menu close Teknologiens Mediehus
person Konto arrow_drop_down
»Højtilgængelige læringsegnede arbejdsdelende kommunikation – en neutral tilgang«.
Sådan lyder titlen på et studie, som to tyske universitetsforskere har publiceret i et videnskabeligt peer-review tidsskrift udgivet af selskabet The World Academy of Science, Engineering and Technology.
Der er dog en række problemer med udgivelsen. Teksten er nonsens fra første sætning til kildehenvisningerne, tilfældig generet af et computerprogram, som fik til opgave at sammensætte en tekst om computeralgoritmer og kommunikation i arbejdsprocesser. Ikke desto mindre blev de to forskere inviteret til en opfølgende konference afholdt i London. De læste deres studie op og blev præmieret for bedste videnskabelige præsentation.
Bag teksten står to journalister fra Norddeutscher Rundfunk, en offentlig radio- og tv-station i Tyskland. De har udgivet sig for at være professorer fra et universitet i Tyskland, som skulle ligge i en tysk flække, som ellers mest er kendt for at huse en brevkasse, hvor børn sender breve til julemanden.
Trods det fiktive universitet og vrøvletekst blev studiet godkendt og altså endda præmieret af The World Academy of Science, Engineering and Technology (Waset). De to journalister opdagede dog, at alle de andre personer tilstede til konferencen i London, som alle havde betalt 750 euro i deltagergebyr, tillige blev præmieret for at have afholdt den bedste videnskabelige præsentation.
De to Norddeutscher Rundfunk-journalister har i samarbejde med 18 andre medier herunder Süddeutsche Zeitung, franske Le Monde, østrigske ORF, norske Afteposten, The New Yorker og The Indian Express og koreanske Newstapa afdækket markedet for fup-videnskab og pseudo-peer review-udgivelser.
How to Fake? Our colleagues from Austria, ORF, also investigated predatory publishing. They presented at a fake conference in Vienna.Funny and sad at once. @ph_reporterpool @tillkrause @katrin_langhans #fakescience #ndrwdrsz https://t.co/N0GC8uDTR7— Svea Eckert (@sveckert) July 19, 2018
Waset koncentrerer sig primært om ingeniørvidenskab og afholder ifølge dets præsentation 58.669 videnskabelige konferencer i år. Waset kom dog under heftig kritik allerede tilbage i 2010, da en amerikansk bibliotekar såede tvivl om dets såkaldte peer review-proces. Han betegnede foretagendet som en såkaldt predatory publisher, der udnytter det ensidige fokus på, at forskere ofte måles og bedømmes ensidigt på antallet af citationer og publikationer i tidsskrifter. University of Toronto fulgte op i 2015, hvor alle dets forskere fik forbud mod at betale for at sende nogen former for studier til bedømmelse hos Waset.
Bag Waset, som er registreret i Azerbaijan og hjemmehørende i Tyrkiet, står den tidligere videnskabsunderviser Cemal Ardil, som bliver assisteret af sin søn og datter. Trods kritikken trives Waset tilsyneladende økonomisk godt og præsenterer sig selv som et foretagende, der opretholder gængse videnskabelige standarder for peer review.
Waset er langt fra enestående, viser undersøgelsen af de 18 udenlandske medier. De fulgte op med at indsende og få godtaget volapyk-studier til såkaldte digitale videnskabelige peer review-udgivelser.
Der er eksempelvis tale om kinesiske Scientific Research Publishing, indiske Omics, der udgiver 785 videnskabelige tidsskrifter indenfor medicin, ingeniørvidenskab og teknologi og tager 149-1819 dollars i gebyr for at vurdere og udgive et studie. Eller Iaeme, der står bag 126 digitale tidskrifter indenfor ledelse og ingeniørvidenskab, og som tager 170-550 dollars i gebyr for en vurdering og eventuel udgivelse.
Ifølge den journalistiske undersøgelse er antallet af digitale videnskabelige udgivelse med tvivlsom eller ikke-eksisterende peer review tredoblet siden 2013. De er oftest hjemmehørende i Sydøstasien, Mellemøsten, Afrika eller Tyrkiet og bryster sig at være ligeså nidkære med at anvende erfarne forskere til at vurdere de indsendte studier på samme måde som velrenommerede internationale tidskrifter som Nature og Science.
