Færre giftige fluorstoffer i isbjørne og sæler
Der er mindre og mindre af det giftige og kræftfremkaldende fluorholdige stof PFOS i isbjørne og sæler. Det viser nye tal fra det arktiske overvågningsprogram.
PFOS har i årtier været anvendt blandt andet til brandslukning og til at imprægnere møbler, tæpper og regntøj, men blev i 2009 sat på Stockholmkonventionens liste over verdens farligste stoffer. Ikke mindst fordi det via fødekæden har fundet vej til Grønland og Arktis, hvor det har plaget dyrelivet. Men nu er tendensen nedadgående.
»Når globale forbud mod farlige kemikalier er så stor en succes, at vi kan se det direkte på isbjørne, giver det selvfølgelig blod på tanden. Jeg vil arbejde for, at vi skal af med alle de farlige såkaldte perfluorerede stoffer. Det er også grunden til, at vi allerede sidste år sørgede for at gå hårdere til en række stoffer,« siger miljøminister Pia Olsen Dyhr (SF).
Hun henviser til, at et andet perfluoreret stof, PFOA, nu er på vej til at blive optaget på EU's kandidatliste. Det er første skridt på vej mod at udfase stoffet, mener hun. PFOA er fundet i blandt andet emballagerne til almindelige fødevarer som popcorn og melblandinger.
En lang række undersøgelser har dokumenteret skadevirkningerne af de perfluorerede stoffer. F.eks. har kvinder med PFOS i blodet sværere ved at blive gravide. Der er også sammenhæng mellem lavere fødselsvægt og højt niveau af fluorstoffer i blodet hos moderen.
Dokumentation
