Farverig hollandsk opfindelse: Solcellepaneler langs motorvej
En motorvej i Holland er blevet en anelse mere farvestrålende end normalt. Den hollandske professor Michael Debije har nemlig fået tilladelse til at opsætte solcellepaneler i alle regnbuens farver langs vejen. Panelerne fungerer samtidig som lyddæmpere på den befærdede A2-motorvej tæt på Den Bosch.
Michael Debije har brugt de seneste mange år på at studere solenergien muligheder i det offentlige rum, og han mener ikke, vi udnytter alle muligheder for at opsamle sollys og omdanne det til energi.
Hans farverige solceller adskiller sig fra de kendte, sorte skærme, der mest af alt minder om slukkede fjernsyn, og de bruger en anden teknologi: Pladerne er de såkaldt luminescent solar concentrators (LSC), som altså er farvestrålende og desuden billigere end de almindelige siliciumpaneler. Det er en af årsagerne til, at de nu bliver testet til brug i den virkelige verden.
Ikke lige så effektive
Den hollandske professors solceller er dog ikke lige så effektive som de kendte mørke paneler. Hvor de almindeligvis har en effektivitetsrate på 13 til 15 procent, sniger de farverige paneler sig kun op på 4 til 8 procents effektivitet. Michael Debije mener dog, at deres udseende vil gøre dem mere attraktive til et bredere publikum, end de sorte solcellepaneler.
Grundlæggende er panelet sammensat af små lag farvet plastic, som - afhængigt af farvestoffet - opfanger en bestemt bølgelængde af sollys, som efterfølgende vil blive ført over til selve solcellerne i panelets ender.
Opfinderen forestiller sig, at panelerne kan gøre sig gældende flere steder i bybilledet. Busstoppesteder kunne bestå af tre-fire paneler af gennemsigtig farvet glas og producere strøm hele dagen. Parkbænke kunne producere strøm og f.eks. fungere som mobilopladningsstationer, ligesom tonsvis af andre offentlige steder kunne have gavn af den farverige plastløsning.
De to sæt paneler langs A2-motorvejen i Holland skal være der indtil sommeren 2016 for at kunne give et års data at gå ud fra.