»Vores undersøgelse viser, at peer review-processen oftest bliver droppet. Studier bliver tit udgivet, få dage efter at de er blevet indsendt,« skriver de to tyske journalister fra Norddeutscher Rundfunk, som begyndte afdækningen.
Artiklen fortsætter efter grafikken.
Efter præsentationen i London fulgte de to fup-professorer op ved at forsøge at få udgivet samme vrøvle-studie i andre såkaldt videnskabelige studier. De ændrede blot deres navne, da de også ville se, hvorvidt de digitale såkaldte predatory publishers tjekker for plagiering.
Kun et enkelt tidsskrift stejlede over, at studiet jo allerede var udgivet, men foreslog de to fup-professorer, at de så bare kunne ændrede hovedtitlen. Sammenlagt blev vrøvle-studiet derefter udgivet i seks såkaldt seriøse videnskabelige tidskrifter, der hævder, at artiklerne bliver bedømt af fagfæller.
De 18 medier har påvist, at der globalt set er tale om 400.000 universitetsforskere, som har betalt via egne eller offentlige forskningsmidler for at få udgivet deres studier og artikler i tidskrifter, som foregiver at være seriøse og grundige, men som snarere er pengemaskiner, der slet ikke læser indsendt materiale igennem på nogen måde. Falske kildehenvisninger eller ren og skær nonsens slipper altså uhindret igennem.
Eksempelvis i det digitale tidsskrift Journal of Integrative Oncology, hvor et studie tilsyneladende påviste, at kliniske studier dokumenterede, at propolis - et antibakterielt og klæbrigt stof som bierne henter fra knopskudene på kastanie, birk, elm, poppel og grantræer - er overset i medicinsk sammenhæng. Propolis er ligefrem mere effektivt end kemoterapi til at behandle tyktarmskræft.
Men studiet var et fupstudiet udgivet af fupforskere fra et ikke-eksisterende forskningsinstitut, afdækket af Le Monde.
Adskillige Nobel-vindende forskere er rystede over omfanget af useriøse, tvivlsomme tidsskrifter og ikke mindst over, at nogle universitetsforskere muligvis ser sig presset til eller udnytter hullerne i peer review til hurtigt at få udgivet en artikel.
»Dette her skal stoppes,« siger Robert Huber, biokemiker fra Technische Universität München.
Kemikeren Stefan Hell fra Georg-August-Universität samtykker.
»Hvis det her er sat i system, og der er folk, som ikke blot bliver taget ved næsen, men udnytter tidsskrifterne, så skal det ophøre med at ske,« siger han til NDR.
»Det her er en katastrofe for videnskaben, fordi ikke-kontrollerede påstande kan sprede sig under dække af at være videnskab,« lyder det fra Joachim Funke, professor og ombudsmand ved Heidelbergs Universitet.
I Indien, som huser flere af de enkeltmandsforetagender, der trods firmaets spæde størrelse formår at udgive hundredvis af artikler om ugen, lover regeringen på bagrund af artikler i Indian Express at forsøge at rydde op i junglen af pseudo-peer review-tidsskrifter.
Og i Tyskland, hvor 5000 forskere har betalt for udgivelser i pseudo-videnskabelige tidsskrifter, foregår der nu en del ransagelse på universiteterne. Ikke mindst fordi en del af de tyske forskere, som har betalt for offentliggørelsen af deres artikler, er prominente navne.
Eksempelvis de to ingeniører og professorer Günther Schuh og Achim Kampker fra Rheinisch-Westfälische Technische Hochschule Aachen. De har udmærket sig med deres arbejde indenfor eldrevne køretøjer, men undskylder nu, at de har spildt penge og tid på at indsende artikler til fup-tidsskrifter, hvis mangelfulde peer review de ikke kendte til. Günther Schuh og Achim Kampker opfordrer nu deres kolleger til at holde sig langt væk fra sådanne udgivere.
