Facebook satser stort på virtual reality med ny billig-brille

I fremtiden vi vi bruge Virtual og Augmented Reality til at interagere i Facebook-universet. Illustration: Facebook

Virtual reality (VR) er ikke bare en hype, der falder sammen. I kombination med kunstig intelligens (AI) vil netop virtual reality være afgørende for Facebooks udvikling de næste 10 år.

Sådan lød det fra selskabets tekniske chef, Mike Schroepfer, på årets teknologikongress Websummit i Lissabon, der tiltrækker 72.000 deltagere, hovedsageligt ingeniører.

Mike Schroepfers blev budt velkommen på scenen i det kæmpe indendørs stadium, hvor kongressen afholdes, som en rockstjerne. Hans oplæg flugter med, at Websummit flyder over med oplæg og virksomheder, der beskæftiger sig med netop VR og AI.

»VR vil give os mulighed for at opleve alt med alle på ethvert tidspunkt,« lød det fra Mike Schroepfer.

Når han skal demonstrere, hvor langt VR er nået, placerer han folk på kanten af et højhus i et sci-fi univers. Så beder han dem hoppe ud.

»Jeg kan se deres ben ryste, og folk kan ikke få sig til at tage springet,« siger Mike Schroepfer.

Det understreger, mener han, at VR er nået til det punkt, hvor den virtuelle virkelighed endelig rammer os dybt.

»VR har været på vej til gennembrud så mange gange, men vi har hele tiden ventet på, at computerkraften var stor nok. Det er den nu,« lød det fra Facebook-chefen.

For at gøre VR tilgængelig for alle Facebooks brugere er selskabet på ved med en simpel udgave af en brille, som indtil videre går under navnet Standalone. Brillen bliver billig og kræver hverken computer eller kabler.

Med den vil Facebook gøre det muligt at interagere dybere med hinanden, træde ind i hinandens virkelighed, og i kombination med augmented reality vil Facebook-brugere f.eks kunne spille med hinanden på tværs af kloden.

Også her har Facebook sat sine udviklere i sving. Toybox er Facebooks foreløbige forsøg på at indlejre augmented reality, hvor brugerne kan spille Nintendo Wii-lignende spil.

AI begår for mange fejl...men vi ser fremgang

Udviklerne hos Facebook har også øjnene rettet stift mod kunstig intelligens. Ifølge Mike Schroepfer har vi haft det teoretiske grundlag for at lave AI siden 1990’erne, men ligesom med VR har den stigende computerkraft gjort AI stadig mere tilgængeligt. Men her er stadig store udfordringer.

»Vi er stadig langt fra at AI opfører sig som menneskelig intelligens,« siger Mike Schroepfer.

Der sker ellers store fremskridt med computernes evne til at tolke billeder og indeksere dem. Men computerne begår stadig for mange fejl.

Som eksempel nævner Mike Schroepfer en computers forsøg på at tolke et billede af et fly, der er ved at styrte ned over en vej. Her tolkede computeren flyet som parkeret.

Our backbone in the sky

Foruden AI og VR vil Facebook satse på at forbinde mennesker verden over, og de 4,4 milliarder, der endnu ikke har internetadgang, er i virksomhedens søgelys.

Derfor investerer selskabet i alt fra antenner på bygninger over soldrevne fly til satellitter i rummet. Rumstrategi led dog et hårdt slag i september, da SpaceX´ Falcon 9-raket eksploderede med Facebooks 1,3 milliarder kr. dyre satellit ombord. Den skulle have leveret billigt internet til Afrika.

»Vi skal turde tage chancer og opleve uheld. Og det her uheld udskød vores rumplaner en smule,« erkender Mike Schroepfer.

Han glæder sig derimod over, kæmpedronen Aguila - med et vingefang svarende til en Boeing 747 - fløj i sommer.

»Med en flåde af disse drone vil vi bringe internet ud til fjerne egne. Det er 'our backbone in the sky',« lyder det fra en fremtidsoptimistisk Facebook-chef.