektselskab, Femern A/S. Her var der frem til midten af sidste år 120 medarbejdere. Siden blev det skåret ned til 100 på grund af den manglende tyske myndighedsgodkendelse, men der er stadig tale om en betragtelig lønudgift.

Rådgiverne er de dyreste

Men de største udgifter er sandsynligvis gået til de rådgivere, som har bistået Femern A/S. Rådgiverne har både været med til at gennemføre udbuddet, der i sig selv er blevet dyrere, efter at de oprindelige bud i december sidste år viste sig ni milliarder kroner højere end budgetteret. Desuden har de været med til at udforme dokumentationen til de danske og tyske myndigheder. Den omfatter alt fra at estimere trafik og forurening til at kortlægge fugle og marsvin i Østersøen.

Ingeniøren har gennem to dage forsøgt at få både Femern A/S og Transportministeriet til at specificere, hvor stort et beløb der allerede er brugt på den faste forbindelse. Det er dog ikke lykkedes.

Vi har også spurgt de fire transportordførere, som har reageret på vores henvendelser, om de kender beløbets størrelse. Ingen har det på skrift, og der er forskellige bud.

Dansk Folkepartis Kim Christiansen siger:

»Der er brugt omkring fire milliarder kroner, som både omfatter projektering, diverse undersøgelser, landanlæg, samt de store udgifter ved at holde Femern A/S flydende,« siger han.

SF's Karsten Hønge har også spurgt til beløbet på møder i forligskredsen og mener, at det ligger på mellem 2,5 og 3 milliarder kroner.

Økonomien belyses på møde

Begge understreger de dog, at der kun er tale om løse overslag. De forventer, at økonomien bliver bedre belyst, når forligspartierne stikker hovederne sammen i Transportministeriet torsdag eftermiddag.

På det møde får de fremlagt den seneste finansielle prognose fra Femern A/S samt en kvalitetssikring af prognosen og usikkerhederne ved projektet, som revisionsfirmaet EY har udarbejdet. Ingeniøren har fået afslag på aktindsigt i hele EY's kvalitetssikring og på de væsentligste dele af Femern A/S' egen prognose.

Kommentarer (13)

...at Danmark, som det eneste land i verden, er helt fri for politisk korruption, så kan der vel kun være tale om ingeniørmæssig dumhed, så skal vi ikke lade den ligge dér.......

  • 1
  • 5

Jeg synes, man helt burde stoppe dette vildskud af et projekt, som udover at blive sindssygt dyrt og formodentlig også vil få alvorlige konsekvenser for trafikken på Sjælland - især på strækningen fra broen til Helsingør og til Malmø.

  • 4
  • 3

Jeg vil nu hellere henvise til Storebæltsforbindelsen, som jo også kostede et for mig ukendt stort beløb i projektering og byggeri mange år før det endelige byggeri gik igang. Det var i hvert fald politikernes skyld.
Nu ser det jo ud til at den giver overskud, så den skulle man jo også have igangsat tidligere. Her var det kun vore egne politikere, der ikke kunne blive enige imodsætning til Femern. Mon alligevel ikke det vil komme til at gå lige så godt, bare forskudt ud i en fjern fremtid. Efter ibrugtagningen vil der sikkert være nogen, som vil sige hvorfor gjorde vi det ikke tidligere.

  • 2
  • 2

Så er der vel også en del kandidater i den siddende regering ?

Måske nok, men det strækker sig nu normalt langt ud over den nuværende regering.

Mange politikere og en meget stor del af deres vælgere kan eller vil ikke forstå,

  • at man ikke skal græde over spildt mælk
  • at man ikke - ikke, som i aldrig - skal kaste gode penge efter dårlige.

Det er som ikke kun ny økonomisk tænkning, men gammel folkelig fornuft, som alle burde kunne forstå.

Lars :)

  • 4
  • 1

Citat:
"Pengene til de såkaldt 'fremrykkede aktiviteter', som daværende transportminister Henrik Dam Kristensen (S) benævnte dem for nøjagtig tre år siden, er alligevel brugt. Men det er langtfra de eneste udgifter, som staten skal dække, uanset om der kommer en tunnel til Tyskland eller ej"

Ret skal være ret.

Det var uklogt at sætte disse aktiviteter igang, før Femern A/S står med en tysk anlægslov i hånden.

Men aktiviteterne består delvist af udskiftning af gamle buebroer som ikke er skabt hverken til dobbeltspor, elektrificering eller højhastighed. Broer bliver dyrere i vedligeholdelse med alderen, så pengene er ikke helt spildt.

De par broer som er bygget til erstatning for overkørsler i niveau er heller ikke spildt.

Så vidt jeg husker er den ældste bro man har revet ned fra 1920´erne, og den yngste fra 1986. Førstnævnte var vist alligevel kandidat til udskiftning, men næppe den sidstnævnte.

  • 1
  • 0

De par broer som er bygget til erstatning for overkørsler i niveau er heller ikke spildt.

Så vidt jeg husker er den ældste bro man har revet ned fra 1920´erne, og den yngste fra 1986. Førstnævnte var vist alligevel kandidat til udskiftning, men næppe den sidstnævnte.

Ja, og det meste er vel på Falster mellem broen og Nykøbing. Det er vest og syd for Nykøbing, alt håb er ude for økonomisk togdrift

Fremrykkede indkøb er meget værre at foretage indenfor elektronik.
Her bør man handle efter: " Skal du bruge det i dag, så købe det (tidligst) i morgen"

Jeg husker indtil flere (store) IT aftaler, hvor man straks indkøbte udstyr, som udviklingen løb fra og som slet ikke kunne klare opgaven, da systemet endelig var udviklet og klar.

Når det imidlertid gælder broer, så burde man vel have lagt en plan for styrke og dobbeltspor for en bro bygget så sent som i 1986 - synes jeg. Det er ikke tankerne, en skitse og et par beregninger, der koster .

Lars :)

  • 1
  • 0

Da Carina Christensen den 3. september 2008 underskrev traktaten med Tyskland var det på baggrund af et overslag fra Femern A/S, der lød på 28,1 mia. kr. for kyst til kyst.
Seksethalvt år senere lyder tilbuddene på i alt 54,9 mia. kr.
Enten kan Femern A/S ikke regne, eller også har de bevidst underestimeret udgiften. Uanset hvad, har de kvalificeret sig til omgående fyring. Det kan kun gå for langsomt.

Ingen er ansvarlig udover sine evner.
Det gælder også det flertal af Folketingsmedlemmer, der i årevis blindt har stolet på Femern A/S og deres optimistiske beretninger, mens kritikere er blevet systematisk mistænkeliggjort, med beskyldninger for at være i Scandlines sold.

Jeg må tilslutte mig en tidligere bidragyder . Man skal ikke kaste gode penge efter dårlige.

  • 1
  • 0