Fejl hos Rigspolitiet gav sirene-kaos i Midtjylland
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Fejl hos Rigspolitiet gav sirene-kaos i Midtjylland

Illustration: Beredskab & Sikkerhed

Du skal ikke blive forskrækket, når klokken slår 12 i dag. Det er nemlig Store Hyledag, hvor myndighederne tester de over 1.000 varslingssirener landet over. Første onsdag i maj er nemlig den eneste dag om året, hvor man ikke skal gå indendørs og søge information på DR og TV2 om situationen.

Derfor var der også en del forvirring og bekymring hos rigtig mange jyske borgere, da alle varslingssirenerne blev aktiveret i Midt- og Vestjyllands politikreds 15. marts i år. Den fejlagtige aktivering af de mange sirener betød, at 586.000 blev bedt om at gå indendørs, selvom det i realitet kun var en enkelt sirene, som Midt- og Vestjyllands Politi ville aktivere. I stedet blev alle sirener i politikredsen aktiveret.

»Ved en beklagelig menneskelig fejl i NSIOC blev samtlige sirener i Midt- og Vestjyllands politikreds aktiveret i stedet for den ene sirene, som anmodningen gik på,« skriver Rigspolitiet i en redegørelse for forløbet, som er udarbejdet, efter det socialdemokratiske medlem af Folketinget Anette Lind havde spurgt justitsminister Søren Pape Poulsen (K) om forløbet.

Uheldet skete kun en uge efter, at opgaven med aktivering af alle varslingssirener er flyttet til Rigspolitiets Nationale Situations- og Operationscenter (NSIOC) i Ejby ved København.

Midt- og Vestjyllands Politi kontaktede første gang Rigspolitiet kl. 22 for at få sat en enkelt sirene i gang i forbindelse med en industribrand i Viborg. 19 minutter senere sendte Midt- og Vestjyllands Politi så en skriftlig anmodning om sirenevarsling og en beredskabsmeddelelse til Rigspolitiet. Men først kl. 22.38 var alle forkerte sirener slukket igen.

Læs også: Juridisk tøven bremser hurtigere udrykning til 112-opkald

Glemte beredskabsmeddelelse

De mange hylende sirener gav travlhed hos politiet, som på et tidspunkt havde 600 opkald i kø fra bekymrede borgere.

En forklaring på de mange opkald er formentlig, at Rigspolitiet først en time efter, sirenerne var sat i gang, fik sendt en beredskabsmeddelelse ud til DR, TV 2 og TV 2-regionerne med oplysninger til borgerne om, hvorfor sirenerne var aktive, og hvordan man skulle forholde sig til episoden.

Forsinkelsen skyldtes en menneskelig fejl hos Rigspolitiet, for Midt- og Vestjyllands Politi havde faktisk sendt en beredskabsmeddelelse videre til Rigspolitiet kl.22.19. Den blev bare først videresendt til DR og TV2 kl. 23.09.

»Det er fast praksis, at der først varsles med sirenerne for hurtigst muligt at få folk i sikkerhed, og at videre information derefter med det samme sendes i form af en beredskabsmeddelelse til DR, TV 2 og berørte TV 2-regionalstationer. I forbindelse med det konkrete forløb den 15. marts 2019 blev Rigspolitiets personale (…) hurtigt opmærksomme på, at der ved en fejl var sket varsling i et større område end tilsigtet, og begyndte derfor straks at afvarsle. Derfor gik der beklageligvis længere tid end normalt med at få fremsendt selve beredskabsmeddelelsen til medierne«, skriver Rigspolitiet i redegørelsen.

Ifølge Rigspolitiet burde lignende fejl ikke kunne ske igen.

»Der er efterfølgende fulgt op på procedurerne i Rigspolitiet med henblik på at minimere risikoen for, at en sådan fejl kan ske igen.«

Læs også: 14 år efter fyrværkerikatastrofe: Vital software til vagtcentraler syltet

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det ville være interessant at få oplyst og dokumenteret hvordan bruger-interfacet ser ud.

Artiklen taler om “kontakt” og “skriftlig anmodning” .... alene det virker noget løsagtigt.
Og hvordan foregår det så hos Rigspolitiet ?

Og for den sags skyld, kan borgere let på et web-site finde information ?
- når sirenerne lyder ?
- når beredskabsmeddelelsen udsendes på radio / tv ? (Er jo kort og summarisk).

  • 0
  • 0

Det er fast praksis, at der først varsles med sirenerne for hurtigst muligt at få folk i sikkerhed, og at videre information derefter med det samme sendes i form af en beredskabsmeddelelse til DR, TV2 og berørte TV2-regionalstationer.

Det burde da være muligt at skrive en kort besked samtidigt med at sirenerne sættes i gang, som automatisk kommer ud til medierne, beredskabs app'en, brs.dk og twitter.

  • 0
  • 0

Mange Whelen sirener der bruges til tornadovarsel i USA kan også "tale", og der sendes ofte en kort talebesked om hvilken retning tornadoen kommer fra og hvilken skala den er.
Kan de danske sirener også det ? eller er de kun beregnet til diverse hyletoner ( Whelen Sirens har en del forskellige advarselstoner at vælge mellem) ?

  • 0
  • 0

Det kunne jo være interessant at vide, om der eksisterer en kommunikationsplan omfattende strategi, taktik og operation - som er den klassiske niveaudeling.
På hvert niveau skal valg af push eller pull så vurderes både i princip og i praksis.
Målgrupperne skal defineres og anvendes konkret.

I betragtning af, at langt de fleste har adgang til smartphones eller lignende, så burde en kommunikationsstrategi vil omfatte:
- push = sirener, radio, TV, brs.dk app (som IKKE virker med slukket lyd !!!)., højtaler-vogn i kvarteret eller på stedet. Nyhedsudsendelser incl. pressemøder.
- pull = live info på radio eller tv, websites hos medier, website hos Politi eller BRS samt kommune. Pressemøder er mest i denne kategori.

Interesserede kunne jo dykke ned i forløbet for diverse hændelser som f.eks. Krudttønden, fabriksbrande, oversvømmelse (Jyllinge Nordmark), stormene.
Det hele kan jo samles i et passende analyseskema.

Min personlige, subjektive, fornemmelse er, at området ikke altid får systematisk fokus - omend der ved flere begivenheder er sket omfattende kommunikation.

Så det hele koger ned til: hvad kan jeg som borger forvente ?

  • 0
  • 0

Jeg var en af de heldige 586000 og jeg måtte konkludere at web er utilstrækkeligt ifm beredskabsmeddelelser. Svartiderne var simpelt hen for lange. Det eneste der virkede var min dab radio og tv, er her kom der som bekendt ingen meddelelser. Først senere, da det hele var faldet til ro igen, kunne jeg se nyheder på dr.dk og tv2.dk. Jeg forsøgte både via wifi/fiber og 4g.
Jeg lyttede ikke til fm-radio. Den er udfaset herhjemme, bortset fra i bilerne hvor der så ikke er dab (for lige at lave et link til debatten om dette).

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten