Få styr på varens fødsel og død

Danske virksomheder skal have styr på deres produkters miljøbelastning fra vugge til grav. Ellers vil de miste ordrer på det globale marked.

Sådan lyder advarslen fra Allan Astrup Jensen, som er en af forfatterne bag en ny FN-rapport om bæredygtig produktion.

»De virksomheder, der har orden i mijøregnskaberne, vil foretrække at handle med virksomheder, der også har det,« siger han.

FN-rapportens hovedkonklusion er, at det ikke længere er nok at se på enkelte produkters miljø­påvirkning. Livscyklus skal være en integreret del af virksomhedens ledelse på linje med de økonomiske og etiske ledelsesredskaber.

Advarslen bakkes op af Bjarne Palstrøm, som er miljøchef hos Dansk Industri:

»Hvis virksomhederne ikke er parat, så er der risiko for at blive taget på sengen af en stor international kunde, som vil se miljøcertifikater og dokumentation. Det kan let føre til mistede ordrer.«

Vestas er et godt eksempel på, at livscyklusvurderinger kan være værdifulde. Her har de tilbagevist myten om, at produktionen af deres vindmøller koster mere energi, end møllen når at producere i sin levetid.

En af de virksomheder, der har taget budskabet til sig er Færch Plast:

»Vi er stadig i begyndelsen af brugen af livscyklusvurderinger, så indtil videre er det ikke inkorporeret som en del af ledelsesstrategien. Men det arbejder vi på at indføre,« siger produktchef Jesper Goul-Jensen.