Fejl i byggeriet skal stoppes med fælles sprog

Fejl i byggeriet skal stoppes med fælles sprog

Forsinkelser i byggebranchen skyldes ofte dårlig kommunikation mellem de mange involverede parter. Nu samles en række nøgleaktører i et stort projekt for at finde fælles fodslag via en kommunikationsplatform udarbejdet af den danske virksomhed GenieBelt.

Når et nyt byggeprojekt påbegyndes, samler det utrolig mange forskellige aktører, der hver kommer med deres sæt af kompetencer, tilgange og måder at kommunikere på. Og det er ofte de kommunikative forskelle, der skaber store forsinkelser i byggebranchen.

Det fortæller Ulrik Branner, der er kommerciel direktør og partner i virksomheden GenieBelt, som har udviklet en kommunikationsplatform, der skal få entreprenører, håndværkere, bygherrer, arkitekter og rådgivere til at tale samme sprog.

»Byggeriet består af en kompliceret værdikæde med aktører, der taler forskellige sprog. Hvis vi kan få dem til at tale samme sprog, mindsker vi også fejlene og konflikterne, og i sidste ende mindskes forsinkelserne,« siger han.

GenieBelt har kontorer i Danmark og Polen, men byggeprojekter i hele verden kan benytte deres løsning. Her ses kommerciel direktør Ulrik Branner (tv.) og kundeambassadør Peter Dreschler (th.) (Foto: GenieBelt)

Læs også: Dårlig rådgivning har forsinket og fordyret sygehusprojekt

Med flere millioner i ryggen fra blandt andre Markedsmodningsfonden skal GenieBelt nu indgå i et stort projekt med adskillige entreprenører, Statens Byggeforskningsinstitut og den rådgivende ingeniørvirksomhed Balslev.

Rådgivernes formelle sprog skal integreres

GenieBelt har et par år på bagen og er ved at slå sit navn fast i branchen. Blandt andet har løsningen været benyttet under opførelsen af Mærsk Bygningen på Københavns Universitet.

Ulrik Branner fortæller, at det nye projekt især skal omfavne de rådgivende ingeniørvirksomheders mere formelle kommunikation, som blandt andet indbefatter tilsynsnotater, fejlnotater og andre dokumenter af mere formel karakter, som kan være en anelse tunge for de øvrige parter.

»Det støtter op om vores vision om at favne al kommunikation i et byggeprojekt. Der er mange rådgivere, der har deres egne standarder og måder at gøre tingene på, og selvom vi tidligere har kørt projekter med rådgivere, vil vi gerne have dem dybere integreret,« siger Ulrik Branner fra GenieBelt.

Læs også: Robotter og VR-Briller er byggesjakkets nye medlemmer

Hos Balslev ser man et stort potentiale i GenieBelts kommunikationsplatform, som samler alt fra e-mails og billedmateriale til dialoger med myndigheder på den samme platform.

»Som rådgivende ingeniør er det i høj grad virksomheder som os, der kan drage stor fordel af et værktøj som GenieBelt. I byggeprojekter er der ofte mellem tre og fire parter involveret, hvilket betyder, at der er rigtig meget dialog på kryds og tværs, og ved at have en fælles platform er det nemt for den enkelte projektdeltager at finde ud af, hvad der er sagt og aftalt om hvad - og hvornår,« siger chef for bygherrerådgivning of projektudvikling hos Balslev Peter Voigt Albertsen.

Byggebranchen halter efter

Med i projektet er også Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) ved Aalborg Universitet, som skal evaluere og måle, hvordan GenieBelts ydelse slår an på markedet. Her mener seniorforsker Niels Berthelsen, at den fælles platform rammer ned i byggebranchens nuværende udviklingsbehov.

»Byggebranchen er i en rivende udvikling, hvor den skal industrialiseres. Det vil sige, at rådgivere, entreprenører og andre skal være mere effektive, og det mener vi, at digitale data har stor indflydelse på,« siger han.

Læs også: Byggebranchen får en ny chance for at vise, at den kan innovere

Ulrik Branner fra GenieBelt er enig i, at der er et enormt udviklingspotentiale i byggebranchen.

»Til forskel fra mange andre brancher har byggeriet ikke indført teknologi som en effektiv kommunikationsplatform. På den måde er det en meget fragmenteret værdikæde af aktører,« fortæller han.

»Vi skal rette op på, at byggebranchen er en af de eneste brancher, der helt usædvanligt og modsat alle andre har formået at forværre medarbejdereffektiviteten de seneste 50 år blandt andet på grund af dårlig kommunikation,« lyder det fra Ulrik Branner.

Kommentarer (7)

Det er måske lidt vel friskt at påstå at produktiviteten ligefrem er forværret.
Det er
1) svært at måle p.g.a. opgørelsesmetoden (produceret kvm/kr)
2) byggeri for 40 år siden adskiller sig væsentligt i fra dagens byggeri qua væsentligt højere kompleksitet.

Når det så er sagt, er der helt sikkert forbedringer at hente, men der findes såvidt jeg ved allerede flere værktøjer til at håndtere en digitalisering af byggeprocessen (iBinder, byggeweb m.fl.), så hvor revolutionerende deres produkt er, må jo komme på en prøve...

  • 2
  • 0

hej Christian,

Gode pointer - medarbejder effektivitet kan være en meget vanskelig størrelse at arbejde med. Min baggrund findes i et Stanford studie, der har brugt enddog megen energi på at sikre så godt et data grundlag som muligt.

Læs gerne om det her, samt find links direkte til selve White Paper og metoder anvendt: https://www.linkedin.com/pulse/byggeriet-h...

iBinder, ByggeWeb, Byggeprojekt.dk og 4Projects - alt sammen solide og stærke bud på dokumenthåndterings systemer m.m. som har gjort en stor forskel ( positiv ) ift digitalisering af Byggeriet.

Vi ønsker - med udgangspunkt i Projektstyring + Kommunikation + Samarbejde, at skabe en fælles platform og et fælles sprog, hvor ovenstående platforme sagtens vil kunne integreres, ligesom BIM værktøjer, Ajour, økonomi systemer, DropBox og Google - således at vi gør det enkelt for ALLE aktører i Byggeprojekter, at modtage og aflevere relevant information digitalt.

Og således at vi begynder at opsamle informationer og erfaringer på en struktureret måde, der tillader os at lære af erfaringerne på tværs af værdikæden.

Mange hilsener
Ulrik

  • 0
  • 0