En sjældent set interesse i selve valgloven og mandatfordelingsreglerne er blusset op efter folketingsvalget 1. november 2022.
Selv om Socialdemokratiet i forhold til sin andel af stemmerne kun skulle have 49 mandater i Folketinget, fik partiet det 50. mandat.
Det er også anledningen til dette forsøg på at give læserne af Ingeniøren en oversigt over de forskellige regler og systemer, der ligger bag fordelingen af de 179 mandater i Folketinget, og som kan forklare denne overraskelse, som for mange ikke rimer med, at vi har et valgsystem, hvor partiernes andel af mandaterne bedst muligt skal svare til deres andel af stemmerne.
Som bekendt har Grønland og Færøerne begge to mandater i Folketinget.
Fordelingen af disse 2 + 2 mandater foregår helt uafhængigt af de 175, der fordeles i den sydlige del af riget, og som er det, der vil være fokus på her.
Det overordnede princip – fastlagt i grundloven – er, at de 175 mandater skal fordeles forholdsmæssigt på parterne i forhold til deres samlede stemmetal, sådan at partier med 12,3 pct. af stemmerne også skal have ca. 12,3 pct. af mandaterne.
Partier, der ikke har opfyldt mindst et af tre spærrereglens krav, deltager dog ikke i fordelingen af tillægsmandater, og derfor indgår de heller ikke i denne overordnede fordeling af de 175 mandater.
Denne fordeling foregår som en helt simpel forholdsregning, som vi lærte i skolen, og de få mandater, der ikke kan fordeles ud fra heltallene, fordeles efter decimalbrøkerne i faldende størrelsesorden.
Derfor kaldes metoden på dansk ”største brøks metode” og i det internationale fagsprog ”Hare + LR”, efter Thomas Hare, mens LR står for largest remainders.
Største brøks metode er et eksempel på en såkaldt kvotametode til mandatfordeling.
Den anden hovedkategori er divisormetoderne. De hedder sådan, fordi partiernes stemmetal ét efter ét divideres med en række divisorer, der er karakteristiske for den pågældende divisormetode.
Derefter fordeles mandaterne til partierne med udgangspunkt i de fremregnede kvotienter, således at det næste mandat, der skal fordeles, hele tiden går til det parti, der har den højeste kvotient, som endnu ikke har udløst et mandat.
Herved undgår man problemet med restbrøkerne, som nogle ser som et problem ved kvotametoderne.
Den mest udbredte divisormetode er den d’Hondtske (opkaldt efter en belgisk jurist og matematiker, Victor d’Hondt). Rækken af divisorer i d’Hondts metode er 1, 2, 3, 4, …, n, dvs. det er differensrække, hvor afstanden mellem divisorerne er 1.
D’Hondts ideer blev udviklet i 1870’erne og 1880’erne, og derfor blev hans mandatfordelingsmåde dominerende i den periode omkring forrige århundredskifte, hvor tanken om forholdstalsvalg bredte sig.
I Danmark blev metoden introduceret ved valg til de såkaldte værgeråd i 1907 og i forbindelse med en stor reform af kommunalvalgene i 1908.
I 1920 ændrede man efter Påskekrisen også valgmåden til Folketinget, hvor der dels skulle vælges såkaldte kredsmandater i de såkaldte amtskredse (de egentlige valgkredse), dels fordeles tillægsmandater, der skulle bidrage til at sikre den overordnede forholdsmæssighed.
Antallet af kredsmandater til hver amtskreds (og til de tre tilsvarende ”storkredse” i København/Frederiksberg) blev fastlagt ud fra folketal, vælgertal og befolkningstæthed, hvilket var foreskrevet i grundloven.
Der blev i gennemsnit fem kredsmandater i hver valgkreds.
Der findes forskellige divisormetoder, og den væsentligste forskel på dem er, om de tendentielt er til fordel for de største eller de mindste partier – eller evt. er størrelsesneutrale – hvilket afhænger af differensen i differensrækken: Jo mindre den er, jo bedre for de større partier.
I d’Hondts metode er differensen 1, mens den for eksempel i den såkaldte St.-Laguë-metode (som er tilnærmelsesvis størrelsesneutral) er 2, nemlig divisorerne 1, 3, 5, 7, …., 2n – 1. St.-Laguë-metodens størrelsesneutralitet er tydelig i sammenligning med d’Hondts metode, for den giver næsten altid samme mandatfordeling som største brøks metode, som for mange nærmest er identisk med såkaldt ”matematisk retfærdighed”.
Kombinationen af mange ret små valgkredse (målt i antal kredsmandater) og et partisystem med to store partier (Venstre og Socialdemokratiet) betød i mange år efter 1920, at de to partier fik en forholdsmæssig stor del af kredsmandaterne, mens andre partier så fik forholdsvis flere tillægsmandater.
På grund af Venstres styrke i Jylland (hvor en del af de mindre valgkredse lå), fik partiet ved hvert eneste valg i perioden 1920-1947 flere kredsmandater, end partiet egentlig var berettiget til i henhold til den overordnede mandatfordeling ud fra største brøks metode.
Venstres (for) mange kredsmandater i Jylland og på øerne betød, at partiet aldrig fik tillægsmandater i hovedstadsområdet, og derfor stillede Hovedstadens Venstre i 1947 op som et selvstændigt parti.
