En drone med et kobberkabel monteret styrtede i juli sidste år ned på toppen af en bygning nær en transformatorstation i den amerikanske delstat Pennsylvania. Den modificerede drones formål var på baggrund af nedstyrtningsstedet »sandsynligvis« at forstyrre driften af elnettet i det nordøstlige USA »ved at skabe en kortslutning«.
Det rapporterer ABC News i en tv-udsendelse efter at være kommet i besiddelse af et nyt, fælles notat fra FBI, det amerikanske ministerium for indenlandsk sikkerhed (Department of Homeland Security) og National Counterterrorism Center.
Dronen, som blev fundet ved transformatorstationen i Pennsylvania, var af modellen DJI Mavic 2, der kan købes for under 10.000 danske kroner. Dronen havde to omtrent en meter lange nylonreb hængende fra sig, og for enden af dem var der sat et tykt kobberkabel fast med isoleringstape.
Læs også: Københavns Lufthavn på udkig efter droneforsvar
Ifølge ABC vurderer de amerikanske myndigheder, at det er første gang, en drone er blevet brugt i et forsøg på at skade landets energiinfrastruktur. Myndighederne frygter, at hændelsen afspejler en øget trussel fra droner mod energiinfrastruktur og anden kritisk infrastruktur.
Eftersom dronen styrtede ned, ledte hændelsen altså ikke til nogen forstyrrelser på elnettet. At angrebet fejlede kan skyldes, at dronen havde fået fjernet kameraet sammen med hukommelseskort og andet, der kan bruges til at identificere ejeren.
Det har ikke været muligt at finde frem til, hvem der står bag, fremgår det af notatet.
Læs også: Forsvaret: Terrorgruppers droner udfordrer vores dominans i luften
Transformatorstationer beskyttes ikke mod luftangreb
Hvis kobberkablet monteret til dronen var kommet i kontakt med noget af kraftværkets højspændingsudstyr, kunne det ifølge mediet NewScientist have resulteret i en kortslutning, strømsvigt eller endda en brand.
Transformatorstationer beskyttes normalt med hegn og andre barrierer, men disse barrierer kan ikke beskytte mod droneangreb, advarer terrorforsker Zachary Kallenborn fra University of Maryland over for mediet.
»Forsvar til at bekæmpe terror forudsætter i høj grad et angreb fra jorden. Derfor er der hegn og pullerter over det hele,« siger han og påpeger, at denne slags jordbaserede forsvar er utilstrækkelige, hvis terrorister kan angribe fra luften.
»Droner er billige og nemme at bruge. Kritiske infrastruktur-faciliteter skal bekymre sig om angreb fra enhver retning,« siger han og tilføjer, at jammere nogle steder benyttes mod droner, men at man ikke kan beskytte alle transformatorstationer i landet, både på grund af prisen og begrænsninger i forhold til, hvor disse kan bruges.
Læs også: Droner i hobetal er på vej – men vi mangler forsvar mod ondsindet brug
