FBI: Drone med kobberkabel skulle kortslutte transformatorstation

En drone af modellen DJI Mavic 2 med nylonreb hængende fra sig, og for enden af dem et tykt kobberkabel, skulle »sandsynligvis« bruges til at angribe en transformatorstation i Pennsylvania, fremgår det af et notat fra de amerikanske myndigheder. Illustration: mavic

En drone med et kobberkabel monteret styrtede i juli sidste år ned på toppen af en bygning nær en transformatorstation i den amerikanske delstat Pennsylvania. Den modificerede drones formål var på baggrund af nedstyrtningsstedet »sandsynligvis« at forstyrre driften af elnettet i det nordøstlige USA »ved at skabe en kortslutning«.

Det rapporterer ABC News i en tv-udsendelse efter at være kommet i besiddelse af et nyt, fælles notat fra FBI, det amerikanske ministerium for indenlandsk sikkerhed (Department of Homeland Security) og National Counterterrorism Center.

Dronen, som blev fundet ved transformatorstationen i Pennsylvania, var af modellen DJI Mavic 2, der kan købes for under 10.000 danske kroner. Dronen havde to omtrent en meter lange nylonreb hængende fra sig, og for enden af dem var der sat et tykt kobberkabel fast med isoleringstape.

Læs også: Københavns Lufthavn på udkig efter droneforsvar

Ifølge ABC vurderer de amerikanske myndigheder, at det er første gang, en drone er blevet brugt i et forsøg på at skade landets energiinfrastruktur. Myndighederne frygter, at hændelsen afspejler en øget trussel fra droner mod energiinfrastruktur og anden kritisk infrastruktur.

Eftersom dronen styrtede ned, ledte hændelsen altså ikke til nogen forstyrrelser på elnettet. At angrebet fejlede kan skyldes, at dronen havde fået fjernet kameraet sammen med hukommelseskort og andet, der kan bruges til at identificere ejeren.

Det har ikke været muligt at finde frem til, hvem der står bag, fremgår det af notatet.

Læs også: Forsvaret: Terrorgruppers droner udfordrer vores dominans i luften

Transformatorstationer beskyttes ikke mod luftangreb

Hvis kobberkablet monteret til dronen var kommet i kontakt med noget af kraftværkets højspændingsudstyr, kunne det ifølge mediet NewScientist have resulteret i en kortslutning, strømsvigt eller endda en brand.

Transformatorstationer beskyttes normalt med hegn og andre barrierer, men disse barrierer kan ikke beskytte mod droneangreb, advarer terrorforsker Zachary Kallenborn fra University of Maryland over for mediet.

»Forsvar til at bekæmpe terror forudsætter i høj grad et angreb fra jorden. Derfor er der hegn og pullerter over det hele,« siger han og påpeger, at denne slags jordbaserede forsvar er utilstrækkelige, hvis terrorister kan angribe fra luften.

»Droner er billige og nemme at bruge. Kritiske infrastruktur-faciliteter skal bekymre sig om angreb fra enhver retning,« siger han og tilføjer, at jammere nogle steder benyttes mod droner, men at man ikke kan beskytte alle transformatorstationer i landet, både på grund af prisen og begrænsninger i forhold til, hvor disse kan bruges.

Læs også: Droner i hobetal er på vej – men vi mangler forsvar mod ondsindet brug

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Fuglenet er almindelige og billige over dambrug, frugtmarker o.lign. , altså ret store arealer. Det gør angreb med billige droner upraktisk.

Kan det også sættes op over højspændings-stationer, eller er der noget der forhindrer det?

Økonomisk er det en afvejning af omkostningen ved at luftsikre et stort antal stationer, mod sandsynligheden og den økonomiske skadevirkning af målrettede drone-angreb.

  • 14
  • 3

Ja der har været udført et forsøg på sabotage af strømforsyningen. Sabotørerne har kunnet arbejde ret risikofrit. De bliver formentlig ikke fundet. Hvorfor publicerer FBI dog sådan en historie ? Det virker både dumt og tankeløst. Nu serverer FBI en god opskrift til en masse potentielle terrorister, om hvordan man nemt og risikofrit kan sabotere vital infrastruktur. Det var næppe hensigten med at offentliggøre historien. Mange gange undres man over graden af dumhed fra diverse offentlige myndigheder. Tilsvarende historier er også kendt fra Danmark, fra dansk politi.

  • 20
  • 8

Måske fordi en drone ikke er den nemmeste måde at sabotere. Faktisk kan du lave ligeså stor eller større skade med de skydevåben, som amerikanerne har så mange af. Og det har der også været episoder af.

Eller hvad med en batteridreven vinkelsliber på masten og så vente på næste storm?

Det er ikke svært og jeg tror at det, der primært beskytter os, er at der simpelthen er meget mere infrastruktur end der er tosser der vil sabotere. Og måske mangel på fantasi hos tosserne.

  • 24
  • 2

Et to meter langt nylonreb med en tyk kobberledning for enden, lyder temmelig tungt og svært at navigere med. Måske ikke så underligt at dronen styrtede. Mon ikke en mindre mængde plastisk sprængstof ville lave en del mere ravage. Er det nemmeste forsvar imod droner ikke at jamme den radiofrekvens som styrer den?

