Faren for jordfaldshuller er vanskelig at bestemme
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Faren for jordfaldshuller er vanskelig at bestemme

Pludselig sank jorden sammen i Guatemala City og rev hjørnet af en bygning med sig mindst 60 meter ned. Om end hændelsen den 30. maj var ekstrem på mange måder, kan man ikke sige den var overraskende.

Området er nemlig kendt for en relativ høj risiko for sådanne jordfaldshuller, der tit opstår i karstområder, hvor kalkstensunderlaget når op til overfladen. Under sådanne betingelser kan kalken opløses af strømmende vand, hvorved der opstår større og større hulrum - som overfladen til sidst dumper ned i.

Også Kina har oplevet jordfaldshuller i kæmpeklassen. Et 80 meter bredt og 20 meter dybt hul opstod sidste år i Guangxi-provinsen. Og på det seneste er også opstået farlige jordfaldshuller på vejstrækninger.

Det naturlige spørgsmål er: Kan man ikke lokalisere forekomsten af hullerne i jorden mere nøjagtigt, så risikoen kan vurderes bedre og forebyggende tiltag kan iværksættes i god tid?

Når man spørger en landets mest vidende geologer om emnet, lektor Kurt Sørensen fra Aarhus Universitet, får man svaret, at det er overmåde vanskeligt i praksis.

Støj forstyrrer målingerne

Principielt kan man identificere underjordiske hulrum ud fra målinger af elektrisk ledningsevne, massefylde eller magnetiske egenskaber.

Inhomogeniteter i de omkringliggende bjergarter gør det svært at udskille en anomali fra et hulrum, da signalet bliver meget støjfyldt.

I byområder er problemet kun værre. Kurt Sørensen forklarer, at her er der et højt elektrisk og magnetisk støjsignal fra elektriske ledninger og installationer, der forstyrrer. Desuden skal der være et rimeligt forhold mellem størrelsen af hulrummet og dybden til dette, for at man kan finde et hulrum ud fra målinger af den elektriske ledningsevne i undergrunden.

»Under de mest optimistiske forholde skal hulrummet mindst være af samme størrelse, som dybden til det,« siger Kurt Sørensen.

Man har metoder til at måle forskelle i massefyldeforskelle, såkaldte gravimetriske metoder, der i visse tilfælde har været brugt med succes. Det er et stort arbejde, idet der er mange faktorer, der skal korrigeres for. Det gælder både kuperede landområder og byområder, hvor man skal tage hensyn til kældre og andre kunstige hulrum.

Med hensyn til at bruge georadar er problemet, at energien hurtigt henfalder i lerede formationer og i elektriske godt ledende formationer.

»Georadar har været forsøgt anvendt i London til at finde hulrum fra tidligere bebyggelser uden den store succes,« siger Kurt Sørensen.

Et alternativ til en georadar er lydbølger, men her tilføjer man et problem med at fjerne overfladebølger i tolkninger af data.

»Den ultimative metode er at bore huller. Det er dyrt og kan ligefrem fremme en sammenstyrtning. Men det en meget sikker detektionsmåde.«

Mønsted Skole var nær røget i et hul

Det er ikke kun i udlandet at der findes jordfaldshuller. I Rold Skov findes blandt andet røverstuen, hvor det siges, at Røverne fra Rold lå på lur efter forbipasserende.

Udover naturlige jordfaldshuller findes der også kunstige. De opstår eksempelvis ved sammenstyrtninger af minegange.

Den 21. februar 1989 opstod ved Mønsted i Jylland i nærheden af den lokale skole et sådant jordfaldshul. Geoteknisk Institut, i dag GEO, blev hidkaldt dagen efter, og skolen blev straks lukket.

Det viste sig meget svært at kortlægge de gamle underjordiske minegange og dermed undersøge den konkrete fare for skolen.

Den bedste metode viste sig at være seismiske målinger. Der blev boret to lodrette skakte. I den ene blev anbragt små sprængladninger og i den anden mikrofoner med en meters mellemrum. Ladningerne blev sprængt en efter en og de målte tidsforløb afslørede mineganges forløb.

Civilingeniør Knud Mortensen, som stod i spidsen for undersøgelserne, kunne på den måde udelukke, at der var minegange under skolen. I oktober blev hele skolen igen taget i brug efter man havde sikret sig mod, at regnvand skulle trænge ned og udhule kalklagene yderligere.

I december blev den gamle kalkmine fyldt med 1.000 kubikmeter beton - og så var faren for skolen endeligt elimineret.

Dokumentation

Ingeniørens artikel fra 1989 om Mønsted skole

Emner : Geologi
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Blot 12 km fra Rådhuspladsen er der et boligområde med adskillige jordfaldshuller - nemlig i Hareskovby.
De er godt nok dannet under sidste istid og er et attraktivt landskabselement og vigtigt refugie for padder og vandinsekter.
Men kommunernes overvågning af det sekundære grundvandsniveau lader meget at ønske.
Der er formentlig ikke ret mange myndigheder, der følger med i hvad der foregår i undergrunden i boligområderne.
Grundvandsspejlet stiger mange steder fordi der er alt for meget grundvand de forkerte steder, og så er der de mange underjordiske kemikaliedepoter under København der konstant udgør en trussel for grundvandet, men dette er jo en helt andet historie.
Undergrundens bæreevne og vandforhold især i kalkrige område bør underkastes nærmere analyser end det vi ser i dag.

  • 0
  • 0

En omfattende gennemgang af karstfænomener i Danmark kan ses i dette bachelorprojekt:
http://www.mountainsport.dk/speleodk/karst...

Det interessante ved disse jordfaldshuller er jo at det kan være den eneste kendte indgang til et ukendt hulesystem. Det overrasker de fleste at der selv i Europa hvert år kortlægges nogle hundrede km nye hulegange, hvor der aldrig tidligere har været mennesker.

Vh Torben, Kemiker og huleudforsker

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten