Facebook-regler skyller ind over danske virksomheder

Skal der spærres for Facebook af sikkerhedshensyn, eller skal der åbnes op, så medarbejderne ikke bliver sure over restriktionerne?

Det dilemma er højaktuelt mange steder i takt med, at det sociale fællesskab har fået tag i 40 procent af danskerne, samtidig med at unge kommer ind på arbejdsmarkedet og forventer adgang til de samme medier, som de er vant til at bruge.

Mikael Lemberg er Facebook-konsulent på fuld tid og hjælper virksomheder både med at markedsføre sig på Facebook, men også med at håndtere Facebook indadtil. For mange af de store virksomheder er netop nu i gang med at finde frem til den gyldne mellemvej, hvor de ansatte lærer at bruge netværket på fornuftig vis.

»Hvis en sælger for eksempel om morgenen skriver i sin status-opdatering på Facebook, at nu skal han ud og besøge den og den kunde, vil konkurrenterne kunne følge med. Det er ikke vildt smart, men mange laver ikke den association, når de bruger sociale medier,« siger Mikael Lemberg.

Flere store firmaer vælger derfor nu at opdrage medarbejderne i brugen af Facebook, gennem en nedskrevet politik eller deciderede kurser. HP var først på banen, men også blandt andet IBM, Arla og en række fagforeninger er godt i gang, fortæller Facebook-konsulenten.

»Der er også nogle, der bare vælger at spærre, faktisk flere end man lige skulle tro. Det er typisk med en it-undskyldning om, at det ikke er sikkert, men jeg tror ikke på, at Facebook skulle være farligere end så meget andet på internettet,« siger Mikael Lemberg.

Kurser i Facebook blev stor succes

Hos HP vurderede man, at det ville være for dumdristigt bare at åbne for sluserne uden vejledning til de ansatte, så derfor blev en Facebook-politik suppleret af Facebook-kurser, som viste sig meget populære. I løbet af et par uger var 150 medarbejdere igennem kurset, svarende til en fjerdedel af de ansatte.

Her kunne de lære om, hvordan man for eksempel sætter passende rettigheder for sine billeder, og hvordan man skelner mellem arbejdsliv og privatliv på Facebook-profilen. For eksempel ved at give familie og venner adgang til private billeder, mens de arbejdsrelaterede kontakter lukkes ude.

»Der var ret høj fokus på, hvad den enkelte selv kunne få ud af det, for det tiltrækker jo flere. Ønsket var også at få mulighed for at tage en diskussion med medarbejderne om loyalitet over for arbejdspladsen, når man bruger sociale medier,« siger Mikael Lemberg.

Kend din tredjeparts-applikation

Sikkerhed er selvfølgeligt også på dagsordenen, så på kurset er der undervisning i at kende forskel på de forskellige applikationer og funktioner i Facebook.

»Noget kommer fra Facebook eller fra vennerne, og indeholder ikke virus, og noget kommer fra tredjepart, hvor man skal være mere forsigtig. Så når man kan kende forskel på de tre ting, er man nået langt,« siger Mikael Lemberg.

Efterspørgslen efter rådgivning om brugen af Facebook i virksomheder tog fart i efteråret 2008 og er eksploderet i 2009, fortæller han.