Fejl på milliarddyr vejrsatellit: Bliver for varm i rummet
more_vert
close
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Fejl på milliarddyr vejrsatellit: Bliver for varm i rummet

GOES-17 satellitten har svært ved at holde de nødvendige minus 213 grader celsius. Illustration: Nasa

Når solen står op over Jordens horisont, går det galt for den nyeste amerikanske vejrsatellit, GOES-17.

Solopgangen sender nemlig sollys direkte ind i GOES-satellittens ABI-kamera og forhindrer kameraet i at holde en konstant temperatur på minus 213 grader celcius. Og når kameraet bliver for varmt, fungerer det ikke ordentligt.

»Det er et alvorligt problem ... Det her er vores vigtigste jordobservationsinstrument på GOES-platformen, og hvis det ikke fungerer optimalt, er det et tab,« lød det under et telefonisk pressemøde fra Steve Volz, der er chef for NOAA's satellit- og informationsservice.

Under pressemødet, der kan genhøres i denne pressemeddelelse, kom det også frem, at køleproblemet påvirker kameraets 13 infrarøde og nær-infrarøde kanaler.

Kamera kan skelne mellem sne og tåge

GOES-17 blev sendt op 1. marts og er en af NOAAS fire nye vejrsatellitter til i alt 70 mia. kroner. GOES-16, der blev sendt op i november 2016, har ikke haft problemer med sit kølesystem, selvom det er identisk.

GOES-16 overvåger den østlige del af USA, Atlanterhavet og Sydamerika, mens GOES 17 overvåger det vestlige USA, Alaska, Hawaii og Stillehavet.

Problemet på GOES-17 er ikke kritisk, men surt for NOAA, der med det nye ABI-kamera (Advanced Baseline Imager) havde håbet på en lang række forbedringer. For eksempel så de frem til bedre at skelne mellem sne, tåge, skyer, aske og lignende. Opdateringen af vejrfænomener som orkaner ville også ske med 30 sekunders mellemrum i stedet for fem minutter i dag, skriver Spaceflight Now.

Problemet er isoleret til kølerør

GOES-17 er parkeret i et geostationært kredsløb 36.000 kilometer over ækvator, og køleproblemet påvirker ABI-kameraet halvdelen af døgnet. Værst er det ved solopgang, hvor solen skinner direkte ind i kameraets linse.

Eksperter fra NOAA, Nasa og ABI knokler nu for at løse problemet, som de har isoleret til kølerør mellem ABI-kameraet og en radiator. Kølesystemet, der er bygget af firmaet Harris Corporation, fungerer groft sagt ved, at en mekanisk køler cirkulerer væsken propen – eller propylen – gennem kølerør omkring kameraet og til en radiator i rummet.

Flere andre satellitter, herunder de japanske Himawari-satellitter, har identiske kølesystemer, som eksperterne nu har kig på. Især er NOAA interesseret i at afgøre, om de skal foretage ændringer på de næste GOES-satellitter, GOES-T og GOES-U, der skal opsendes i de kommende år, skriver Science.

NOAA har to backup-satellitter klar til at tage over for GOES-17, hvis den fejler helt. De har blandt andet den ni år gamle GOES-14 satellit, der i øjeblikket befinder sig i et standby-mode.