Der er også Peter Nyhuis, som er professor ved Hannover Universitet og medlem af Tysklands videnskabelige råd. Overfor NDR hævder han »uvidende at være blevet udnyttet af et system«, og han vil stoppe med at indsende materiale til de digitale tidsskrifter med kort vej ti udgivelse.
Er det i virkeligheden de dovnes og uvidendes sovepude?
I virkeligheden burde data og metoder fremgå af papiret, så enhver kan undersøge om konklusionerne holder vand. Selv prestigefyldte tidsskrifter kan være meget længe om at udgive data og metoder, og så burde papiret slet ikke være udgivet.
Jamen de vil jo bare finde fejl i det! Ja, er det ikke sådan videnskab virker?
Efter Sokal i 1996 fik optaget vrøvlet "Transgressing the Boundaries: Towards a Transformative Hermeneutics of Quantum Gravity" i et såkaldt seriøst tidsskrift, har der været et sandt mylder af spøgefugle, som har gjort det samme.
De to tyske forskere er åbenbart de sidste i denne fornøjelige disciplin.
Læs mere om the Sokal hoax på Wikipedia
Vil man selv deltage, kan man starte med SCIgen - An Automatic CS Paper Generator.
Ja, selv de prestigefyldte tidsskrifter har jo problemer.
Redaktøren af the Lancet det meget højt ansete britiske lægetidsskrift var jo ude med riven for nogle år siden. Han påstod at 50% af artiklerne var fake, idet de slet ikke kunne holde for en nærmere undersøgelse af statistik, metoder og konklusioner f. eks.
Er det mon ændret?
Jeg har mine tvivl -når man f. eks. tænker på Climategate og den fortsatte brug af de videnskabsmænd som blev afsløret.
Men det er jo nok et naivt synspunkt da alle jo ved hvor politiseret hele videnskaben om klimaet er blevet.
@Niels Vestergaard Jespersen:
Genopfrisk venligst min hukommelse mht. Climategate.
Hvilke videnskabsmænd blev afsløret i at gøre hvad?
Ja, klima er blevet politiseret ud over alle grænser, men mange forskere kan heller ikke dy sig for på en eller anden måde, at nævne klima i deres artikler, selvom det egentlig intet har at gøre der.
Det værste er, at de ikke engang behøver at redegøre for hvilke ændringer i klimaet der skulle være årsag.
Climategate" er betegnelsen for leaks i perioden 2009 til 2011 af emails og andet materiale fra det Engelske University of East Anglia´s Climate Research Unit, ”CRU”. Mængden af emails nåede op på ca 6-7000.
Nu og da ser man folk udtrykke at climategate er uden betydning, senest i læserbrev i Weekendavisen 16 juni [1]. Climategate er dog for omfattende til at nogen på få linier kan påvise betydningen.
Opfattelsen af Climategate afhænger af hvem der ser på materialet.
I klimaskeptiske kredse havde man i årevis inden 2009 opfattet en umådelig lang række hændelser som klimaskandaler. Climategate emails mv. var således ofte blot en bekræftelse af mange forhold der var omdiskuteret på forhånd.
Men folk der ikke har fulgt med i klimadebatten set fra den skeptiske side vil i højere grad se de specifikke emails som ”enkeltstående” eller ”taget ud af kontekst”.
Jeg vil her blot ridse nogle få forhold op og give folk en lille idé om hvad Climategate handler om.
De implicerede gruppe videnskabsfolk fra CRU og de folk de har arbejdet mest sammen med – i alt måske 15 til 25 folk - er ikke blot folkene bag nogle af de mest omdiskuterede klimadata, men de er samtidigt folk der har haft helt centrale positioner hos IPCC med magt til at afgøre udformningen af vigtige dele af IPCC´s rapporter. Og ikke sjældent er det gruppens egne arbejder og resultater der har været toneangivende for IPCC´s linie.
Når videnskabsfolk har brugt retten til indsigelser mod IPCC´s linie under udarbejdelse af rapporter er det blandt andet folkene fra Climagegate emails der har afvist indsigelserne.
The Divergence problem: Den virkelige konspiration.
