Fartøjernes sværvægter: 22.000 ton i enkelt løft

I weekenden blev det 22.000 ton tunge dæk til boreplatformen løftet på plads i et eneste løft på Johan Sverdup-feltet. (Video: Equinor). Se flere videoer længere nede i artiklen.

Allseas Pioneering Spirit er verdens største konstruktionsfartøj og måler 382 meter i længden og 124 meter i bredden. Det vil sige, at Empire State Building er én meter lavere, end fartøjet er langt.

Og det er netop dette fartøj, som har fået til opgave at løfte hele den 22.000 ton tunge boreplatform til det norske Johan Sverdrup-felt på plads – i et eneste løft – noget, der aldrig er gjort før.

Løftet blev gennemført i weekenden, og det var dermed første gang, en platform er blevet installeret med denne teknologi. Efter forberedelserne var overstået, tog selve arbejdet med at installere kun tre timer.

Sandsynligvis hurtigst

Den 22.000 ton tunge stålkonstruktion blev i slutningen af sidste uge flyttet fra den pram, den stod på, og over på verdens største fartøj til tunge løft, Pioneering Spirit. Derefter ventede en elleve timer lang tur ud til det ventende stålunderstel på Johan Sverdrup-feltet i Nordsøen.
Installeringen tog blot tre timer og dermed er den ene af i alt fire platforme i første udbygningsfase af Johan Sverdrup-feltet nu på plads.

Sådan så det ud, da boreplatformen til Johan Sverdrup-feltet blev fragtet om bord på verdens største konstruktionsfartøj, Pioneering Spirit, i Klosterfjorden i Sunnhordland. (Video: Equinor)

Kan løfte 48.000 ton

Frem til nu har man været nødt til at bygge store platformdæk i flere moduler. Intet kranfartøj har før været i stand til at løfte mere end 12.000 ton i et løft. Den helt nye løfteteknologi på Allseas-fartøjet Pioneering Spirit gør det imidlertid muligt at løfte hele platformdæk på op til 48.000 ton i ét løft. Fartøjet kan desuden installere platforme i 3,5 meters bølgehøjde.

Torsdag ankom skibet til Klosterfjorden i Sunnhordland. Da havde det brugt de seneste dage på at gennemføre prøveinstallationer i et træningsanlæg ud for Holland.
Det er første gang, at skibet bruges til installation af en olieplatform. Tidligere har det fjernet to platformdæk. Derudover er det blevet anvendt til rørlægningsarbejde.

Boreplatformen til Johan Sverdrup-feltet har de senest ni måneder tårnet sig op over Haugesund ved Aibels værft. Torsdag forlod platformen værftet. (Video: Espen Rønnevik/Roar Lindefjeld/Equinor)

Planlagt siden 2014

Equinor har haft løftet i støbeskeen siden 2014. Beslutningen om at bruge metoden blev endda taget, før fartøjet, som skulle gennemføre opgaven, overhovedet var færdigbygget.

Og egentlig var det en beslutning, der strittede lidt i forhold til den strategi, der ellers var lagt for projektet. Johan Sverdrup skulle være baseret på kendte og velafprøvde teknologier og løsninger og ikke på teknologikvalificering, fordi selskabet ikke ønskede at forårsage unødvendig usikkerhed.

Som udgangspunkt skulle boreplatformen installeres på helt traditionel facon – delt op i flere moduler på samme måde som stigerørsplatformen, som blev installeret tidligere i år.

Sådan så det ud, da Pioneering Spirit ankom til Klosterfjorden. (Video: Equinor)

Men arbejdet, som skal udføres til havs i Johan Sverdrup-projektet, er stort. Det kræver mere tid at gennemføre opgaver offshore end på land. Derudover er det også langt dyrere. For at opstarten ikke skulle ende med at blive udsat på grund af det tidskrævende arbejde på havet, gik opgaven med at installere boreplatformen til Pioneering Spirit.

Også de to sidste platforme på feltet skal installeres ved hjælp af Pioneering Spirit. I alt vil brugen af fartøjer ifølge Equinor bidrage til at skære arbejdstimer på havet med rundt regnet en million. Og omkostningsestimatet for udbygningsplanen reduceres med op mod en milliard kroner.

Knyttes til forborede brønde

Siden den kunne løftes hel, er boreplatformen på Johan Sverdrup-feltet nu på plads, og hele 85 procent er færdigtestet.

Nu begynder sidste fase med opkobling og tests. Platformen skal være klar til drift allerede i efteråret, og mod slutningen af året begynder arbejdet med at knytte otte brønde, som blev forboret af det flytbare bor Deepsea Atlantic i 2016, til platformen, oplyser Equinor.

»Vi ser frem til at tage boreplatformen i brug, og planen er at få de forborede brønde på plads mod slutningen af året, og så fortsættes arbejdet næste år, så vi er klar til produktion af den første olie i slutningen af 2019,« siger Stig Åtland, leder for boring og brønn i Johan Sverdrup.

Derefter vil boreplatformen begynde selve arbejdet med at bore nye brønde på feltet, både som en del af første og anden udbygningsfase på Johan Sverdrup. I alt kan der blive tale om så mange som 48 brønde.

Artiklen er fra tu.no

Emner : Olie