Endnu en god og nørdet artikel fra Ingeniøren.
menu close Teknologiens Mediehus
person Konto arrow_drop_down
En dorn, to lægtehammere, en dekupørsav, en mejsel, en boremaskine, en grammofon og 16 sprængladninger var tilstrækkeligt for Olsen Banden, da de med ouverturen til Elverhøj kørende i baggrunden stjal en sjælden mingvase og en kuffert fyldt med seddelbundter fra Det Kongelige Teater.
Omend materialelisten så noget anderledes ud, krævede det en lige så minutiøs planlægning, da den største og sidste af flere sprængfarlige efterladenskaber fra Anden Verdenskrig, der er fundet nær Femern-forbindelsens linjeføring, blev neutraliseret i starten af ugen.
En operation, der var planlagt og forberedt flere måneder i forvejen, nåede således sit klimaks, da en tysk dybhavsbombe på 180 kg inklusiv 125 kg sprængstof blev detoneret ved en kontrolleret sprængning klokken 15.04 mandag eftermiddag.
Ingeniøren har fået sprængstofingeniør og bombeekspert Michael Seckington til at beskrive processen. Han er projektchef i det hollandske anlægsfirma Boskalis, som fik opgaven med at fjerne bomben fra bunden af Femern Bælt.
Bomben er en tysk dybdebombe af typen D2 fra Anden Verdenskrig på 180 kg, hvoraf 125 kg er sprængstof.
Den er designet, så den kan indstilles til at gå af ved bestemte dybder baseret på vandtryk. Den blev anvendt i angreb mod ubåde og typisk droppet fra skibe.
Se eksplosionen, som den tog sig ud set fra overfladen.
En teori fra Michael Seckington er, at det tyske skib, der har smidt bomben, har overvurderet vanddybden, så bomben er indstillet til at gå af ved et højere vandtryk, end der opnås på 26 meters dybde, hvor den blev fundet.
Som undervandsbilledet antyder, er den tøndeformet. Tønden har en længde på 570 mm og en diameter på 450 mm.
»Det er en forholdsvis almindelig type bombe, men det er lidt usædvanligt at finde den på 26 meter, da den er designet til at ramme ubåde, som normalt opererer i dybere vande,« siger han.
Derfor er den også så farlig.
»Hvis den er indstillet til for eksempel at gå af i 30 meters dybde, skal der ikke meget til, før den detonerer.«
Opdraget til anlægsfirmaet Boskalis var at gennemføre en sprængning, der var så skånsom for havmiljøet som muligt.
Normalt ville en opgave som denne tilfalde Søværnets mine- og bombeenhed, men det hollandske anlægsfirma, der også står for at udgrave tunnelrenden til Femern-forbindelsen, fik den, fordi de har mere erfaring med boblegardiner. Et mitigeringsværktøj mod undervandsstøj.
Femern A/S har indgået en aftale med de tyske myndigheder om, at der i tilfælde af bombefund skal anvendes boblegardiner for at beskytte havdyr, hvilket ikke er normal praksis i Danmark.
'Gardinerne' er i dette tilfælde bobler dannet fra to perforerede ledninger formet som cirkler, som man gerne vil have placeret, så de har en radius henholdsvis 130 og 180 meter fra bomben.
Ledningerne er koblet til 16 kompressorer på et specialskib, der ifølge Michael Seckington har en 'enorm luftgenerering'.
Bombens placering er egentlig fastlagt så præcist som muligt flere måneder i forvejen, men da bomben kan flytte sig en smule i mellemtiden, blev en fjernstyret undervandsrobot sendt ned for at verificere positionen umiddelbart inden, ledningerne blev nedsænket fra specialskibet.
Undervandsrobotten kan desuden kalibrere placeringen yderligere, når ledningerne er på havbunden.
Til slut gennemføres en test, hvor kompressoren kører på fuld kraft, mens droner via video og billeder bekræfter, at boblerne danner to koncentriske cirkler i vandoverfladen med den ønskede afstand til bomben.
I timerne op til sprængningen handler det primært om at få havdyr ud af eksplosionsperimeteren.
Klokken 13.00 – to timer før planlagt detonation - sejler fem skibe kaldet MMO’s (marine mammal observers), der er designet til at opdage havpattedyr, rundt i en radius af fem kilometer fra bomben.
Klokken 13:30 bliver der udsendt undervandsstøj fra såkaldte pingere for at skræmme dyrene væk. Man skal se for sig, at pingerne er monteret på bøjer i god afstand fra bomben. Tilsammen danner de en sikkerhedszone, man gerne vil have have marsvin, sæler og andre havpattedyr ud af. Pingerne er aktiveret i 40 minutter.
Men da støjen lige så vel kan have skræmt dyr til at svømme ind i zonen og tættere på den kommende eksplosion, sætter fire skibe med ultralydsudstyr klokken 14.10 i gang fra bombens position.
De sejler med lav hastighed (to knob) i henholdsvis nordlig, sydlig, østlig og vestlig retning, mens de udsender lydbølger og skræmmer dermed de dyr ud, der er fanget i zonen.
De sejler ud til en radius på 3.500 meter fra bomben og forbi sikkerhedszonens perimeter. Turen ud varer 50 minutter og altså frem til planlagt detonation.
Klokken 14.45 bliver de to boblegardiner ved 130 og 180 meter aktiveret på fuld tryk. På samme tid er droner i luften for at overvåge, dels at boblegardinerne fungerer og dels for at dokumentere den nært forestående eksplosion.
Parallelt med skræmmearbejdet bliver detonationsaggregatet monteret. Det består af en bøje, en radiomodtager, to detonationsrør i plastik med et antændeligt miks inderst og plastisk sprængstof. Klokken 14.00 tager undervandsrobotten hele pakken med ned på havbunden.
Boskalis' undervandsrobot er af typen Seaeye Panther-XT Plus og produceret af Saab Seaeye. Den er udstyret med tre kameraer og to arme og har udført forskellige opgaver i forbindelse med bombesprængningen.
Sprængstoffet, der er forbundet til bøjen via detonationsrørerne, placeres op ad den tyske dybhavsbombe, hvorefter undervandsrobotten slipper bøjen, der tager turen til overfladen. På bøjen er også radiomodtageren (der er krypteret, understreger Seckington) monteret
.
Da eksplosionskittet er klar, udvides et advarselssignal til andre skibe, så de ikke længere blot skal holde sig 500 meter væk, men nu 1500 meter. Vagtskibe rekognoscerer og bekræfter, at det rent faktisk bliver overholdt.
På dette tidspunkt er klokken 14.45, og boblegardinerne er lige aktiveret.
»Og så venter vi bare på, at vi får et ‘all clear’ fra de fem MMO’s, så vi er helt sikre på, at der ikke er havpattedyr i nærheden,« siger Michael Seckington.
Det sker klokken 15.04, og et skib med en radiosender sender signal til modtageren på bøjen, og eksplosionen initieres. Boom.
Eksplosionen ser ikke ud af meget på overfladen. Men bomben var bestemt potent godt 80 år efter, den blev nedsænket, slår Michael Seckington fast.
»Der var tale om en fuldstændig eksplosion, og den havde stadig sin fulde kraft.«
Det blev bekræftet, da Boskalis efterfølgende endnu en gang sendte undervandsrobotten ned i dybet og konstaterede, at hele dybhavsbomben var uskadeliggjort.
I området omkring eksplosionen blev der på forhånd opsat 10 hydrofoner, der skal levere data til en analyse af blandt andet bombens kraft og effekten af boblegardinerne.