Historiske dataset for Jordens temperaturer foretages på mange måder, bl.a. ved at se på træers vækst.
Men data for temperaturer opnået ved at se på træer viser ofte ikke nogen synderlig opvarmning efter ca. 1940. Trædata viser gerne ret flade forløb uden de store variationer. Men efter typisk 1960 har folkene fra Climategate emails indsat direkte målte temperaturdata fra ca 1960 i stedet. De målte temperaturdata viser en stor temperatur stigning i de seneste årtier.
Når man sammenføjer de ret flade lange træ-temperaturgrafer med den store stigning i målte temperaturer efter 1960, så ender vi med en graf der ligner en ”hockeystav” hvor vi kun har en stor temperaturstigning i det 20´ende århundrede.
En sådan sammenblanding af datatyper kan bestemt diskuteres, men som det fremgår af climategate materialet, så har man tilsyneladende også fremstillet temperatur grafer så det så ud som om at det var trædata der viste den store stigning i temperaturer efter 1960 selvom det altså ikke var tilfældet. Eller de har stoppet trædataset fra 1960 så man ikke kan se deres videre forløb og så vist målte temperaturgrafer for de seneste år.
Her uddrag fra programkoder leaket sammen med Climategate:
Hvorfor siger klimaskeptikere gerne at ovenstående er et problem?
Vi har altså ikke påvist konkret at temperaturer opnået fra trædata er specielt velegnede til at afspejle en opvarmning som den vi har set 1940-2000.
Ikke desto mindre forekommer disse videnskabsfolk – og dermed i høj grad også IPCC – umådeligt sikre på at samme trædata kan bruges til at vurdere om lignende opvarmninger har fundet sted på andre tidspunkter i historien, f.eks. i middelalderen.
- Men hvordan kan vi afskrive store variationer i historiens temperaturer med en metode der ikke kan godt afspejle den nuværende opvarmning ?
Noget tyder altså på at vi har verdens største konspiration:
Træerne!
Træerne har på tværs af sorter og geografi verden over aftalt at undlade at bekræfte at temperaturer i det 20´ende århundrede er så voldsom og usædvanlig som IPCC gerne giver udtryk for.
Som en slags forklaring hører man gerne at ”This is a known problem” ”its called the Divergence-problem” - indikerende at en navngivning af problemet skulle ændre meget.
Der har været påstande fremme om at mere sur regn mv grundet menneskets aktiviteter skulle være forklaringen. Men surhed eller aerosoller fra menneskets aktiviteter eksisterer helt overvejende i omegnen af industrialiserede områder, og altså ikke nævneværdigt i de afsides egne hvor træprøver ofte tages.
Havtemperaturer.
”SST” betyder ”Sea Surface Temperature”. Disse er taget ved 2 meters dybde og indgår som en væsentlig ingrediens i de data vi ser for globale temperaturer.
De mest citerede dataset for SST har fra midt-1980´erne til midt 1990´erne ændret sig således at varmepeaken omkring 1940 nu vises koldere. Varmepeak i SST omkring 1940 vises i dag gerne omkring 0,15 K koldere end den tog ud i de samme dataset i midt 1980´erne.
Climategate email hvor justeringer af SST omtales:
Phil,
Here are some speculations on correcting SSTs to partly
explain the 1940s warming blip.
If you look at the attached plot you will see that the
land also shows the 1940s blip (as I'm sure you know).
So, if we could reduce the ocean blip by, say, 0.15 degC,
then this would be significant for the global mean — but
we'd still have to explain the land blip.
I've chosen 0.15 here deliberately. This still leaves an
ocean blip, and i think one needs to have some form of
ocean blip to explain the land blip (via either some common
forcing, or ocean forcing land, or vice versa, or all of
these). When you look at other blips, the land blips are
1.5 to 2 times (roughly) the ocean blips — higher sensitivity
plus thermal inertia effects. My 0.15 adjustment leaves things
consistent with this, so you can see where I am coming from.
Removing ENSO does not affect this.
It would be good to remove at least part of the 1940s blip,
but we are still left with "why the blip".
…
Tom.
