FBI bekræfter: Efterforskning af Volkswagen i gang
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
By signing up, you agree to our Terms & Conditions and agree that Teknologiens Mediehus and the IDA Group may occasionally contact you regarding events, analyzes, news, offers, etc. by telephone, SMS and email. Newsletters and emails from Teknologiens Mediehus may contain marketing from marketing partners.

FBI bekræfter: Efterforskning af Volkswagen i gang

Illustration: Federal Bureau of Investigation

Det amerikanske forbundspoliti, Federal Bureau of Investigation (FBI), bekræfter over for Ingeniøren, at bureauet har indledt en efterforskning på baggrund af afsløringen af Volkswagens emissionssvindel.

En række internationale medier har omtalt FBI's mulige involvering i sagen, siden Bloomberg Business på baggrund af oplysninger fra en anonym kilde berettede, at bureauets afdeling i Detroit har indledt en efterforskning.

Ingeniøren har derfor stillet FBI i Detroit en række spørgsmål om sagen, og afdelingen bekræfter, at der er indledt en efterforskning af Volkswagens emissionssag.

FBI henviser derudover til det amerikanske justitsministerium, som samarbejder med FBI om efterforskningen. Også her bekræfter presseofficer Peter Carr, at der er indledt en efterforskning af sagen.

Ingeniøren har blandt stillet spørgsmål om, hvilke aspekter i sagen FBI fokuserer på, om bureauets brug af ressourcer på sagen og om strafferammen for de mulige lovovertrædelser. Både FBI og det amerikanske justitsministerium afviser imidlertid at oplyse yderligere om sagen.

»Dette er en igangværende efterforskning, og vores retningslinjer siger, at vi ikke kommenterer eller giver oplysninger om igangværende sager,« skriver Peter Carr i en e-mail til Ingeniøren.

Det fremgår dog af FBI's hjemmeside, at bureauet beskæftiger sig med fem typer af miljøsager: katastrofer, gentagne lovovertrædelser, forbrydelser inden for myndighederne, organiseret kriminalitet samt bevidst udsættelse af mennesker for fare, såkaldt knowing endangerment. Denne sidste kategori stemmer overens med bekendtgørelsen om sagen fra det amerikanske miljøagentur EPA, som skriver, at emissionssvindlen udgør en 'trussel mod folkesundheden'.

Strafferetlig efterforskning

Med FBI's og det amerikanske justitsministeriums indtræden i sagen drejer emissionsskandalen sig ikke længere alene om svindel over for de amerikanske miljømyndigheder, men også om en strafferetlig efterforskning.

Det er ikke første gang, FBI går ind i en større miljøsag. Bureauet har været involveret i højtprofilerede sager som olieudslippet fra Exxon Valdez i 1989 og radioaktivt udslip fra atomvåbenfabrikken Rocky Flats i 1992. Det var også FBI's efterforskning, der i 2013 førte til en dom over detailkæden Wal-Mart for brud på miljølovgivningen.

Volkswagen-sagen er i forvejen under efterforskning af The Californian Air Ressource Board (CARB) i samarbejde med EPA, som kan resultere i bøder til koncernen på op til 18 milliarder dollars, hvilket svarer til over 124 milliarder kroner.

Sagen bliver også efterforsket af nationale myndigheder i flere lande, herunder Tyskland, Canada, Sydkorea, Indien, Australien, Norge, Sydafrika og New Zealand.

Volkswagen har desuden i denne uge fået påbud af EU-Kommissionen om at levere en ny redegørelse inden for 10 dage, efter at det er kommet frem, at også CO2-emissionen fra 800.000 VW-biler er blevet sat for lavt.