Facebook får norsk vindmøllestrøm - danske forbrugere får ekstraregning
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Facebook får norsk vindmøllestrøm - danske forbrugere får ekstraregning

Illustration: Facebook

Når Facebook har valgt at købe norsk vindmøllestrøm til sit danske datacenter betyder det en ekstraregning til danskerne – fremfor hvis Facebook for eksempel havde betalt cirka samme beløb for at få en vindmøllepark opført i Danmark.

Læs også: Rapport: Datacentre vil stå for en tredjedel af Danmarks elforbrug

Det er konsekvensen af, at vi har afskaffet støtten til vedvarende energi over elprisen – og af, at regeringens mål om mindst 50 pct. vedvarende energi i 2030 er et nationalt mål, som beregnes efter elforbrug og elproduktion indenfor landets grænser.

En mulig konsekvens, som blandt andre civilingeniør Søren Dyck-Madsen, klimarådgiver i Det Økologiske Råd, allerede gjorde opmærksom på i artikler her i Ingeniøren først på året:

Læs også: Betaling for datacentres grønne strøm kan blive et delikat emne

Søren Dyck-Madsen er civilingeniør og fagmedarbejder på Energi og Klima i Det Økologiske Råd. Illustration: Det økologiske Råd

»Tidligere støttede vi grøn strøm over elregningen (via PSO-posten) og alle elforbrugere var således med til at betale efter hvor meget strøm, de brugte. Med afskaffelsen af PSO-betalingen er det om nogle år alle skatteyderne, der betaler regningen for ny vedvarende energikapacitet, og derfor kommer Facebook ikke til at betale ekstra i Danmark for den vedvarende energidel af sit store elforbrug,« siger han.

Norsk strøm duer ikke

Han tilføjer, at et nationalt mål om 50 pct. vedvarende energi betyder, at man ikke kan medregne grøn strøm fra udlandet, der forbruges i Danmark, selvom Facebook har betalt for den grønne strøm i Norge helt efter reglerne:

»Set fra et klimasynspunkt rummer den her model både godt og skidt! Vi ’tvinges’ jo til at udbygge med mere vedvarende energi for at nå de 50 pct., selvom Facebook får grøn strøm fra Norge, men samtidig øges det fossile energiforbrug også i Danmark, fordi den anden halvdel af det ekstra energiforbrug jo netop ikke består af grønt eller vedvarende energi,« forklarer han.

Han tilføjer, at Facebooks valg faktisk er årsag til en ekstra VE produktion på 150 pct. De 100 pct. i Norge, som de selv fuldt ud betaler, og de 50 pct. i Danmark, hvor ekstraprisen betales af de danske skatteydere.

Læs også: Datacentre og billig el udfordrer energiaftale

På grund af det øgede fossile energiforbrug mener Søren Dyck-Madsen fra Det økologiske Råd dog, at regeringen bør justere sin VE-andel i 2030 op over 50 pct., så den reelle mængde fossile brændsler, vi bruger i Danmark, forbliver på samme niveau som i dag og ikke øges, selvom energiforbruget øges til blandt andet Facebooks servercenter.

Køber 1 TWh årligt i 15 år

Facebook har konkret indgået aftale med en norsk udvikler og en tysk investor bag et norsk vindmølleprojekt, Bjerkerimklyngen i Stavanger-regionen, om årligt at købe 1 TWh strøm fra parken i de næste 15 år til Facebooks datacenter i Odense og til delvis forsyning af et datacenter i Luleå.

Læs også: Facebook skal forsyne 6.900 fynske husstande med fjernvarme

Vindmølleparkens effekt bliver knap 300 MW og består af 70 stk. Siemens 4,2 MW vindmøller, og Facebook skriver i en mail til Ingeniøren, at de regner med, at parken kan opnå grønne certifikater, som Facebook så vil købe.

Grønne certifikater, der handles på en særlig børs, er den norsk-svenske måde at støtte vedvarende energi på, idet regeringen forpligter befolkningen til at købe en vis mængde certifikater hvert år.

Læs også: Ny politisk aftale åbner norsk vindkraftmarked

»Facebook har sådan set gjort det rigtige; de har betalt for købet af grøn strøm – bare ikke i Danmark,« siger Søren Dyck-Madsen og tilføjer, at det efter hans vurdering heller ikke havde været nemt i disse år at finde et nyt, dansk vindmølleprojekt på land.

Energistyrelsen bekræfter overfor Ingeniøren, at indkøb af norsk strøm, baseret på VE, ikke tælles med i den danske VE-andel, når der er tale om en aftale, der er indgået på virksomhedsniveau.

Læs også: Analyse: Én stor havmøllepark kan langtfra indfri regeringens VE-mål

Datacentre sluger 20 pct. af elforbruget

Facebook køber som nævnt 1 TWh til deling mellem de to centre. Præcis hvor meget, der skal bruges i Danmark, ved vi ikke.

Læs også: Nye datacentre øger dansk elforbrug markant

Men ifølge en rapport fra Cowi, udarbejdet for Energistyrelsen, forventer man et elforbrug i 6 datacentre på 7 TWh i 2030 – stigende til 11,4 TWh i 2040 for ni datacentre. Det svarer til henholdvis cirka 20 og 33 pct. af elforbruget i 2017.

Ifølge Energistyrelsen er datacentrenes forventede elforbrug indregnet i den såkaldte Basisfremskrivning 2018 frem mod 2030, der viser en VE-andel på knap 40 pct i 2030 uden nye tiltag (frozen policy).

Læs også: Ny fremskrivning kridter banen op før energiforlig

»Facebooks indkøb af norsk strøm ændrer ikke på denne opgørelse,« skriver energistyrelsen i en mail.

Ikke alene får vi et firma til Danmark, der notorisk ikke betaler skat, ikke ansætter nogen medarbejder, og får deres energi billigere end os andre.

V skal så også betale ekstra for deres energiforbrug?

"Whats not to like?"

  • 52
  • 5

Ikke alene får vi et firma til Danmark, der notorisk ikke betaler skat, ikke ansætter nogen medarbejder, og får deres energi billigere end os andre.

Du får her et link til Enhedslistens facebook profil, så kan du konkludere ud fra det hvad du vil.

https://da-dk.facebook.com/enhedslisten/

Hvis ikke Johanne Schmidt-Nielsen svarer på listens facebook profil, kan du jo i stedet ringe til hende på hendes iPhone.

“What’s not to like?” (Denne gang uden stavefejl)

  • 7
  • 35