Umiddelbart kan omgangen med essentielle klimadata forekomme noget afslappet i dette eksempel?
Forløbet Douglas et al. 2007 om ”The CO2 hotspot”.
I American Thinker [2] ses et lidt mere detaljeret forløb af en sag hvor man via en lang række emails kortlægger reaktionen på udgivelsen af Douglas et al. 2007 i International Journal of Climatology 2007-2008.
Douglas et al. 2007 [3] viser at det mønster af CO2-opvarmning af atmosfæren som modeller havde forudsagt ikke minder om målte værdier fra en række datakilder fra Balloner of satellitter. Grafen viser udviklingen i temperatur 1979-2004 for forskellige højder i atmosfæren over troperne. På den øverste skala ses højde i km over Jorden i atmosfæren.
Vi kan se at CO2-modellerne (rød) ikke bekræftes af målte data (blå/grøn).
Fra Climategate emails ser vi [2] hvordan man længe trækker i trådene for at begrænse problemet med Douglas et al. 2007.
Relativt tidligt i forløbet dukker et nyt dataset op, ”RAOBCORE 1.4”, og forfatteren til dette dataset Leopold Heimberger er med på visse emails. Raobcore er en såkaldt ”reanalysis” af gamle temperatur data i atmosfæren målt fra balloner. Douglas et al. 2007 brugte Heimbergers tidligere dataset ”RAOBCORE 1.2” der harmonerede med de andre daværende dataset. Den nye version RAOBCORE 1.4 ville derimod have bekræftet teorierne om CO2´s effekt.
Klimaskeptiker Steve McIntyre udtaler om ændringerne i RAOBCORE data:
“It is evident that the RAOBCORE adjustments are the same order of magnitude as the trend that people are seeking to determine.”
En anden artikel om helt samme emne ført an af Ben Santer – der er en af de centrale folk i climategate emails – påbegyndtes omkring det tidspunkt hvor Ben Santer var reviewer af Douglas et al 2007. Vi kan i emails følge hvordan man nu koordinerer udgivelsen på print af de 2 konkurrerende artikler. Ben Santers artikel bruger RAOBCORE 1.4 samt andre nyere justerede dataset der giver mere kredit til modellerne – og undgår iflg. [2] at bruge dataset der ikke bekræfter modellerne. Folkene bag Douglas et al. 2007 blev kritiseret for ikke at bruge den nye RAOBCORE 1.4, som de betragtede som outlier.
I emails kan vi følge hvordan udgivelser arrangeres medførende at Douglas ikke får mulighed for at besvare kritik af deres artikel. Dertil kommer at vi kan se at Ben Santers artikel var 36 dage om at gå til printet version mens Douglas artikel fik lov at vente i 11 måneder. De 2 artikler udkom næsten samtidigt.
Forskellige andre effekter af climategate...
Vi kan her måske nævne sager om forskere der bogstaveligt talt har vendt visse dataset for historiske temperaturer på hovedet medførende ”hockeystik look”. Eller måske sager om umådeligt få træer som får lov at dominere hele billedet i udgivelser vedrørende historiske temperaturdata, tilsyneladende ukritisk af IPCC. Det gør sig gældende for flere artikler.
Med Climategate får vi igen og igen også leveret mails der viser at de faglige spørgsmålstegn klimaskeptikere stiller såmænd også eksisterer indenfor kredsen de centrale klima-videnskabsfolk. Vi ser mails hvor folk internt tordner mod de andre kollegers resultater og metoder – gerne med ganske samme argumenter som ses fra skeptikernes side.
Vi ser folk udtrykke utilfredshed med at man er presset af andre – herunder IPCC - til at levere ganske bestemte resultater. Vi ser systematiske tiltag til at tilbageholde data således at andre ikke kan teste rigtighed af konklusioner:
Et af mange eks: Phil Jones 2005 fra Climategate emails:
“The two MMs [Ross McKitrick & Steve McIntyre] have been after the CRU station data for years. If they ever hear there is a Freedom of Information Act now in the UK, I think I'll delete the file rather than send to anyone. ”
Ligeledes ser vi systematisk koordinerede tiltag til at slette emails – hvilket er imod Britisk lovgivning.