  • 1
  • 0

Måske fordi en drone ikke er den nemmeste måde at sabotere. Faktisk kan du lave ligeså stor eller større skade med de skydevåben, som amerikanerne har så mange af. Og det har der også været episoder af.

Ja, skydevåben er nok en større trussel... De elektriske stationer er beskytter mod kortslutninger, lynnedslag og lignende fejl/angreb... Men en transformer indeholder et par tons olie og et par skudhuller er fatalt. Uden olie, ingen køling...

  • 13
  • 0

Altså ideen har været præsenteret før, men der var det vist med et radiostyret modelfly (i en film). Folk, der vil ondt, er ikke altid fantasiløse. Jeg kender meget lidt til USAs infrastruktur, men sætter man én transformatorstation ud af drift, så er skaden normalt begrænset. Den slags uheld sker af og til - af sig selv. Herhjemme er skaden oftest lokal, og man er i drift igen "rimeligt hurtigt".

Et massivt angreb, hvor man sætter mange transformatorstationer ud af drift er svært med droner, der åbenbart her skulle styres tæt på (intet kamera). Altså man kan da skrive et manuskript, hvor "en arabisk konge" af en slags sender nogle containere til USA, der, når de åbnes, lader horder af kortslutningsdroner lette. Men der er sikkert meget mere spændende mål. Jeg har en masse gode ideer - bare skriv!

I øvrigt mindes jeg noget med et kortslutningsangreb under 2. Verdenskrig, men om det blev til noget, kan jeg slet ikke huske. Eller hvem der fandt på det.

  • 9
  • 0

I øvrigt mindes jeg noget med et kortslutningsangreb under 2. Verdenskrig, men om det blev til noget, kan jeg slet ikke huske. Eller hvem der fandt på det

lidt nyere oplysninger om emnet:

The graphite bomb was first used against Iraq in the Gulf War (1990–1991), knocking out 85% of the electrical supply. Similarly, the BLU-114/B "Soft-Bomb" graphite bomb was used by NATO against Serbia in May 1999, disabling 70% of that country's power grid. After initial success in disabling Serbian electric power systems, the electric supply was restored in less than 24 hours. The BLU-114/B was again used a few days later to counter Serbian efforts to restore damage caused by the initial attack. In the later stage of Operation Allied Force, NATO's air forces used conventional bombs and rockets to target power highlines and transformer stations

https://en.wikipedia.org/wiki/Graphite_bomb

  • 4
  • 2

Altså en Mavic 2 har trods alt begrænset bæreevne, så jeg tænker lidt, hvor mange sekunder der ville gå, før det kabel bare futtede af? Altså om der ikke skal mere til? Det rette sted kan det måske lade sig gøre. Det lyder underlig dumt at afmontere kameraet, da han jo netop kunne bruge det til at navigere med.

  • 6
  • 0

Altså en Mavic 2 har trods alt begrænset bæreevne, så jeg tænker lidt, hvor mange sekunder der ville gå, før det kabel bare futtede af? Altså om der ikke skal mere til? Det rette sted kan det måske lade sig gøre. Det lyder underlig dumt at afmontere kameraet, da han jo netop kunne bruge det til at navigere med.

Det kommer jo an på formålet med at få en kobberledning op på de spændingsførende dele... Vi har jævnligt nogle underlige jordfejl på vores stationer og vi har flere gange fundet smeltet kobber under samleskinnerne... Da vi skulle koble os til en 60 kV samleskinne på en station ved naboselskabet, viste det sig at skinnen var væk... Der er altså nogen der går ind på vores stationer og smider en kobbertråd op over samleskinnerne, hvis tråden forsvinder er der spænding på, hvis tråden bliver der, kan de i ro og mag pille samleskinnen af og sælge kobberet... Nu har vi altid spænding på alle vores skinner og transformere, også selv om den ene kun er til reserve. Det er bedre end at skinnen eller transformeren er væk den dag vi får brug for den...

Når vi selv arbejder på et 60 kV anlæg kobles der en jordforbindelse på de spændingsførende dele. Det er et 70-120 mm2 kobberkabel. Hvis anlægget spændingssættes mens jordforbindelsen er tilsluttet, gør kortslutningsstrømmen (op til 20 kA i 3 sekunder) at kobberkablet bliver 250-300 grader varmt. Jordforbinelsen er dimensioneret til at kunne klare en sådan 3-faset boltet kortslutning, men jeg tvivler på at en drone flyver rundt med en flere meter lang 70-120 mm2 kobberledning under sig, den er ret tung...

  • 17
  • 0

Tak for en kommentar fra en fagmand. Er man i øvrigt ikke temmelig død hvis man får 60 kV i 3 sekunder?

Det er derfor man laver jordforbindelsen i de punkter hvor de afbrudte dele kan blive spændingssat ved en fejl... Så længe jordforbindelsen er intakt, vil spændingsforskellen i det punkt være meget tæt på nul. Og spændingsforskellen ved personel vil også være tæt på nul...

PS. De 3 sekunder er kun hvis noget yderligere udstyr svigter, det normale sikkerhedsudstyr vil udkoble på 0,1-0,6 sekunder og backupudstyret på 1,0-1,5 sekunder

  • 4
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten