Femern-projektet vil genskabe Nordens Venedig

Et 2.300.000 kvadratmeter stort nyt landskabsareal bliver Femerntunnelens bidrag til omgivelserne i stedet for de himmelstræbende pyloner, en bro ville have givet.

Men selv om det handler om at skabe natur, kommer etableringen af en helt ny kyststrækning med sandstrande og klitter, lagune og øer, klint og stejle skrænter på Lollands sydkyst til at beskæftige en række af DHI's ingeniører med modelberegninger af materialevandring, kysterosion, tilsanding og kystudvikling som spidskompetencer.

På grundlag af målinger af strøm, temperatur, ilt- og saltholdighed, naturlig variation af sigtbarheden i vandet, geografisk variation af hydrografien, fysiske beregninger og computermodelleringer vil de få danmarkshistoriens største kystopfyldningsprojekt til at tage form efter tegningen i hovedet på Karsten Mangor, der er chefingeniør hos DHI i Hørsholm.

Læs også: Her er Lollands nye sydkyst

Læs også: Her kommer Danmarks 2,3 mio. nye kvadratmeter

Formålet med at bygge et kunstigt landskab langs kysten er at slippe af med næsten 15 millioner kubikmeter udgravet havbundsmateriale fra renden til sænketunnelen.

»Det slipper man ikke af med ved at skabe strande og laguner. Til gengæld har vi tegnet klinten, så den nogenlunde opsluger det sediment, der skal afgraves, hvor tunnelen bliver anlagt,« siger Karsten Mangor, der sammen med Schønherr Landskabsarkitekter fra Aarhus er i gang med at udforme projektet.

Dermed får Femerntunnelen langt mindre miljømæssige konsekvenser, end den ellers ville have haft, hvilket til næste forår kommer til afspejle sig i projektets VVM-redegørelse.

Beskyttelse mod 100-årsbølgen

Resten af sedimentet bliver fyldt op omkring tunnelportalen, der bliver omkranset af en 6,25 meter høj dæmning for at skabe fuldstændig sikkerhed for, at der ikke trænger vand ned i tunnelen. Så er den høj nok til både at stå imod 100 års-bølgen og de klimabetingede vandstigninger.

»Lagunen er en luksus, vi har tilladt os at introducere af historiske årsager. Før stormfloden i 1872 oversvømmede en tredjedel af Lolland, og det store dige derfor blev anlagt for at afskære vådområderne, udgjorde Rødby Fjord et stort vådområde, en slags Nordens Venedig. Det vil vi genskabe,« siger Karsten Mangor.

»Vores projekt vil man lede forgæves efter fra luften. Det bliver naturligt. Konceptet er at lave natur,« karakteriserer han skitseprojektet, hvis principper har fået grønt lys fra Femerntunnelens bygherre.

Og det er ifølge Karsten Mangor, der også var involveret i Øresundsforbindelsen, nye bygherretoner:

»På Øresund forsøgte vi at overtale vores klient til en blødere løsning end den valgte. I stedet blev den kunstige ø, Peberholm, bygget med sten. For dengang koncentrerede man sig mere om trafikanlægget end om at få en miljømæssig gevinst ud af det.«

»Men projektet her koster egentlig ikke mere, end hvis vi skulle dumpe sedimentet. Og den løsning ville kun have givet miljømæssige gener,« tilføjer Karsten Mangor.

Den nye kyststrækning er næsten seks kilometer lang og vokser knap 500 meter ud i Femern Bælt. Den ændrer imidlertid ikke vandgennemstrømningen i bæltet, fordi den holder kant med det eksisterende havneanlæg ved Rødbyhavn.

Inspiration fra lokale træk

Skitseprojektet låner inspiration fra lokale kultur- og landskabstræk, græsningsarealer, strande, klitter, øer, kystlaguner, strandsøer, strandenge og moræneskrænter. De bliver tilplantet med græsser og buskadser, der trives nær kysten, og som i forvejen findes lokalt, så miljøet bliver så bæredygtigt som muligt.

For at give planterne de bedste vækstbetingelser, bliver det afgravede havbundsmateriale suppleret med organisk materiale og ekstra topjord.Hensigten er, at landskabet dynamisk får lov at udfolde sig på både naturens og befolkningens præmisser.

Klinten længst mod øst har ikke noget sydlollandsk forbillede. Til gengæld er der mange klinter omkring Femern Bælt.

Lagunen er formet med vådområder og to øer. På den mindste ø får naturen et større spillerum, så den tiltrækker fugle og de sky sæler. Til den største får folk adgang via to broer, der forbinder den til det omliggende stisystem. Vegetationen skal udvikle sig naturligt for at fremme biodiversiteten.

De to nyanlagte strande bliver afgrænset af stenkonstruktioner og udformet sådan, at de er stabile i forhold den lokale kystgeografi, så det hverken bliver nødvendigt at kystsikre eller tilføre strandene nyt sand, når de først er etableret.

Den strand, der tidligere var, forsvandt, fordi bølgerne skubber sandet ind i havnen og videre. En af de store ingeniørmæssige udfordringer er faktisk at få sandet til at blive liggende.

»En kunstig strand skal være stabil, for ellers forsvinder den. Hvis der ikke er ligevægt, ryger alt sandet væk i forskellige retninger. Den skal ligge rigtigt i forhold til bølgerne. Når man ved, hvor man skal lægge sandet, bliver det liggende,« forklarer Karsten Mangor.

»Endnu har jeg slet ikke regnet på kyststrækningen, men tegnet den på grundlag af min erfaring. Men det bliver ikke ret meget anderledes, fordi jeg kender mekanikken, og jeg kender bølgerne. Senere skal vi selvfølgelig regne det ud. Det har vi værktøjer til,« siger Karsten Mangor.

Det er ved hjælp af matematiske modeller, som DHI har udviklet igennem 30 år, at hele kystplanlægningen bliver beregnet, f.eks. vandgennemstrømningen i bæltet, saltudvekslingen med Østersøen og bølgernes evne til at transportere sand til strandene.

»Alt det er vi simpelthen verdensmestre i at regne på, så vi med finjusteringer hen ad vejen kan få det til at ligne dette udkast. Det bliver en mudret omgang og kommer til at ligne en ulykke i starten. Men så jævner det sig,« siger Karsten Mangor fortrøstningsfuldt.

Unikt at naturen selv tager over

Allerede fem-ti år efter tunnelens åbning vil den kunstige kyst se naturlig ud, forudser landskabsarkitekt Jørgen Becker-Christensen fra Schønherr.

»Vi som arkitekter tror ofte, vi kan låse verden fast. Vi sidder der med alle vores digitale programmer og tegner millimeter-eksakte linjer. Men verden er meget bevægelig, og det unikke ved opgaven er, at vi - samtidig med at vi beskytter tunnelportalen - giver naturen nogle præmisser at reagere på, og så tager den på et tidspunkt selv over,« siger Jørgen Becker-Christensen.

»Som landskabsarkitekt har det været spændende at trække på de forskellige bagvedliggende karakteristika i landskabet og lave en lille samling af det i det nye.«

»Hvis man nu var en arkitekt med et kæmpe ego, som virkelig skulle vise, at man var der, ville man placere portalen i midten og gøre det til et genkendeligt projekt, når man så det fra luften, men med vores planer kan man mange gange næsten ikke finde projektet,« siger Jørgen Becker-Christensen tilfreds.

Ambitionen med projektet sammenfatter Jørgen Becker-Christensen i få ord:

»Man vil være stolt, hvis folk, når de kommer gående om 50 år, ikke tænker over, at der er noget projekt. De skal bare ned til stranden. Så har vi gjort vores arbejde godt.«

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Lyder lidt som frygt for natur aktivister, fra tidligere projekter. Men imponerende vision, trods hans manglende ego;) Ved ikke om jeg stemmer for naturen selv må finde sig til rette, da vi laver dens nye grobund, håber jeg at de vil gøre denne så forskelligartet som mulig, da dette også vil øge hvor mange forskellige planter der vil kunne være. Hvis man tilmed plantede frugt/bær ville der også blive plads til insekter og fugle der lever af disse. Under bølgerne må man også sørge for at der findes noget, dyr og planter kan hæfte sig til, som man tydeligt ser på bropiller, vrag og naturlige rev. Når man har en masse info om bølger og strøm, vil man hurtigt se hvor disse er nødvendige grundet erosion, men vil være vigtige andre steder for liv. Kun tiden vil vise om projektet kun vil vise før og efter billeder, eller tilmed en kæmpe liste over hvilket liv der har fundet sig til rette. Lidt ekstra arbejde kan fordoble listen, og gøre stedet til et spændende sted uanset ens interesse.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten