Fem tegn på, at din leder kører dig i sænk
Adskillige joboplag efterspørger stærke medarbejdere, som kan klare presset på det moderne arbejdsmarked. Men fokusset på robuste ansatte flytter ledelsens ansvar over på medarbejdernes skuldre.
Nye jobtilbud hver uge. Tjek de nyeste opslag på Jobfinder.
Ansatte i både offentlige og private organisationer oplever at blive tvunget ind i en trædemølle, som ikke stopper, før kroppen kollapser, mens chefen på sidelinjen brøler, at de skal løbe endnu hurtigere. Stress er således i dag blevet en folkesygdom, hvor diagnosen ofte burde pege direkte på dårlig ledelse.
»Virksomheder søger robuste medarbejdere, der evner at have mange bolde i luften. Hele ansvaret for trivslen blandt ansatte lægges på deres egne skuldre. Man glemmer altså, at det er lederne, der har ansvaret for, at folk har det godt,« fastslår tidligere jagerpilot Søren Sørensen, der i flere år har skrevet bøger samt afholdt kurser om motivation og præstationer for virksomheder.
Netop dårlig ledelse gør det nødvendigt for arbejdstagere at være ekstra opmærksomme på sig selv – og ikke mindst deres chef.
Du skal kunne spotte, om din leder er ved at køre dig i sænk, og sige fra i tide.
Måling af medarbejdere fører til forkerte fyringer
Der findes ikke individuelle toppræstationer. De er i hvert fald meget sjældne, mener Søren Sørensen. Overdrevet fokus på enkeltes resultater er således gift for et godt arbejdsmiljø.
Bag de fleste resultater vil der som regel være mere end en person. Det gælder også på arbejdsmarkedet, hvor nogle virksomheder holder nøje øje med enkeltmandspræstationer.
Design- og udviklingsingeniører er eftertragtede. Find det rette job for dig.
Socialt vellidte ansatte, som får kollegerne til at grine, eller kreative hoveder, der glædeligt bidrager med brainstorming-ideer, kan blive overset og deres værdi undervurderet. I værste tilfælde kan nogle ansatte miste deres job, fordi deres bidrag ikke giver udslag i målingerne.
»Hvad er det, vi måler på, når vi forsøger at måle effektivitet? Det er vigtigt at have fokus på. Man overser let faktorer som de medarbejdere, der er dygtige til at hjælpe deres kolleger, eller dem, som er med til at gøre hverdagen spændende og sjov. Det fremgår ikke at præstationstal,« påminder han.
»Som alternativ til, at ledelsen måler deres medarbejderes mindste bevægelse, bør man lade det være op til de enkelte teams at håndtere underpræsterende ansatte. Den mest effektive måde er feedback fra de nærmeste frem for en ledelse, der baserer deres kritik på overfladiske målinger.«
I den ånd bør bonusser og andre præmier for individuelle resultater derfor være bandlyst. Det kan medføre intern konkurrence, der fjerner opmærksomheden fra arbejdet for i stedet at danne grobund for en blomstrende vækst i stressudbrud.
Alle opgaver er LIGE vigtige
Nogle ledere kan have for vane at vægte alle opgaver, de stiller, lige højt. Det tvinger ansatte til altid at give hundrede procent, hvor man i realiteten overskrider sine grænser og overbelaster sig selv.
Hvis først en ansat lægger sig med stress, vil risikoen for, at den næste sygemelding kommer i de efterfølgende måneder, vokse. Det mener foredragsholderen, der påpeger, at chefer skal være parate til at forsvare deres team, hvis den øverste ledelse forlanger for meget.
»Man risikerer en potentiel domino-effekt, hvor den ene medarbejder efter den anden må sygemelde sig, hvis man ikke fjerner roden til problemet.«
Derfor kræver det, at firmaer er åbne omkring problematikken.
Rådgivere og konsulenter er eftertragtede i flere firmaer. Find dit drømmejob.
Eksempelvis oplevede Søren Sørensen, at en virksomhed, som han skulle holde oplæg for, bad ham om at undlade at nævne ordet 'stress'. Netop det kan være en farlig tilgang, da man gemmer potentielle stressproblemer under gulvtæppet, hvor det som et termitangreb kan sprede sig til resten af huset.
»Hele afdelingen i en virksomhed kan være presset, hvis én knækker. Og hvis man mister en mand på holdet, må andre løfte den arbejdsbyrde, som står tilbage. Man beder næsten om en stressepidemi, hvis man som ledelse ikke handler.«
Det bedste råd er derfor at spørge din leder, hvilken opgave du skal prioritere højest. Lad ham eller hende afgøre, hvor du skal investere dine kræfter. Hvis ledelsen nægter at være lydhøre over for deres ansatte, vil det kun afføde mere frustration og muligvis forhøjet sygefravær.
