Fejl på spritny bro: Nordmænd finder en ødelagt bolt og svagheder i 12 andre
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Fejl på spritny bro: Nordmænd finder en ødelagt bolt og svagheder i 12 andre

Hålogalandsbroen i Norge åbnede for trafik 9. december 2018. Nu er den tæt på at blive lukket. Illustration: TorbjørnS / Wikimedia Commons (CC-BY-SA-4.0)

Den 9. december 2018 åbnede den norske bro Hålogalandsbroen for trafik. Men under en måned senere opdagede det norske vejdirektorat, Statens Vegvesen, et brud på et stag. Nu har de påvist en revne i én bolt, og efter ultralydsundersøgelser har de opdaget mulige svagheder i 12 af i de alt 344 bolte.

Endnu vurderes det ikke, at bæreevnen er påvirket, men broen kan lukkes med kort varsel, hvis der opdages flere brister.

Det skriver Statens Vegvesen i en pressemeddelelse. Avisen Fremover skriver, at det var en mekaniker, som opdagede den revnede bolt under monteringsarbejde på Hålogalandsbroen.

Entreprenøren er ansvarlig

I den seneste opdatering fra Statens Vegvesen står der, at alle 344 bolte, som holder brokablerne på plads, er inspiceret med ultralyd. Det var her, der blev registreret mulige svagheder i 12 nye bolte.

»Arbejdet med at skifte dem ud er sat i gang. Dette er jo en reklamationssag, og vi følger derfor entreprenøren tæt, for at arbejdet skal gå så hurtigt og effektivt som muligt,« siger Stein Johnny Johansen, afdelingsdirektør i projektafdelingen i Region nord i Statens Vegvesen, i pressemeddelelsen.

Delkabel ude af funktion

Broen er foreløbig åben for trafik, men vejvæsenet varsler, at den vil blive lukket med kort varsel, hvis der opdages flere brud.

»Ét af 44 delkabler i det ene hovedkabel er ude af funktion. Skulle der opstå brud i flere bolte, kommer vi til at lukke broen for at være på den sikre side,« udtaler Stein Johnny Johansen i pressemeddelelsen.

Statens Vegvesen ved endnu ikke, hvad der er årsagen til bruddet. Nu har de bedt DNV GL om bistand for at komme til bunds i sagen.

Prøver at forstærke boltene

Derudover har de fremlagt en arbejdsplan for de næste dage:

  • Inspektion af alle boltene to gange i døgnet.

  • Arbejde med en ansvarlig entreprenør for stålarbejdet på broen for at få produceret nye bolte så hurtigt som mulig og for at finde årsagen til, at bolten svigtede.

  • Analyse af fundene fra ultralydinspektion af boltene.

  • Bolten, som blev skadet, er sendt til et laboratorium for undersøgelse.

  • Ny ultralydsinspektion i uge 5.

»Sammen med selskabet, som har projekteret broen, kigger vi på øjeblikkelige foranstaltninger for at forstærke de bolte, som har indikationer på fejl. Vores mål er at forstærke dem, så de holder, indtil vi har fået produceret nye og kan skifte dem,« skriver Statens Vegvesen.

Artiklen er fra tu.no

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

I december var min LinkedIn fuld af reklamer fra projektets rådgiver COWI i forbindelse med åbningen... Spørgsmålet er vel om det ikke er både egen kontrol og bygherre kontrol som er svigtet?

  • 2
  • 0

,,et brud på et stag. Nu har de påvist en revne i én bolt, og efter ultralydsundersøgelser har de opdaget mulige svagheder i 12 af i de alt 344 bolte.,,

,,»Sammen med selskabet, som har projekteret broen, kigger vi på øjeblikkelige foranstaltninger for at forstærke de bolte, som har indikationer på fejl. Vores mål er at forstærke dem, så de holder, indtil vi har fået produceret nye og kan skifte dem,« skriver Statens Vegvesen.,,

Man har et brud på et stag, man kan påvise en revne i en bolt og man kikker på foranstaltninger for at forstærke de bolte, som har indikationer på fejl.

Hvad er sammenhæng mellem, brud på stag - revne i bolt - forstærke værende bolte.

Det hele forekommer mig som sort tale, findes der billeder eller andet der kan fremme forståelsen ?

  • 2
  • 0