Gruppen fra Climategate emails koordinerer tilsyneladende også pres på journaler så de ikke tager artikler med resultater eller pointer der peger i klimaskeptisk retning [4]. Man viger heller ikke tilbage fra at få folk fyret hvis de medvirker til udgivelse at ”forkerte” resultater:
Forskeren Michael Mann fra denne Climategate gruppe skriver:
“If you think that Saiers is in the greenhouse skeptics camp, then, if we can find documentary evidence of this, we could go through official AGU channels to get him ousted. Even this would be difficult.”
Det er altså mistanken om at en redaktør ved navn Saiers på journalen Geophysical Research Letters, GRL, skulle være af en forkert overbevisning der kan være udslagsgivende for om han mister sit job. Saiers havde medvirket til at GRL udgav artikel med kritik af Michael Manns egen ”hockey stick” temperatur serie. Og her ser vi altså at Mann som modtræk vil have folk fyret.
Et andet tilfælde er f.eks. fyringen af Chris Landsea fra NOAA der kan følges i emails fra Climategate emails.
Verdens vigtigste træ.
Slutteligt vil jeg omtale ”Verdens mest indflydelsesrige træ” [5,6]. Efter mange år at have forsøgt at få træ-data udleveret fra Climategate forskeren Briffa fra hans historiske temperaturer brugt af IPCC, så lykkedes det grundet et kiks fra Briffas side at få fat i data. Det viste sig at hans dataset var baseret på blot sølle 12 træer hvoraf ét træ har haft en vækst der er gået ”amok” i de seneste dekader uvist af hvilken grund. Således har data fra dette ene træ påvirket hele datasættet der røg direkte gennem ”peer review” og er brugt af IPCC i deres grafer. Træerne voksede på den Sibiriske Yamal halvø – et område hvor alle de omkringliggende temperaturstationer viser at der netop ikke er blevet meget varmere siden 1940. Men der voksede altså et træ med en anden historie.
SUMMA:
Endskønt dette indlæg blev lidt langt vil jeg gerne understrege at jeg kun har kradset lidt i lakken for Climamategate.
Er disse emails mv. udtryk for menneskelig snik-snak der til tider blev lidt for grov men ellers er harmløs? Eller har vi et systematisk problem for klimavidenskaben ?
Man kan også vende tingene om:
-> Hvad skulle disse emails og programkoder have indeholdt for at man bredt ville acceptere at klimavidenskaben har et problem?
Er vi blevet immune overfor kritik af klimavidenskaben?
En ny udvikling:
Noget af det vi har set i Climategate emails er ønsket om at begrænse publicering at ”forkerte” artikler der ikke peger i retning af IPCC´s linie. Men der er tilsyneladende sket noget i de senere år.
I 2016 blev der udgivet ca 600 peer reviewede artikler [7] med resultater der overvejende udfordrer den normale klima-linie og i første halvår af 2007 er der såmænd kommet ca 300 artikler mere til [8].
Noget kunne tyde på at det igen er ved at blive nemmere at få publiceret selvom resultater ikke har en bestemt orientering. I de senere år har vi i hvert fald set en eksplosion af artikler på skeptikernes vægtskål – hvad vi så skal ligge i det.
Her lidt henvisninger. Link nummer 2 har oplysende debat mellem fint informerede deltagere
http://www.klimadebat.dk/frank-lansner-kli... - Her skal du ned til overskriften Climategate (linket er jo en alfabetisk organiseret gennemgang af emner . Climategate findes derfor under C)
http://www.klimadebat.dk/forum/hackede-cru...
https://pjmedia.com/blog/deconstructing-cl...
- ja fra folk som efter min mening bør sættes i fængsel på livstid for deres ekstremt skadelige funktion. Noget mere afskyeligt kan jeg vanskeligt forestille mig end at bidrage til verdens kraftige opvarming.
Mage til pseudoscience skal man lede længe efter.
- her en bredere, journalistisk sammenfatning af "gate #1" + "gate #2":
http://humanevents.com/2014/05/16/the-new-...