Resultatet blev som forventet, at Venstre fortsat fik for mange kredsmandater i Jylland og på øerne, men nu kom der også tre tillægsmandater i hovedstadsområdet.
De andre partier rasede, men kunne ikke gøre noget, for alt var gået for sig efter alle regler og forskrifter.
Men de andre partier ændrede loven, hvilket indebar afskaffelse af retten til at beholde et overskud af kredsmandater, periodisk revision af valgkredsenes antal af kredsmandater, og indførelse af Sainte-Lagués mandatfordelingsmetode i stedet for den d’Hondtske, dog med den modifikation, at den første divisor ikke skulle være 1, men 1,4.
Det skulle sikre, at det trods alt ikke blev for let for et lille parti at få sit første mandat i en valgkreds.
Disse ændringer løste de problemer, som de andre partier så i Venstres adfærd, men den første ændring – afskaffelsen af kredsmandaternes endelighed – blev rullet tilbage allerede i 1953, fordi partilederne ville signalere enighed forud for folkeafstemningen om den nye grundlov.
Dengang var kravet til ja-stemmerne ikke mindre end 45 pct., og det var man ikke nået op på i 1939, hvor man sidst forsøgte at få ændret 1920-grundloven. Denne lovændring – som kunne ligne en indrømmelse af, at straffeaktionen i 1948 havde været for hård – hjalp til at sikre Venstres opbakning bag den nye grundlov.
De forskellige ændringer betød, at der efter 1953 ikke mere forkom situationer, hvor et parti fik flere kredsmandater, end det havde krav på ud fra sit samlede stemmetal.
Strukturreformen for godt 15 år siden betød bl.a. amternes nedlæggelse, og derfor kunne de ikke længere bruges som valgkredse uden for hovedstadsområdet.
Derfor oprettede man de ti storkredse, som er vore dages egentlige valgkredse.
Der var kun det problem, at Sainte-Laguës fordelingsmåde teoretisk ville kunne være en kattelem for et lille parti til at få et kredsmandat og på den måde få ret til andel i tillægsmandaterne uden at have de 2 pct., som ellers er den mest omtalte af de tre spærregrænser i valgloven.
Løsningen blev at genindføre den d’Hondtske fordelingsmåde, som man antog ville kunne sikre, at ingen partier fik en utilsigtet fordel af de større valgkredse.
Overgang til større valgkredse er nemlig normalt til fordel for mindre partier, fordi de såkaldte naturlige spærregrænser bliver lavere.
Som sagt, så gjort, og forventningerne blev indfriet, idet ingen små partier med under 2 pct. af stemmerne fik et kredsmandat – og ingen af de store partier fik for mange kredsmandater – i hvert fald ikke før 1. november 2022.
Ved folketingsvalget i år skete der det helt uventede, at Venstre på grund af, at to tidligere toppolitikere oprettede hver sit nye parti, mistede en betydelig del af sin vælgere. Andre forhold spillede naturligvis også ind på slutresultatet, som kommende vælgeranalyser utvivlsomt vil vise.
Men nedsmeltningen af Venstre betød, at Socialdemokratiet var det eneste store parti, på landsplan oven i købet mere end dobbelt så stort som Venstre, som var næststørst – og hertil kom så yderligere ti partier, der kom i Folketinget med mellem 9,3 og 2,6 pct. af stemmerne.
For at illustrere situationen viser Tabel 1 fordelingen af de ti kredsmandater i Nordsjællands Storkreds. Denne kreds bruges som eksempel, fordi nogle kommentatorer har sagt, at det var her Socialdemokraterne fik det sidste mandat nemmest, og derfor var det måske det mandat, der var det famøse 50. kredsmandat, som altså var det, der skulle have været afleveret, hvis § 77, stk. 4 i folketingsvalgloven ikke bestemte, at det skal det netop ikke.
For at hjælpe på overskueligheden udelades i tabel 1 de partier, der ikke fik et kredsmandat i denne storkreds. Det drejer sig om ikke mindre end otte af de 14 opstillede partier.
Hvis Sainte-Laguës fordelingsmåde fortsat havde været i anvendelse, ville fordelingen af de ti kredsmandater have set ud som vist i Tabel 2:
En sammenligning af de to tabeller viser klart, at det er brugen af d’Hondts fordelingsmåde, der sikrer Socialdemokratiet det yderste (10.) kredsmandat, som ved brug af den modificerede Sainte-Laguë-metode ville være gået til Moderaterne (som så på landsplan ville have fået et tillægsmandat mindre).
Mandatfordelingsmetode spiller altså klart en rolle, men det gjorde nedsmeltningen af Venstre også. I 2019 fik Venstre endda flere stemmer end Socialdemokratiet (67.742 mod 61.801), og begge de store partier fik tre kredsmandater, mens fire andre partier hver fik ét kredsmandat. Det var i øvrigt den samme mandatfordeling, som den modificerede Sainte-Laguë-metode ville have medført.
Så situationen omkring Socialdemokratiets 50. mandat skyldes altså først og fremmest valglovens § 77, stk. 4 om kredsmandaternes såkaldte endelighed, men også et for valgforskere – og andre – interessant samspil mellem et mandatfordelingssystem, der tenderer mod at være til fordel for store partier, og en stemmefordeling, der ved dette valg efterlod ét parti alene som væsentlig større end de 13 andre partier – for første gang i mange, mange år.
