Solceller breder sig i disse år over en stadigt større del af den danske bygningsmasse, og energikrisen efter Ruslands angreb på Ukraine kan gøre det til et lovkrav at installere solceller på tage. Men den danske lovgivning ignorerer den øgede brandrisiko, som solceller medfører.
Måden, solcellerne bliver monteret på, kan nemlig føre til voldsomme tagbrande, der er svære at slukke, og til store økonomiske tab. Sådan lyder advarslen fra Danske Beredskaber og civilingeniør Jens Steemann Kristensen, der har undersøgt emnet i en ph.d.-afhandling.