Det er useriøst at have det sjovt
Har du aldrig set din chef smile eller hørt ham grine? Så er han måske en ringe leder. Som overhoved er man forpligtiget til at være et forbillede – også når det handler om at skabe arbejdsglæde.
»Den allerbedste motivation er glæde. Alle vil gerne lave noget, de synes er sjovt. Lyst er afgørende for kvalitet og produktivitet,« konstaterer Søren Sørensen.
Konklusionen fra den tidligere jagerpilot er, at ledere skal give plads til sjov og sociale afbræk fra arbejdet.
Ingeniører inden for drift og tilsyn har flere spændende muligheder. Se de nyeste opslag.
Mange virksomheder har faciliteter, der indbyder til korte pauser foran eksempelvis bordfodboldbordet, men de tør ikke benytte dem, fordi det virker useriøst over for kolleger og ledelsen.
Derfor bør det være naturligt for en god leder at vise vejen for medarbejderne, når det handler om at tage fem minutters pause for at joke med en ansat eller udfordre en kollega til et spil bordfodbold.
En chef, der bevæger sig uden om humor og sjov i hverdagen og udelukkende fokuserer på at være seriøs, kan således skade effektiviteten.
»Man skal som ledelse eksplicit italesætte, at det er okay at holde en pause fra arbejdet. Det er et udtryk for en tillidserklæring. Fordelen vil være gladere medarbejdere, som leverer bedre resultater,« pointerer Søren Sørensen.
Kontrolfreaks river arbejdsglæden ud af folk
Mange har haft en overordnet, som sugede alt glæden ud ens dagligdag ved at ville bestemme alt ned til mindste detalje. Det skaber flaskehalse, hvor produktiviteten tabes på gulvet til fordel for lederens ønske om at godkende alle beslutninger.
»Hvis man konstant forsøger at føre kontrol, er det utroligt demotiverende som ansat. I mine øjne leder man ikke, men overvåger i stedet, og det skaber mistillid. Når vi først dertil, så falder arbejdsglæden dramatisk. Og det samme gør kvaliteten af medarbejdernes arbejde,« mener Søren Sørensen.
It-virksomheder søger udviklere, specialister og ledere. Find det rette job for dig.
Kontrasten til en kontrollerende leder, der overvåger sine medarbejdere, er en tillidsfuld manager, som tør uddele ansvar til ansatte.
»Tillid er den olie, der får maskineriet til at spinne i enhver virksomhed, indskyder den tidligere jagerpilot.«
Frem for at lade medarbejderne gøre deres arbejde og bruge deres ekspertise, reducerer man deres roller til lederens forlængede arbejdshænder. For mange vil det derudover være en stressfaktor, når chefen altid står lige bag dem for at tjekke deres arbejde.
Motivation gennem dobbelt arbejdsbyrde
At stress kun rammer de svage, der ikke kan klare nutidens arbejdsliv, er en myte. Og den bør skydes ned med det tungest mulige artilleri.
Alligevel sidder mange flere dage om ugen til sent ud på aftenen, eller møder to timer tidligere så de kan nå alle de pligter, de er blevet pålagt. Hvis din leder har tendens til at belønne gode præstationer med ekstra arbejde, bør man tage en snak med vedkommende.
Behov for dygtige folk inden for business og management. Find dit næste job.
»Nogle mener, at det er et svaghedstegn at sige fra, når chefen smider en bunke ”bonusopgaver” på dit skrivebord, mens du fortsat arbejder på det, du sagde ja til i de foregående dage. Men det er en uskik,« fremhæver han.
Selv jagerpiloter i Flyvevåbnet har mulighed for at sige fra, hvis de ikke føler sig på toppen. Tanken bag er simpel: Er man ikke oplagt, vil ens præstation bære mærke af det. Både i kritiske situationer i Flyvevåbnet, hvor liv kan være på spil, og i virksomheder, hvor konsekvensen kan koste kunder eller minus på bundlinjen, er det afgørende.
Ingeniører efterspørges til produktion og logistik. Tjek dine muligheder.
Trods det praktiserer mange chefer at tildele ekstra tjanser til ansatte, som leverer solide resultater, men det er bare et bede om udbrændte medarbejdere, fastholder Søren Sørensen:
»Det er ufatteligt kortsigtet som leder. Men ansatte er tit nødt til at sige fra i flok, hvis det skal have indflydelse på ledelsen. Ingen medarbejder er Supermand, men sammen kan man i det mindste skabe et bedre arbejdsmiljø, hvor man får mulighed for at samle kræfter og restituere, når man har arbejdet hårdt.«
Artiklen er en genudgivelse (udgivet første gang d. 18. oktober 2017). Jobfinder udgiver nogle af de bedste historier fra 2017 i mellem jul og nytår samt i januar.
