Fagfolkene om WTC - dengang og nu

Lars Holten Petersen, civilingeniør, dengang adm. direktør i Birch & Krogboe, nu direktør i Carlsberg

Det sagde han i 2001: »De havde sagt det i radioen, men forståelsen kom først med billederne. Fly fyldt med mennesker, der som ildkugler smadrede ind i bygninger fyldt med mennesker. Bygninger, der faldt sammen som korthuse, dødsfælder for alle, der befandt sig i dem. Den øjeblikkelige reaktion var forfærdelse og chok. Var det rigtigt? Skete det virkelig? Hvordan kunne nogen finde på noget så afskyeligt? Så meldte afmagten sig. Den lammende, tørre og tomme fornemmelse af at være tilskuer og intet kunne gøre. Afmagten blev til sorg og medfølelse med ofrene og deres kære. Derefter voksede den sig til vrede. Forbryderne må findes og udryddes - hurtigt, effektivt og nådesløst! Så kom eftertanken! Det vil ske igen - og igen, hvis ikke verden ændres. Vi må tage fat på de forhold, som vi dybest set godt ved udgør den egentlige årsag. Forbryderne vil blive jaget og straffet, men vi står alle tilbage med årsagen. Den tirsdag mistede vi uskylden.«

Når du læser det, du sagde dengang, hvilke tanker vækker det så?

»Det var som at genopleve det, og jeg tænkte: Har jeg virkelig sagt det? Det er jo en stemning, man genoplever, og nogle indtryk, der var stærke dengang, og de dukker op med det samme igen.«

Hvilken afgørende betydning fik begivenheden så for din branche - om nogen?

»Det har bare præget verden. Og jeg kom til at tænke på, præcis hvorfor dette prægede verden. Der har jo også været andre sager, såsom massakren i Srebrenica i Jugoslavien, men det fik ikke samme effekt. Jeg tror, 11. september havde den store effekt, fordi vores kultur på en måde kommer derfra, og vi oplevede det på klos hold i tv. Alt, hvad vi gør i dag, er styret af det her et eller andet sted - hele debatten om, hvordan vi gør vores tilværelse mere sikker. F.eks. i forhold til lufthavnssikkerhed og overvågning, som ikke var der før. I 2001 sad der vist ikke et eneste overvågningskamera i København, og at de er kommet, er selvfølgelig ikke kun pga. 11. september, men udviklingen blev accelereret der. Jeg har svært ved at relatere det til branchen, men ser det mere som en samfundsmæssig ting, som har præget måden, vi indretter os på. Jeg arbejder med udviklingen af den nye Carlsberg-by i Valby, hvor vi også skal bygge nogle højhuse. Og der er da en masse sikkerhedsdiskussioner såsom overvågning af det offentlige rum, vi har, og som jeg mener kan føres tilbage til dette. Den diskussion ville ikke være der for ti år siden. Det er jeg sikker på.«

Kirsten B. Löwenmark, rådgivende ingeniør, nu pensioneret

Det sagde hun i 2001: »Jeg troede først, der var tale om en hændelig katastrofe, men på tv stod en lille skræmt mand og forklarede os, at han nok skulle finde skurkene og få dem straffet. Jeg måtte tale med nogen - og mærkeligt nok ringede jeg hverken til min mand eller til mine børn. Men til kammeraten fra underskolen, hende, jeg hinkede med i skolegården på Rahbeks Allé, da et vingeskudt RAF-fly i lav højde over vores hoveder lettede sig for sin bombelast, der landede på den anden side af Vesterbrogade, og som selv endte i tankstationen ved den franske skole. En begivenhed langt fra i tid og sted, men følelsesmæssigt tæt på. Vi var bange dengang som børn, da vi i beskyttelsesrummet blev 'beroliget' med, at det var inde over byen, man bombede. Og vi var bange nu, da vi som gamle kunne se det live i tv - trods langt herfra og søgt beroliget af en præsident, som undervejs ændrede straffen til en krigserklæring. Ingeniøren i mig var ikke til stede - kun den svage undren over, hvordan tårnet næsten stilfærdigt og langsomt spiste sig selv etage for etage uden at vælte til siden. Udskæringen i facaden - den præcise silhuet af flyet, der ramte - stod et øjeblik som taget ud af en Anders And-film. Alt sammen mærkeligt og gruopvækkende - ikke mindst tankerne om den forstående hævn.«

Når du læser det, du sagde dengang, hvilke tanker vækker det så?

»Man erindrer det ganske tydeligt, men det er svært at sige noget om i dag. Dengang følte jeg mig som en lille pige, der mærkede krigens rædsler, og når jeg læser det, jeg sagde, kan jeg se de gamle billeder af tårnene for mig. Jeg var i New York i sommer og besøgte Ground Zero, som nu er en travl byggeplads. Det er et tegn på menneskeracens ukuelige vilje til at genrejse sig. Det var så samtidig med, at der sprang en bombe i Oslo, hvor mennesker flygtede fra byens midte. Det gjorde mig ikke nervøs at se det, men det mindede mig om det, vi så 11. september.«

Hvilken afgørende betydning fik begivenheden så for din branche - om nogen?

»Jeg har været pensionist i mange år og ikke statiker, så jeg har ikke fulgt med i, om statikken har udviklet sig siden da.«

Lars Pallesen, Rektor på DTU

Det sagde han i 2001: »Ulykken i USA sætter tanker i gang, man helst var fri for. Følelserne kan være ægte nok, tankerne velmenende, men ordene bliver banale. Man føler sig handlingslammet, selv om man ikke hører til dem, der kan og skal handle. Man føler tilskyndelse til at støtte op om dem, der kan og skal. Dette er tidspunktet, hvor der er behov for stor politisk ledelse. Noget, kun få har evne for. Man tænker med bekymring på, hvilke tanker vore verdenspolitiske ledere gør sig. Hvad motiverer dem? Hvad skal de vise og over for hvem? Kloge handlinger er ikke altid indlysende eller populære. Tænker og handler de galt, er Fanden for alvor løs. Man må håbe, der er en Churchill eller Lincoln eller Gandhi eller Mandela, der vil rejse sig til lejligheden.«

Når du læser det, du sagde dengang, hvilke tanker vækker det så?

»Når jeg genlæser, hvad jeg udtrykte for 10 år siden, får det mig til at erindre, at jeg mente, at ulykken ikke blot var tragisk, men skelsættende. Hele verdens usårlige politibetjent, USA, var blevet angrebet og såret dybt og synligt. Skurken var til gengæld ret usynlig, og så derfor ikke ud af meget - og var det jo heller ikke målt med sædvanlige styrkemåls alen - men kunne altså alligevel skabe ulykke og utryghed, hvor man mindst ventede det på kloden.«

Hvilken afgørende betydning fik begivenheden så for din branche - om nogen?
»Det lederskab, som jeg klyngede mit håb for fremtiden til, har faktisk materialiseret sig. Ikke som en ikonisk enkeltperson, men som en beslutsom udvikling af organisatorisk og teknologisk overlegenhed, der i overraskende grad har afværget efterfølgende terroristisk ragnarok.«

Sven Caspersen, rektor i 28 år på Aalborg Universitet, nu pensioneret

Det sagde han i 2001: »Det er alt for tidligt at kunne give et udtømmende svar på spørgsmålet om, hvad vi kan lære af 11. september. Omfanget af tragedien har vi endnu ikke fattet, men nogle praktiske læringsmuligheder ligger dog lige for. Kan vi bygge mere sikkert og med bedre materialer? Hvordan organiserer vi bedst redningsarbejde og skaber størst flysikkerhed? I den anden ende af spektret finder vi helt andre spørgsmål: Hvad kan vi lære om at bekæmpe terrorisme? Og endnu vigtigere: Kan vi lære noget om at formindske grobunden for terrorisme, hvad enten den er begrundet i sociale forhold eller national og religiøs fundamentalisme? Det bliver den største og mest langvarige udfordring for os alle. Terrorismen kan nok formindskes med magt, overvågning, mistænksomhed osv. Men terrorismen kan aldrig fjernes, uden vi får formindsket de grundlæggende konflikter og uligheder, der skaber grundlaget for og glorificeringen af terrorismen. For mig er det nok den vigtigste lære af 11. september og den tragedie, der ramte så mange uskyldige mennesker, hvis minde, familie og venner vi skylder den største medfølelse.«

Når du læser det, du sagde dengang, hvilke tanker vækker det så?

»Mine udsagn fra dengang vækker den tanke, at vi stadig ikke har været i stand til at formindske det grundlag, der skaber terrorisme, dvs. de sociale skævheder og religiøse spændinger. På en eller anden måde har vi måske brugt for meget kraft på hævnen, og spørgsmålet er, om det ikke har givet fundamentalismen mere medvind end modvind. Man skulle ikke have brugt så meget krudt på krige, men mere prøvet at skabe et bedre samarbejde og støtte til de lande. Det prøver man også i Afghanistan, men det er svært, fordi det er blokeret af krigstilstande. Min tanke er måske lidt naiv, men stadigvæk.«

Hvilken afgørende betydning fik begivenheden så for din branche - om nogen?
»Jeg tror ikke, det fik så meget betydning - for universitetsverdenen i hvert fald, hvor jeg kommer fra. I begyndelsen diskuterede man meget på Det Tekniske Universitet i Hamburg, hvor jeg i en periode sad i bestyrelsen, om man kunne have opdaget, at nogle af de tidligere studerende skulle blive flyterrorister 11. september. Men de kunne ikke se, hvordan de skulle have forhindret det, så jeg tror, at diskussionen blev mere af symbolsk end af reel karakter. Til gengæld er det mit indtryk, at der er kommet mere forskning i terrorrelaterede aktiviteter som konflikter og ulighed, og der er kommet større fokus på sikkerhed og kontrol.«

Jesper Rasmussen, tidl. koncernchef i Carl Bro Gruppen

Det sagde han i 2001: »Den tragiske hændelse i USA viser, at de åbne demokratiske samfund også er sårbare. De hviler på, at alle involverede borgere, partier og organisationer har gensidig forståelse og respekt for hinanden og de spilleregler, som kendetegner et demokrati. Terrorismen sætter på helt uacceptabel vis disse spilleregler ud af kraft. Vi har alle et ansvar for at dæmme op for denne verdens trussel. Ved at Danmark og danske virksomheder engagerer sig globalt og f.eks. deltager i udviklingsprojekter, kan vi medvirke til at skabe den dialog og integration mellem forskellige kulturer, der er helt nødvendig for at bygge bro mellem forskellige livsopfattelser. Her er udfordringen i de kommende år især at skabe gensidig forståelse mellem den islamiske og vestlige kultur. Man kan ikke isolere sig i en verden, der teknologisk og logistisk bliver stadig mindre. Men også nationalt er der grobund for konflikter. F.eks. har nogle befolkningsgrupper svært ved at blive en del af arbejdsmarkedet, og det bør vi som samfund tage hånd om. Her kan vi som private virksomheder give vores bidrag ved at vise åbenhed og rummelighed.«

Når du læser det, du sagde dengang, hvilke tanker vækker det så?

»Jeg følte dengang, at når nogen kan finde på det, må det være udslag af mangel på dialog, og derfor tænkte jeg, at mere dialog og samarbejde på tværs af skellene måtte kunne løse det. Men jeg kan også se, at det jo ikke var rationelt at slå nogen tilfældige ihjel, og det kan dialog ikke løse. Og sagen i Norge viste senere, at det ikke kun kommer fra én side, men fra alle sider. Folk kan være mærkelige for at gøre opmærksom på sig selv. Det gik også ind under terror.«

Hvilken afgørende betydning fik begivenheden så for din branche - om nogen?

»Svært at sige, for der kommer jo også jordskælv, etc., som har betydning. Og når det gælder terror, så kan man ikke sikre sig mod gale mænds værk. Men jeg har trukket mig ud af branchen i dag, så det er svært for mig at svare på.«

John Cederberg, tidl. direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører

Det sagde han i 2001: »Som ung ingeniør arbejdede jeg i Caracas, Venezuela, i en bygning, der var høj efter datidens forhold. Et jordskælv en lørdag aften i juli 1967 ødelagde et stort antal huse, og flere end 500 mennesker omkom. Mandag morgen efter jordskælvet satte vi blyanter på højkant på bordene - og var parat til at løbe ned ad trapperne, hvis de væltede. Det gjorde de ikke, men utrygheden varede meget længe. Højhuse er byernes bjergtoppe. De er fascinerende og ofte smukke. De har den sikkerhed, som myndighederne stiller krav om, og den yderligere sikkerhed, som bygherren ønsker. Der er principielt ingen vanskeligheder ved at dimensionere et højhus, så det får bedre flugtveje, højere brandsikkerhed og kan modstå stærkere vinde, kraftigere jordskælv, lokale sammenbrud af bærende elementer, nedstyrtningslaster fra fly m.m. Men det gør alt sammen bygningen dyrere og huslejen højere. I dag er det de kapitalstærke og magtfulde firmaer, der er koncentreret i de spektakulære bygninger i finanscentrene verden over. Netop derfor er de oplagte mål for attentater. Og spørgsmålet er, om man fremover kan få folk til at arbejde i de ekstreme højhuse? Eller er deres epoke forbi?«

Når du læser det, du sagde dengang, hvilke tanker vækker det så?

»Efter 11. september frygtede vi vel alle, hvad det næste ville blive. Hvor, hvornår og hvor omfattende? Der kom flere terrorattentater, men de medførte ingen vedvarende og betydelig skrækeffekt.«

Hvilken afgørende betydning fik begivenheden så for din branche - om nogen?

»Siden ødelæggelsen af World Trade Center er der opført mange og meget højere bygninger rundt om i verden, måske med de mest bemærkelsesværdige i Emiraterne og i Asien. Så attentatet i 2001 betød på ingen måde enden på højhusepoken. Men udfordringen for arkitekter og ingeniører med et design, der medfører den højest mulige sikkerhed for bygningens brugere, er blevet endnu større, både hvad angår sikkerhed mod udførelsesfejl, brand, naturhændelser og attentater.«

Lone Møller Sørensen, tidlig direktør i By og Byg, nu direktør for Byggeri & Design, Rambøll

Det sagde hun i 2001: »Sidste uges begivenheder i USA var primært menneskelige tragedier og politiske katastrofer. Men samtidig aktualiserede de en nødvendig diskussion af, hvordan vi også herhjemme bedst kan sikre større bygninger og anlæg. Uanset hvor godt man sikrer en bygning, vil den aldrig kunne modstå terroraktioner som dem, vi var vidner til forrige tirsdag. Men man kunne formentlig have vundet nogen tid ved en endnu bedre brandsikring, og man havde nok også kunnet evakuere flere mennesker ved endnu bedre flugtveje. Selvom vi ikke i Danmark har nogen huse, der bare nærmer sig World Trade Centers kaliber, så bør vi i lyset af den intensiverede terrortrussel overveje, om de danske byggeregler i tilstrækkelig grad tager højde for de risici, der knytter sig til terroraktioner. Det kan både handle om brand- og flugtveje, men sandelig også om statik og byplanlægning: Hvor stor en bombe skal f.eks. et større kontorkompleks kunne modstå? Hvis bygningen kollapser, hvilken type kollaps er da at foretrække? Og bør risikoen for en kollaps som følge af en terroraktion have betydning for, hvor man placerer høje huse? Dette er nogle spørgsmål, vi bør diskutere i lyset af terrortruslen.«

Når du læser det, du sagde dengang, hvilke tanker vækker det så?

»Som jeg sagde dengang, så er det næsten umuligt at forberede eller forsvare sig mod terrorangreb af den kaliber. I forlængelse heraf mener jeg heller ikke, at man bør byplanlægge på grundlag af trusler. Det, der bør prioriteres, er beredskabsplaner med evakueringsprocedurer og brandsikring, som tager højde for bygningers infrastruktur, således at de menneskelige omkostninger minimeres.«

Hvilken afgørende betydning fik begivenheden så for din branche - om nogen?

»I branchen har der siden 11. september været et større fokus på konstruktioners modstandsdygtighed over for brand. I forhold til beredskabet er især indsatsveje og sikring af redningsmandskabet blevet revurderet via et større analysearbejde. Der er også kommet skrappere regler for styring af sikkerhedstekniske anlæg.«