- ihh dog! Ingen højere?? :)
Nej. Selvom de truer os alle og vore børn med udryddelse.
Interessant tanke, du mener altså at videnskabelige resultater der kan dokumenteres og reproduceres skal forbydes hvis de ikke viser de resultater du mener er det rigtige ?
I så fald tror jeg at du er havnet et forkert sted og i stedet bør opsøge f.eks. et site med et religiøst præg hvor man slår hårdt ned på folk med afvigende tanker.
M
Hvor mange skeptikere er der og hvad kan de gøre i sig selv.
Følger alle andre bare efter og brænder alt fossilt materiale de kan finde?
Tror du virkelig at folk følger skeptikerne på samme måde som du åbenbart følger alarmisterne.
Er det ikke mest i ord du følger linien.
Man kan jo også spørge om hvorfor vi skal hindre vores børn i at opleve godt vejr.
Lars Røssel skriver følgende om klimaforskere, som ikke deler hans synspunkter:
Det er set mange gange tidligere i historien. Det seneste eksempel stammer fra despoten Erdogan i Tyrkiet. Tusindvis af forskere er blevet grundløst fængslet efter kupforsøget.
Et eksempel er tyrkiske fysiker og relativist Ali Kaya, der i år bl.a. har udgivet artiklen Issues about Cosmological Ward Identities. Sidst i artiklen kan man læse følgende (C.I.K. Ferizli, Sakarya er et fængsel):
Måske kunne Erdogan eller det afskum, der stak ham, ikke fatte hans overvejelser over Noether-strømme?
Tidsskriftet Nature har en omtale under overskriften Science behind bars: How a Turkish physicist wrote research papers in prison.
Lars Røssel, du kan ikke have fattet en dyt om AGW, når du ikke evner at argumentere for dine synspunkter, men må ty til bøllemetoder.
NVJ:
https://www.youtube.com/watch?v=anwy2MPT5RE
Men forventeligt, der findes næppe den tråd her på ing.dk, hvor NVJ ikkekan få sneget sit "budskab" ind - suk.
mvh Flemming
Kort fortalt så er klimagate et politisk begreb opfundet af ledende globalopvarmning-benægtere for at tilsvine de naturvidenskabsfolk der er bekymret over den menneskeskabte globale opvarmning.
Det er en smædekampagne der benytter sig af mange uuddannede menneskers (som f.eks,. Trump vælgere og DF'ere) skepsis over for naturvidenskaben, ved bare at stemple alt hvad man ikke bryder sig om som klimagate.
Hvilket "budskab"? Jeg taler kun om fakta... I denne sammenhæng svindlen med data og de nærmest forbryderiske metoder som f. eks Phil Jones, Jim Hansen og professor Mann jo blev afsløret i at bruge.
Emnet her er svindel medforskningsartikler som jo slet ikke begrænser sig til de tidsskrifter som nævnes i Ingeniørens artikel. Det er jo meget mere udbredt, når f. eks. Redaktøren af the Lancet, som jo er et uhyre prestigebetonet tidsskrift, kan sige at over halvdelen af artiklerne ikke kan stå for en nærmere undersøgelse. Det samme viser jo Climate gate, endda uden at det får konsekvenser for den politiske agenda der har erobret "klimaforskning" stort set. Suk!
Der bliver af lignende firmaer arrangeret konferencer, som ofte foregår eksotiske steder (Las Vegas, Miami, Hawaii, osv.) og spreder sig over et meget bredt spektrum af emner ("World Conference on Computer Sciene and Engineering" og lignende). Typisk forpligter forfattere af optagne artikler sig til at deltage i konferencen, som har et højt deltagergebyr.
Her er det ikke altid kun firmaet, der snyder naive forskere. Nogen gange er forskere bevidste om, at der er tale om falske konferencer, men udnytter dem til at få firmabetalt ferie -- og en bedre udgivelsesstatistik. I bedste fald dukker de op til konferencen lige præcis på det tidspunkt, hvor de skal præsentere deres forskning, men er ellers på strand eller kasino.
Tænker straks på Niels Harrit og hans artikel i Bentham, som ham og hans medforfattere fik vennerne til at reviewe, uden om redaktørerne, og efterfølgende optaget.
Mere præcist: Allerede ved ansøgning om fondsmidler indgår ordet "klima". Sagen er at EU o.a. giver rigtigt mange penge til al forskning der handler om klima, og derfor bliver der lavet en klima-vinkel i megen forskning.
Det er på Ing.dk og andet steds flere gange blevet beskrevet, at udgivelsen af videnskabelige artikler, er en virkelig god forretning, at f.eks. elsevir skulle have en profitmargen på 40%.
Er der mon en måde at få udgiverne til at foretage en effektiv peer review? Med de profitmargener, som opgives, skulle der være et økonomisk råderum, som tillader initiativer til effektiv kritik af de artikler, som de får tilsendt.
Efter at Open Access er kommet til er det eksploderet med myriader af disse svindeltidsskrifter. Der findes dog enkelte udmærkede open access tidsskrifter som f.eks. PLoS One. Probelemt er dog ikke så stort som det gøres til. Alle ordentlige videnskabsmænd ved udmærket om et tidsskrift er et svindelstidsskrift eller ej. Det er nemt at afgøre idet svindeltidsskrifterne som hovedregel ikke er indicerede i de store artikeldatabaser. Dermed er de ikke specielt meriterende og der er heller ingen nogen der ved sin fulde fem ville læse dem. De kan dog bringes frem via pressen f.eks. i artikler om at amerikanerne selv sprang WTC i luften. En seriøs videnskabsmand smiler af publikationer i Bentham, og ved godt at hvis det er endt der er det nok nogen sludder som intet ordentligt tidsskrift ville have. Det er der også hovedsaglig kinesere og folk fra den tredie verden der publicerer der. Skal så indrømme at jeg en enkelt gang endte i et sådan tidsskrift fordi en samarbejdspartners tidligere PhD studerende tog egen pengepung op af lommen for at få det sidste arbejde ud. Det ærgrer jeg mig også gul og grøn over.
Konklusionen er at problemet ikke er så stort
Det er nu relativt nemt gennemskueligt, at waset.org er det rene fup. Alene det, at de har planlagt konferencer med præcise datoer i diverse interessante byer for de næste 15 år eller deromkring. F.eks. omkring en håndfuld spredt hen over 2031 alene i Paris.
Ovenstående virtuelle vitamininstitut optrådte for en snes år siden som garant i en tv-reklame for et eller andet kosmetisk produkt. Desværre kommer det nok kun til at blive værre fremover, for internettet giver rig mulighed for at fake alt muligt - Vi får brug for både AI og kvantecomputere, hvis vi skal have ryddet op i den sump ...
Fup-tidsskrifter breder sig. Det må tages for pålydende. Angiveligt har 5.000 tyske forskere betalt sig til at få publiceret i sådanne fup-tidsskrifter, interntionalt 400.000, siger undersøgelsen. Det er mere end hvad man blot kan slå hen som få "brådne kar", som der altid vil være. Det er et område, hvor der unden tvivl er et stort mørketal. Det er svært at opdage, og dem der ved mest, vil for alt i verden skjule det. Det skulle være markeligt, om det ikke også forekommer i Danmark. Vi har vist alle fået mails med opfordringer til at publicere i nye tidsskrifter. Det er en konsekvens af det øgede publiceringspres, og presset mod kvantitet fremfor kvalitet. Det danske BFI-system bidrager til at gøre ondt værre.
Det er faretruende. Det er et område, hvor kun forskere selv kan stå inde for kvalitet, og hvor man man må basere sig på tillid. Tillid er let at undergrave, man vanskeligt at genskabe. Det kan hverken ske med penge eller med magt. Som regel vil det tvært imod skabe øget mistænksomhed. Tillid kan kun opbygges gennem forskeres gensidigt kritiske granskning i åbne, offentlige og redelige former.
Det er også tankevækkende, at det er undersøgende journalister fra dagblade og andre medier, der står bag undersøgelsen. Ikke fx forskere eller forskningsansvarlige organisationer.