Fem ting vi har lært af lidar-striden i de amerikanske retssale
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Fem ting vi har lært af lidar-striden i de amerikanske retssale

Google, Uber og Velodyne kæmper indædt om tronen som den førende lidar-producent, der lader autonome enheder se verden. Illustration: Velodyne Lidar

Retssagen om Google vs. Uber i forbindelse med påstået tyveri af lidar-teknologi var spækket med alle ingredienserne til en teknologisk retssalsgyser.

Den tegnede til at blive dette årtis mest langtrukne, ophedede, vigtige og spændende teknologiske tvist. Men allerede fire dage efter sagen begyndte i retten i USA, er de to stridsparter nået til en mere mindelig løsning.

Det er en noget overraskende forsoning og afgørelse, eftersom Google og Uber har spenderet månedsvis og millioner af dollars på højt profilerede advokater for at forberede deres sag.

Stridshanernes forlig dikterer, at Google får en ejerandel af Uber på 0,34 procent. Derudover lover Uber, at de ikke vil anvende Waymos særegne lidar-teknologi eller andre forretningshemmeligheder i deres selvkørende enheder.

Læs også: Uber suspenderer forsøg med selvkørende biler

Googles førerløse bil-startup, Waymo, havde ellers i stærke vendinger anklaget Uber for at bygge deres teknologi til førerløse biler på baggrund af særegne systemer, som Waymo har udviklet.

Disse teknologier skulle den tidligere Google-ansatte lidar-ekspert Anthony Levandowski have hapset med sig, da han forlod tech-giganten for at stifte sit eget firma, som kort efter blev opkøbt af Uber.

Normalt ville sådan en sag mellem kommercielle sværvægtere være klaret bag lukkede døre - simpelthen for at undgå, at forretningshemmeligheder og kommercielle pinligheder ser dagens lys ved en retssag med stærk mediedækning.

At forliget så alligevel kom i hus, vidner om, at to motivationsfaktorer givetvis har været udslagsgivende:

  • Waymo erkendte, at deres sag var tynd. Når det kom til stykket, har deres lidar-teknologi efter meget at dømme ikke været så unik, som det Google-ejede selskab oprindeligt hævdede. Blandt andet føg det oprindeligt rundt med anklager om brud på patenter. Disse påstande havde Waymo stille og roligt droppet.

  • Uber har haft stærke incitamenter til at droppe sagen, som ellers ville have afsløret masser af detaljer om et selskab med en forskruet arbejdskultur og et afslappet forhold til digitaliseringsregler.

Når det så er skrevet, har retssagen og forløbet op til afdækket masser af tekniske kuriøsiteter og givet os indblik i dele af Waymo og Uber, som ellers aldrig ville have set dagens lys.

Det gælder blandt andet en nedrig plan om at få Elon Musk ned med nakken, fortrolige kredsløb inkorporeret i øreringe og opfattelsen af AI som religion.

Læs også: Google vs. Uber: Opvarmning til årets retssag om selvkørende biler

Når sagen er ekstra interessant ud fra et teknisk perspektiv, hænger det blandt andet sammen med, at hurdlen med lidarer især har været, at de var dyre at masseproducere og klodsede i størrelse, som en kaffekande på bilens ydre. Flere firmaer, blandt andre Waymo, har dog i de seneste år hævdet at have udviklet lidarer, der rundbarberer både pris og vægt.

Derfor kan vi nu snart udstyre vores biler, robotter, mejetærskere og alt andet med tusinder af små lidar-sensorer, der lader dem se verden.

Vi guider dig her til fem nedslag i sagen om Google vs. Uber. Nogle af dem lærerige. Andre slet og ret bizart fascinerende.

1. Uber er ved at blive voksen

Travis Kalanick stiftede sammen med Garrett Camp Uber i 2009. Illustration: Czar/Wikimedia Commons

Uber har vist sig at være en uhyre populær app og og et succesrigt dataindsamlingsfirma, men også et problematisk produkt og selskab med masser af møgsager på grund af chefernes opførsel og afslappede forhold til love og regler. Lad os blandt andet nævne:

Ubers nye direktør, Dara Khosrowshahi, har arvet alle disse og mange andre møgsager fra sin kontroversielle forgænger, Travis Kalanick.

Disse sager har besværliggjort ønsket om den børsintroduktion, som Uber forventes at være klar med inden for et års tid. Omvendt viser Dara Khosrowshahis håndtering af disse sager og især lidar-slagsmålet med Googles Waymo, at Uber nu er et helt andet selskab: et mere modent og regelret foretagende.

Tonen fra Dara Khosrowshahi er således markant anderledes og mere forsonlig end hans forgængers. Han ville øjensynligt knuse alt på vejen i kapløbet om at producere den bedste lidar-teknologi.

»Samtidig med, at vi ændrer måden, vi arbejder på, og sætter integritet i højsædet for enhver beslutning, ser vi frem til kapløbet om at bygge fremtiden,« skriver han i en udtalelse i forbindelse med forliget.

2. Lidar-stjernefrø plages af sin fortid

Ifølge Waymo skulle diplomingeniøren og lidar-eksperten Anthony Levandowski (th.) ligefrem have installeret speciel software på sin tidligere bærbare computer for at få adgang til Waymos design-servere og hapse 9,7 gigabyte filer med fortroligt materiale. Materialet blev derefter overført til en ekstern harddisk, og Levandowski formatterede derefter sin bærbare computer i håbet om, at hans handlinger ikke kunne spores. Illustration: John Sommers II/Transport Topics

Diplomingeniøren Anthony Levandowski har indtil nu været en af de bærende kræfter i udviklingen af autonome køretøjer og lidarer. Allerede som studerende byggede Anthony Levandowski i 2004 det eneste tohjulede selvkørende køretøj, som fuldførte Darpas 'Grand Challenge'. I 2007 konstruerede Anthony Levandowski en kortlægningstjeneste baseret på lidarer og i 2008 Pribot, som ret beset var en selvkørende Toyota Prius.

Indtil 2016 arbejdede han hos Google og Waymo, men sagde op i januar 2016 for at stifte Otto, da han, som han fortalte til New York Times, var »ivrig efter at kommercialisere de selvkørende køretøjer så hurtigt som muligt«.

Otto blev hurtigt opkøbt af Uber, som var forhippet på at udnytte Anthony Levandowskis kvalifiktioner. Men halvvejs inde i forløbet op til retssagens begyndelse fik Levandowski sparket. Uber havde mistet tilliden til ham, da han nægtede at bidrage med informationer om de eventuelt stjålne filer fra Waymo.

Trods hans lidar-tæft ser det altså nu ud til, at Anthony Levandowski er en plaget mand. En mand, som nok har optimeret de sensorer, der lader autonome enheder se verden, men som selv har været blind og ikke formået at se problemerne tårne sig op i hans egen verden.

Anthony Levandowski er indblandet i to voldgiftssager med Waymo. Og som om det ikke er nok, er Anthony Levandowski desuden beskæftiget af to andre sager, som formentlig tærer på hans tid dedikeret til udvikling af lidarer.

For det første har Anthony Levandowskis tidligere barnepige anklaget ham for at sjofle hendes løn. Tillige spiller barnepigen en vigtig rolle i et andet sagsanlæg om, at Anthony Levandowski skulle have haft en muldvarp inden for Tesla. Denne muldvarp skulle have lækket info til Levandowski om, hvordan Tesla udvikler batteripakken i deres Tesla Semi-lastbil. Barnepigen hævder at have overhørt samtaler om, hvordan Levandowski har fået insider-info om produktionen og betalt muldvarpen for disse læk.

For det andet har Anthony Levandowski haft travlt med at grundlægge en ny religion. Det vidner en ansøgning til de amerikanske skattemyndigheder om.

Way of the Future (WOTF) hedder den religiøse bevægelse, hvis aktiviteter ifølge ansøgningen vil fokusere på »the realization, acceptance, and worship of a Godhead based on Artificial Intelligence (AI) developed through computer hardware and software«.

Altså en form for trosretning, hvor den øverste metafysiske skabning bliver udskiftet med en mere håndgribelig digital øverste enhed: den kunstige intelligens med omnipotente, overmenneskelige egenskaber.

Ingeniøren har forsøgt at anmode om medlemskab af WOTF. Det er tilsyneladende ikke muligt på nuværende tidspunkt, men på bevægelsens hjemmeside kan du finde mere info.

»Way of the Future (WOTF) is about creating a peaceful and respectful transition of who is in charge of the planet from people to people + 'machines'. Given that technology will 'relatively soon' be able to surpass human abilities, we want to help educate people about this exciting future and prepare a smooth transition,« fortæller WOTF blandt andet.

3. Tech-giganter begår også bommerter

Seval Oz modtog et sæt øreringe med kredsløb til lidarer, da hun forlod sit job som udviklingschef hos Google (så vidt vi ved, er øreringene på billedet af den mere normale, hundedyre slags uden kredsløbspynt). Illustration: PR-Web

Digitale foretagender som Uber og Google er top-professionelle og slet ikke lige så sløsede med kodeord og fortrolige data, som danske kommuner eller du og jeg.

Var du af den opfattelse, så udstillede forberedelserne til retssagen, at det er en vildfarelse.

Google og Uber har også en lemfældig omgang med fortrolige info.

Centralt for Waymos (altså Googles) anklage mod Uber om tyveri af forretningshemmeligheder var ellers, at Waymo vogter ekstremt nidkært over deres lidar-teknologi. Alle netværk indeholdende Waymos fortrolige information er krypterede, kræver kodeord og dobbelt autentifikation for adgang.

Alle medarbejdere er underlagt strenge sikkerhedssystemer. Waymo anvender også begrænset adgang, vagter og videoovervågning af sine fysiske faciliteter, har it-firmaet gentagne gange fortalt i forbindelse med retssagen. Forlød det altså.

Men som det kom frem i retten, anvender Waymo tillige deres unikke og hemmelige lidar-kredsløb til øreringe. Øreringe, som de forærer væk til medarbejdere, der forlader Waymo til fordel for konkurrerende selskaber.

Sådan et sæt modtog Seval Oz, da hun i 2014 forlod Googles afdeling for selvkørende biler efter tre års ansættelse til fordel for Continentals afdeling for selvkørende enheder.

Læs også: Kredsløb i øreringe: Googles kamp mod Uber tager en bizar drejning

Produktionen af sådanne særprægede øreringe kom for dagen i retten, da en advokat for Otto fremviste øreringene til Pierre-Yves Droz, ingeniør hos Waymo.

Advokaten spurgte Pierre-Yves Droz, om han genkendte noget ved øreringene.

»Det … er tidligere versioner af GBr2-kredsløbet,« svarede Droz ifølge transskriberingen af vidneudsagnet refereret af Spectrum IEEE.

GBr2 står for Grizzly Bear 2, som er en tidligere version af Waymos lidar-system. Og ifølge vidneudsagnet fra Pierre-Yves Droz skulle der ikke være en synderlig stor forskel mellem GBr2 og GBr3, som Waymo altså anklager Uber for at have tyvstjålet og kopieret.

»Dette er fortroligt … det er ikke noget, vi burde give til nogen. Slet ikke personer, som forlader firmaet,« sukkede Pierre-Yves Droz.

Otto har sandsynligvis inddraget øreringene i sagen for at vise, at Google og Waymo har været sløsede med deres sikkerhed omkring deres lidar-teknologi, og at den derfor ikke længere kan betragtes som en forretningshemmelighed.

I sagen kom det også frem, at det var Anthony Levandowski selv, der havde gjort sig umage med at opsøge Seval Oz for at få hende til at overbringe ham øreringene, så de kunne indgå i sagen.

4. Ville have Musk ned med nakken

Elon Musk, Tesla og AutoX sværger udelukkende til radar og kameraer, men ellers er brugen af lidarer en integreret og afgørende del af de øvrige bilproducenters forsøg på at fremstille autonome køretøjer. Illustration: kqedquest

Nok er Elon Musk en tiljublet herre i de fleste ingeniørkredse. Men der er også undtagelser.

Anthony Levandowski og Travis Kalanick er blandt dem.

Aversionen mod Elon Musk hænger sammen med, at Tesla er blandt de få, hvis planer om selvkørende biler foregår uden brugen af lidarer. Så hvis Tesla fik autonom succes, ville det altså være skidt for Anthony Levandowski og Travis Kalanick.

Derfor drøftede de to ofte i Messenger- og sms-korrespondancer, hvordan det gik med Tesla og Elon Musk. Det viser kommunikation fremlagt i forløbet op til retssagen.

»Tesla crash in January … implies Elon is lying about millions of miles without incident. We should have LDP on Tesla just to catch all the crashes that are going on,« skrev Levandowski den 14. september 2016 til Travis Kalanick.

Uber-stifter Travis Kalanick samtykkede:

»We’ve got to start calling Elon on his shit. I'm not on social media but let's start 'faketesla' and start give physics lessons about stupid shit Elon says like [saying his cars don’t need lidar].«

Anthony Levandowski og Uber-stifter Travis Kalanick mødtes desuden ofte privat for at drøfte deres planer.

»We’re going to take over the world. One robot at a time,« skrev Levandowski den 9. september 2016 i en sms til Kalanick, som svarede næste dag:

»Down to hang this eve and mastermind some shit.«

Teknisk indikerer korrespondancen også, at Uber med Levandowski om bord var helt på det rene med, at deres lidar-teknologi ikke var udviklet nok, da de lancerede en selvkørende taxi-tjeneste på gaderne i San Franciso i december 2016.

En bil, som Uber selv rapporterede kørte over for rødt 16 gange.

5. Nu kommer der tempo i udviklingen

Med forliget i retssagen udstiller især Uber, at selskabet lægger afstand til stjerneingeniøren Anthony Levandowski, som er blevet fyret.

På grund af tvisten om påstået stjålen teknologi har Anthony Levandowski desuden accepteret et påbud mod at arbejde med lidar-teknologi, mens sagen verserede. Et tilsvarende, men mindre stramt påbud har desuden afholdt Ubers teknologiske udviklingsafdeling fra at arbejde videre med en række lidar-projekter.

Så uanset om man hepper på Uber, Waymo eller Anthony Levandowski, har retsforløbet haft den konsekvens, at vi alle har måttet affinde os med en langsommere teknologisk udvikling af lidarer, end hvis der slet ikke var nogen retssag.

Men nu kommer der formentlig atter tempo i udviklingen af de specielle, eftertragtede sensorer. En lettelse, som også kan spores hos Uber, hvor ingeniørerne altså nu for alvor igen kan koncentrere sig om udviklingen af lidarer uden nogen juridiske spændetrøjer.

»Til vores medarbejdere, især de talentfulde i Ubers Advanced Technologies Group: Jeg er inspireret af jeres engagement for at realisere drømmen selvkørende køretøjer. I løbet af det sidste år er I blevet distraheret fra den mission. Det er jeg ked af,« skriver Dara Khosrowshah i en udtalelse fra Uber.

(6. Bonus-punkt: Fugleklatter er altid irriterende)

Nok hævder mange lidar-producenter og førende tech-firmaer såsom Google, at vi står på tærsklen til en autonom revolution takket være deres kvantespring inden for lidarer. Men når eksempelvis Waymo testkører deres biler i virkeligheden, får vi indblik i, at alskens trafikale udfordringer stadig kan skabe forvirring, når en selvkørende bil skal se omgivelserne.

Eksempelvis når en fugl beslutter sig for at tømme mavesækken ud over den højteknologiske lidar-kuppel og øjeblikkeligt blænde bilen. I så fald er der kun gammeldags løsninger at ty til:

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det ser besnærende simpelt ud at anvende og behandle data fra en lidar. Man skal bare huske, at når vi ser videoen, så er den først processeret af en meget kraftig biologisk model, vi har opbygget over mange år.

Hvis man prøver at forstyrre den model, ved at tilføje en meningsløs transformation til videoen i artiklen, bliver det lidt sværere at tælle antallet af fodgængere:

https://i.imgur.com/96JoHdm.gifv

En traditionel- eller en AI-algoritme, er ligeglad med hvilken af videoerne den ser på,....

  • 0
  • 0

Denne ganske lange - og stedvis noget vidtløftige - artikel kunne vist have godt af en sproglig (og indholdsmæssig) opstramning! :)

  • 2
  • 6

Din pointe er lidt uklar

Fair nok. Der er ikke nogen transformation.
Min pointe er bare, at det ser nemt ud at behandle data, når vi kan putte vores egen forsåelse og model af verden ned over data. Transformationen gør at du ikke kan bruge din egen model af veje, biler, huller og fodgængere til at forstå data. Der er præcis samme data tilgængeligt i begge videoer, den sidste ser bare lidt mere kompliceret ud.

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten