»Højtilgængelige læringsegnede arbejdsdelende kommunikation – en neutral tilgang«.
Sådan lyder titlen på et studie, som to tyske universitetsforskere har publiceret i et videnskabeligt peer-review tidsskrift udgivet af selskabet The World Academy of Science, Engineering and Technology.
Der er dog en række problemer med udgivelsen. Teksten er nonsens fra første sætning til kildehenvisningerne, tilfældig generet af et computerprogram, som fik til opgave at sammensætte en tekst om computeralgoritmer og kommunikation i arbejdsprocesser. Ikke desto mindre blev de to forskere inviteret til en opfølgende konference afholdt i London. De læste deres studie op og blev præmieret for bedste videnskabelige præsentation.
Bag teksten står to journalister fra Norddeutscher Rundfunk, en offentlig radio- og tv-station i Tyskland. De har udgivet sig for at være professorer fra et universitet i Tyskland, som skulle ligge i en tysk flække, som ellers mest er kendt for at huse en brevkasse, hvor børn sender breve til julemanden.
Trods det fiktive universitet og vrøvletekst blev studiet godkendt og altså endda præmieret af The World Academy of Science, Engineering and Technology (Waset). De to journalister opdagede dog, at alle de andre personer tilstede til konferencen i London, som alle havde betalt 750 euro i deltagergebyr, tillige blev præmieret for at have afholdt den bedste videnskabelige præsentation.
De to Norddeutscher Rundfunk-journalister har i samarbejde med 18 andre medier herunder Süddeutsche Zeitung, franske Le Monde, østrigske ORF, norske Afteposten, The New Yorker og The Indian Express og koreanske Newstapa afdækket markedet for fup-videnskab og pseudo-peer review-udgivelser.
How to Fake? Our colleagues from Austria, ORF, also investigated predatory publishing. They presented at a fake conference in Vienna.Funny and sad at once. @ph_reporterpool @tillkrause @katrin_langhans #fakescience #ndrwdrsz https://t.co/N0GC8uDTR7— Svea Eckert (@sveckert) July 19, 2018
Waset koncentrerer sig primært om ingeniørvidenskab og afholder ifølge dets præsentation 58.669 videnskabelige konferencer i år. Waset kom dog under heftig kritik allerede tilbage i 2010, da en amerikansk bibliotekar såede tvivl om dets såkaldte peer review-proces. Han betegnede foretagendet som en såkaldt predatory publisher, der udnytter det ensidige fokus på, at forskere ofte måles og bedømmes ensidigt på antallet af citationer og publikationer i tidsskrifter. University of Toronto fulgte op i 2015, hvor alle dets forskere fik forbud mod at betale for at sende nogen former for studier til bedømmelse hos Waset.
Bag Waset, som er registreret i Azerbaijan og hjemmehørende i Tyrkiet, står den tidligere videnskabsunderviser Cemal Ardil, som bliver assisteret af sin søn og datter. Trods kritikken trives Waset tilsyneladende økonomisk godt og præsenterer sig selv som et foretagende, der opretholder gængse videnskabelige standarder for peer review.
Waset er langt fra enestående, viser undersøgelsen af de 18 udenlandske medier. De fulgte op med at indsende og få godtaget volapyk-studier til såkaldte digitale videnskabelige peer review-udgivelser.
Der er eksempelvis tale om kinesiske Scientific Research Publishing, indiske Omics, der udgiver 785 videnskabelige tidsskrifter indenfor medicin, ingeniørvidenskab og teknologi og tager 149-1819 dollars i gebyr for at vurdere og udgive et studie. Eller Iaeme, der står bag 126 digitale tidskrifter indenfor ledelse og ingeniørvidenskab, og som tager 170-550 dollars i gebyr for en vurdering og eventuel udgivelse.
Ifølge den journalistiske undersøgelse er antallet af digitale videnskabelige udgivelse med tvivlsom eller ikke-eksisterende peer review tredoblet siden 2013. De er oftest hjemmehørende i Sydøstasien, Mellemøsten, Afrika eller Tyrkiet og bryster sig at være ligeså nidkære med at anvende erfarne forskere til at vurdere de indsendte studier på samme måde som velrenommerede internationale tidskrifter som Nature og Science.
»Vores undersøgelse viser, at peer review-processen oftest bliver droppet. Studier bliver tit udgivet, få dage efter at de er blevet indsendt,« skriver de to tyske journalister fra Norddeutscher Rundfunk, som begyndte afdækningen.
Artiklen fortsætter efter grafikken.
Efter præsentationen i London fulgte de to fup-professorer op ved at forsøge at få udgivet samme vrøvle-studie i andre såkaldt videnskabelige studier. De ændrede blot deres navne, da de også ville se, hvorvidt de digitale såkaldte predatory publishers tjekker for plagiering.
Kun et enkelt tidsskrift stejlede over, at studiet jo allerede var udgivet, men foreslog de to fup-professorer, at de så bare kunne ændrede hovedtitlen. Sammenlagt blev vrøvle-studiet derefter udgivet i seks såkaldt seriøse videnskabelige tidskrifter, der hævder, at artiklerne bliver bedømt af fagfæller.
De 18 medier har påvist, at der globalt set er tale om 400.000 universitetsforskere, som har betalt via egne eller offentlige forskningsmidler for at få udgivet deres studier og artikler i tidskrifter, som foregiver at være seriøse og grundige, men som snarere er pengemaskiner, der slet ikke læser indsendt materiale igennem på nogen måde. Falske kildehenvisninger eller ren og skær nonsens slipper altså uhindret igennem.
Eksempelvis i det digitale tidsskrift Journal of Integrative Oncology, hvor et studie tilsyneladende påviste, at kliniske studier dokumenterede, at propolis - et antibakterielt og klæbrigt stof som bierne henter fra knopskudene på kastanie, birk, elm, poppel og grantræer - er overset i medicinsk sammenhæng. Propolis er ligefrem mere effektivt end kemoterapi til at behandle tyktarmskræft.
Men studiet var et fupstudiet udgivet af fupforskere fra et ikke-eksisterende forskningsinstitut, afdækket af Le Monde.
Adskillige Nobel-vindende forskere er rystede over omfanget af useriøse, tvivlsomme tidsskrifter og ikke mindst over, at nogle universitetsforskere muligvis ser sig presset til eller udnytter hullerne i peer review til hurtigt at få udgivet en artikel.
»Dette her skal stoppes,« siger Robert Huber, biokemiker fra Technische Universität München.
Kemikeren Stefan Hell fra Georg-August-Universität samtykker.
»Hvis det her er sat i system, og der er folk, som ikke blot bliver taget ved næsen, men udnytter tidsskrifterne, så skal det ophøre med at ske,« siger han til NDR.
»Det her er en katastrofe for videnskaben, fordi ikke-kontrollerede påstande kan sprede sig under dække af at være videnskab,« lyder det fra Joachim Funke, professor og ombudsmand ved Heidelbergs Universitet.
I Indien, som huser flere af de enkeltmandsforetagender, der trods firmaets spæde størrelse formår at udgive hundredvis af artikler om ugen, lover regeringen på bagrund af artikler i Indian Express at forsøge at rydde op i junglen af pseudo-peer review-tidsskrifter.
Og i Tyskland, hvor 5000 forskere har betalt for udgivelser i pseudo-videnskabelige tidsskrifter, foregår der nu en del ransagelse på universiteterne. Ikke mindst fordi en del af de tyske forskere, som har betalt for offentliggørelsen af deres artikler, er prominente navne.
Eksempelvis de to ingeniører og professorer Günther Schuh og Achim Kampker fra Rheinisch-Westfälische Technische Hochschule Aachen. De har udmærket sig med deres arbejde indenfor eldrevne køretøjer, men undskylder nu, at de har spildt penge og tid på at indsende artikler til fup-tidsskrifter, hvis mangelfulde peer review de ikke kendte til. Günther Schuh og Achim Kampker opfordrer nu deres kolleger til at holde sig langt væk fra sådanne udgivere.
Der er også Peter Nyhuis, som er professor ved Hannover Universitet og medlem af Tysklands videnskabelige råd. Overfor NDR hævder han »uvidende at være blevet udnyttet af et system«, og han vil stoppe med at indsende materiale til de digitale tidsskrifter med kort vej ti udgivelse.
